Sygeplejestuderende frygter, at de ikke bliver klar til at stå med liv i hænderne

Kommende sygeplejersker risikerer, at de ikke er rustet til det, der venter dem, når de er færdiguddannet. Coronapandemien har nemlig gjort deres studie dårligere, lyder kritikken.

- Jeg frygter, at jeg kommer ud på den anden side og ikke er klar til at stå med andre menneskers liv i hænderne.

Sådan lyder det fra Amanda Carlslund, der om kort tid starter på femte semester på sygeplejeuddannelsen.

På grund af corona har sygeplejestuderende, ligesom de fleste af os, fået vendt op og ned på deres hverdag. Og snart har pandemien påvirket et helt år af deres uddannelse.

quote Det er den praktiske viden, vi skal have ude i praktikken. Og den har vi ikke har fået.

Amanda Carlslund, sygeplejestuderende

Det har blandt andet betydet, at Amanda – og andre sygeplejestuderende – har fået forkortet deres praktikperioder på eksempelvis sygehus og plejehjem. De har i stedet modtaget skriftlige opgaver som erstatning.

- Det er den praktiske viden, vi skal have ude i praktikken. Og den har vi ikke har fået, siger Amanda og fortsætter:

- Det betyder, at jeg kommer ud på den anden side og føler, der er noget, jeg mangler fordi, jeg ikke har haft det i hænderne.

Manglende læring

Når de studerende har været i praktik, har der i nogle tilfælde været så travlt, at de uddannede sygeplejersker ikke har haft tid til at lære fra sig.

Det mærkede Amanda blandt andet, da hun under sit praktikforløb ikke lærte, hvordan man sørger for, at patienter får den rette mængde medicin - såkaldt medicindispensering. Det er under normale omstændigheder ellers et krav.

- Man kan godt sige: ”Nå ja, medicindispensering er bare at tage piller ned i en æske”, men det der med at få det i hånden og lave sit eget system, det misser jeg, fortæller Amanda. 

quote Det er virkelig urealistisk.

Kristina Dalum, sygeplejestuderende

Urealistisk undervisning

Det er ikke kun praktikken, der har været udfordret. Også den virtuelle undervisning har haft sine problemer.

På sygeplejeuddannelsen har man normalt simulationsundervisning, hvor de studerende blandt andet skal lære at lægge drop på patienter. Men på grund af corona, er det - og andre øvelser - i stedet blevet til et kursus på computeren.

quote Jeg er bange for at komme ud på den anden side uden at føle mig rustet til det, der venter. Det er trods alt menneskeliv, vi har med at gøre.

Amanda Carlslund, sygeplejestuderende

Og det giver ifølge Kristina Dalum, der om bare få måneder er færdiguddannet sygeplejerske, et urealistisk syn på det arbejde, der venter på den anden side af studiet. 

- Vi havde en opgave, hvor vi skulle stabilisere et blødende mavesår. I løbet af 20 minutter fik vi hængt 28 portioner blod op, siger Kristina Dalum og fortsætter:

- Det er overhovedet ikke sådan, man skal gøre. Det er virkelig urealistisk. 

Kan ikke indhentes

Knapt et år med corona har fået hende til at frygte for fremtiden.

Er du bange for at blive en del af en coronageneration af sygeplejersker?

- Ja, det er jeg. Meget.

- Jeg er bange for at komme ud på den anden side uden at føle mig rustet til det, der venter. Det er trods alt menneskeliv, vi har med at gøre, siger hun.

quote Du kan ikke nå at indhente det hele fuldt ud. Når vi har 3,5 års uddannelse, så er det klart, at når betingelserne i 1,5 år ikke har været optimale, så gør det noget ved kvaliteten af uddannelsen.

Randi Brinckmann, dekan, Det Sundhedsfaglige Fakultet, Københavns Professionshøjskole

Selvom hun snart starter på femte semester og dermed har halvandet år tilbage på uddannelsen, så tvivler hun også på, at man kan nå at rette op på det tabte.

- Jeg tror ikke, man kan nå at indhente det hele. Vores uddannelse er jo så lang, som den er. Så det, vi skal indhente, bliver måske på bekostning af noget andet.

Indrømmer problem

Randi Brinckmann, der er dekan ved Det Sundhedsfaglige Fakultet på Københavns Professionshøjskole, der udbyder og står for kvalitetssikringen af sygeplejeuddannelsen i København, Hillerød og på Frederiksberg, erkender, at corona har gjort det svært at give de studerende den optimale læring.

- Jeg vil gerne være ærlig og sige, at det selvfølgelig ikke har været det samme, som når vi arbejder under optimale forhold.

Kan du forstå, at de studerende er bekymrede for deres læring?

- Jeg kan godt forstå, de er usikre. Jeg synes ikke, de skal være bekymrede. Både skolerne og praktikstederne gør sig rigtig umage. Men jeg kan godt forstå, at de studerende er usikre, for det er en anden praktik end den, der oprindeligt var tænkt.

Randi Brinckmann, dekan ved Det Sundhedsfaglige Fakultet, Københavns Professionshøjskole
Randi Brinckmann, dekan ved Det Sundhedsfaglige Fakultet, Københavns Professionshøjskole
Foto: Niels Knuth / TV 2 Lorry

Risikerer vi at få en coronageneration af sygeplejersker, som ikke er rustet til det, der venter dem, når de er færdiguddannede?

- Nej. Vi kommer ikke til at sætte nogen på gaden, som ikke er kompetente. Men det er klart, at vi vil være opmærksomme på, om der skal noget særligt til. Det kan godt være, at vi som uddannelsessted skal tilrettelægge noget kompensationsundervisning for eksempel i sommerferien. Det er noget af det, vi drøfter lige nu.

Kan man nå at indhente det tabte?

- Nej. Du kan ikke nå at indhente det hele fuldt ud. Når vi har 3,5 års uddannelse, så er det klart, at når betingelserne i 1,5 år ikke har været optimale, så gør det noget ved kvaliteten af uddannelsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik