SF'eren Sigurd Agersnap mærkede den på egen krop: "Drop klimaskammen - den gør os handlingslammede"

Klimaskam er ikke vejen at gå, hvis man vil nærmere en grøn omstilling, mener 30-årige Sigurd Agersnap (SF), der er vokset op i det, han selv kalder "Virum-boblen".

Sigurd Agersnap er optimistisk, når det gælder den grønne omstilling:

- Der er faktisk ret mange gode, konkrete grønne idéer, siger Sigurd Agersnap, der er valgt for SF i Københavns Omegns Storkreds.

Blå bog: Sigurd Agersnap (SF)

  • Folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti i Københavns Omegns Storkreds fra 1. november 2022. Kandidat for Socialistisk Folkeparti i Ballerupkredsen fra 2022 .

  • Boligordfører fra 2022.

  • Iværksætterordfører fra 2022.

  • Skatteordfører fra 2022.

  • 30 år og bosiddende i Lyngby

Den 30-årige SF’er har engang været meget tynget af klimaskam, men i dag har han lagt den bag sig. Det er nemlig ikke skam, der bringer os nærmere en grøn omstilling, Det gør politiske løsninger.

- En af dem er at sørge for, at der er færre lastbiler, der kører rundt i byerne, fortsætter han.

Vogntransport ud af bymidten

Problemer med lastbiler i bymidten var Sigurd Agersnap med til at løse, da han sad som viceborgmester i Lyngby Tårbæk kommune, inden han blev valgt til Folketinget sidste år.

1 ud af 70

I portrætserien "1 ud af 70" sætter TV 2 Kosmopol fokus på en række politikere valgt ind i hovedstadsområdet.

Se afsnittet om Sigurd Agersnap på TV 2 Kosmopol.

- Vi havde det problem i Lyngby, at der var rigtig mange lastbiler, der kørte ind gennem bymidten med varer til forretninger, og det udledte selvfølgelig en del CO2, fortæller han.

Et logistikfirma løste problemet ved at oprette et lager uden for byen, hvor diesellastbiler læsser varer af. Derefter bliver varerne samlet i elektriske lastbiler og kørt ind til forretningerne i bymidten.

Se portrættet af Sigurd Agersnap (SF) her.

- Det betyder mindre CO2-udledning fra vores tunge lastbiltransport, siger Sigurd Agersnap og fortsætter:

- Det løser ikke klimakrisen, men det er en af de ting, man kunne rulle ud til rigtig mange steder i landet.

Sigurd Agersnap og hans lillebror spiller fodbold med lokale på rejsen til Tanzania.
Sigurd Agersnap og hans lillebror spiller fodbold med lokale på rejsen til Tanzania.

Virum-boblen bristede i Tanzania

Sigurd Agersnap er vokset op i Virum i det, han selv betegner som en Virum-boble.

- Jeg brugte rigtig mange af mine år i Virum sammen med gode venner, der lignede mig meget, fortæller han.

- Vi boede i huse og villaer, der lignede hinanden, vi spillede fodbold og gik i skoven. Der er to skoler og alle kendte hinanden på kryds og tværs.

Men Virum-boblen brast på en rejse med familien til Tanzania:

- Jeg vidste jo godt, at Afrika ville være noget andet end Virum, men det blev bare så tydeligt på den rejse, at jeg indtil da ikke havde begreb om, hvordan verden også kan se ud.

- Faktisk, fortsætter Sigurd Agersnap, tror jeg rejsen formede mig politisk. Det der med at blive mindet om, at det jo er en kæmpe tilfældighed, hvor man er født i verden, men det jo er helt afgørende for, hvad du har af muligheder senere i livet.

Drop klimaskammen

I dag bor Sigurd Agersnap sammen med sin kæreste Helena Vinther Nielsen i et rækkehus i Lyngby. De skal være forældre til december.

- Det er så stort og spændende, og indimellem prøver vi at gætte på, hvad der rammer os, men vi ved det jo ikke helt, siger SF´eren forventningsfuldt.

Sigurd og hans kæreste Helena skal være forældre til december.
Sigurd og hans kæreste Helena skal være forældre til december.

Med en ny generation på vej er klimaforandringerne endnu mere præsente på Sigurd Agersnaps dagsorden. Og han har et klart budskab: Drop klimaskammen!

- Jeg tror ikke, at klimaskammen hjælper os til at løse klimaforandringerne. Jeg tror tværtimod, at klimaskam gør os handlingslammede og opgivende på fremtiden, siger Sigurd Agersnap.

- Men vi kan ændre noget politisk. Det er jo det, der altid har skabt ændringer i samfundet. Så det er vi nødt til at tro og håbe på, slutter han.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik