Oversigt

Seneste nyt

Efter byggekaos: Region H. river kontrakt i stykker - byggeri forsinkes yderligere to til tre år

Politikerne i Region Hovedstaden har fået nok forsinkelser og byggekaos på det nye akuthus på Bispebjerg Hospital

Derfor har de netop nu besluttet at bryde kontrakten med den italienske entreprenør.

- Efter gentagne forsinkelser og usikkerhed om økonomien har Region Hovedstaden i dag ophævet kontrakten med den italienske totalentreprenør Rizzani de Eccher. Totalentreprenøren har været tilknyttet byggeriet af et nyt akuthus på Bispebjerg Hospital. Regionen går nu i gang med at undersøge, hvordan byggeriet kommer hurtigst muligt tilbage på sporet, skriver Region H i en pressemeddelelse. 

Som TV 2 Kosmopol kunne fortælle tidligere på ugen har Region Hovedstaden vurderer, at “fremdriften på byggepladsen slet ikke er stor nok.”

Det blev medlemmerne af Forretningsudvalget og den politiske følgegruppe for Nyt Hospital Bispebjerg mandag morgen orienteret om sagen på fortrolige møder.

Det forventes nu, at det bliver yderligere to til tre år forsinket. 

- Samtidig vil det også få økonomiske konsekvenser, men det er for tidligt at vurdere, hvor meget det kommer til at koste. De tidsmæssige og økonomiske konsekvenser og risici ved at fortsætte samarbejdet vurderes dog at være langt større, skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.