Flertal åbne for at sende flere penge til centralt tilbud for psykisk syge

Unge med psykisk sygdom kan ikke få en særlig og intensiv behandling, fordi de har været syge længe. Det vil psykiatriudvalgsformanden i Region Hovedstaden nu have ændret.

Et flertal af politikerne i Social- og Psykiatriudvalget i Region Hovedstaden fortæller tirsdag til TV 2 Kosmopol, at de er åbne over for at kaste flere af Region Hovedstadens ressourcer i det såkaldte Opus-tilbud, der er regionens højt specialiserede tilbud til unge med skizofreni og psykoser.

En af dem er udvalgsformanden, Peter Westermann (SF), og han vil også gøre det lettere for flere at få hjælpen.

- Der er ingen tvivl om, at der skal kigges på kriterierne for, hvornår man kan komme ind i et Opus-tilbud, som er et særligt godt og særligt intensivt tilbud til unge med psykotiske symptomer, og der skal også tilføres flere midler. Det er helt klart øverst på min liste, siger han.

Som det er lige nu bliver unge, der ikke er diagnosticeret med en skizofrenisygdom inden for det sidste år, afvist til at modtage tilbuddet.

- Det er en måde at prøve at forsvare sig imod at tage imod hele psykiatrien, fordi der formentlig er en meget større gruppe, der kunne få gavn af det (Opus, red.), forklarer Merete Nordentoft, der er professor i psykiatri og overlæge på Psykiatrisk Center København.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Kriterier i Opus

Disse tre kriterier skal være opfyldt, før man i dag kan få et to-årigt behandlingsforløb i Opus:

Målgruppe og kriterier:

  • Unge voksne mellem 18 og 35 år

  • Dianoser DF20-29 (skizofreni sygdomme)

  • Nydiagnosticeret indenfor de seneste 12 måneder

Opus er et tilbud om intensiv og opsøgende psykosocial behandling. Opus søger gennem tilknytningen af et fast team af behandlere at sikre kontinuitet mellem den ambulante, den sygehusbaserede og den sociale indsats.

Der tilbydes behandling i op til to år, som tilrettelægges i samarbejde med patient og primærbehandler. Behandlingen består af både individuelle samtaler samt diverse gruppetilbud, ligesom pårørende systematisk tilbydes inddragelse i behandlingen.

Kilde: Region Hovedstadens Psykiatri

Ny sag bekymrer

Som TV 2 Kosmopol kunne fortælle mandag, er en af dem, der er blevet afvist til at modtage Opus' behandlingsforløb, Janne Grøndahls 18-årige skizofrene datter. Datteren var ellers blevet henvist til forløbet af en overlæge på en lukket psykiatrisk afdeling.

Sagen trækker tråde til sagen om den 22-årige mand, der for et halvt år siden skød og dræbte tre mennesker i shoppingcentret Fields. Han var også kort tid før skyderiet blevet henvist til behandling i Opus, men han blev afvist, fordi han tidligere i sit liv havde udvist tegn på psykoser.

quote Det gør mig bekymret for, om vores tilbud er godt nok, som det er i dag

Christine Dal (V)

TV 2 Komsopols indslag om Janne Grøndahls datter gør indtryk på Christine Dal (V) fra Region Hovedstadens Social- og Psykiatriudvalg. 

- Det gør mig bekymret for, om vores tilbud er godt nok, som det er i dag, siger hun.

- Det viser jo også, at der stadig er behov for, at vi gør noget, siger Magnus Von Dreiager (K), der sidder i samme udvalg.

De ser alle frem til, at regionerne får flere penge fra staten til at styrke psykiatrien. Sidste år blev der således indgået en bred aftale i Folketinget om, at indsatsen i psykiatrien i første omgang skal løftes med en halv milliard kroner om året, og den nye regering vil tilføre flere midler til området.

Og nu viser det sig, at et flertal i Social- og Psykiatriudvalg er åbne over for at sende flere til Opus. 

I Enhedslisten mener man, at nogle af pengene fra staten skal gå til at gøre Opus-tilbuddet tilgængeligt for flere. Dansk Folkeparti ønsker også at bruge nogle af pengene fra staten til Opus. Hos Radikale Venstre og Venstre er de også åbne overfor, at der bliver prioriteret flere ressourcer til netop Opus, hvis der er behov.

- Hvis det er det tilbud, der bliver efterspurgt derude, og et tilbud, som vi også mener, har en faglig relevans at tilbyde den unge og deres familier, er det helt oplagt at se på, om vi skal tilføre flere ressourcer her, mener Christine Dal.

Og der er kraftige indikationer på, at der er et behov. Ifølge Merete Nordentoft, professor i psykiatri og overlæge på Psykiatrisk Center København, dækker Opus i dag således kun 60 procent af det reelle behov.

Tilbud skal vurderes

Hos De Konservative mener de dog, at politikerne først bør få alle regionens tilbud til unge med psykisk sygdom fagligt vurderet, og at politikerne derefter bedre kan vælge, hvad der er godt at prioritere.

- Det kan jo også være, at det viser sig, at man faktisk kan hjælpe de samme borgere bare med nogle andre tilbud, og så kan det også være vejen at gå, siger Magnus Von Dreiager.

Peter Westermann mener dog, at den faglige vurdering allerede er der. Og han garanterer derfor, at Opus-tilbuddet vil stå højt på hans prioriteringsliste, når regionen får flere penge til psykiatrien af staten.

Tirsdag ønsker næstformand i Social- og Psykiatriudvalget, Jesper Hammer (NB), ikke at forholde sig til, om Opus skal have flere penge, da han først vil sætte sig yderligere ind i sagen. Samme melding kommer fra Socialdemokratiets Susanne Due Kristensen. 

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Socialdemokratiets andet medlem af udvalget, Maria Gudme. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik