Manden i den gule vest: Kurt går for at holde diabetes fra livet

Når man bliver ældre, og aldersbetingede sygdomme begynder at presse sig på, er der faktisk noget, man selv kan gøre for at holde dem stangen.

Det er 80-årige Kurt Terkelsen fra Skibby et glimrende eksempel på.

I 1995 får han - ligesom 252.000 andre danskere - konstateret type 2-diabetes. 

I årene der følger, går han løbende op i dosis af sin diabetes-medicin. 

Han starter med én enkelt pille om dagen. Ved næste kontrol siger lægen, han skal have to.

Siden får han tre. 

Det ender med, at han tager fire piller om dagen for sin livsstilssygdom, som han selv kalder den. 

Men 23 år efter, han får stillet sin diagnose, giver hans læge ham en nedslående besked. 

Hans blodtryk er faretruende højt, og det vil kræve blodfortyndende medicin at få ham på ret køl igen.

I dag kan Kurt Terkelsen sagtens forstå, at han havde behov for den ekstra medicin. 

- Jeg tænkte slet ikke på at motionere. Jeg tilbragte meget tid foran min computer, og når jeg skulle ud at handle, tog jeg bilen, selv om der blot var få hundrede meter til indkøb, siger han.

Fordelene ved at gå

Efter lægens opfordring til at tage mere medicin, end de fire metformin-piller han i forvejen fik, besluttede Kurt Terkelsen sig for at begynde at gå. 

Det har han altid godt kunne lide, så det var nærliggende, at det lige netop var den motionsform, han valgte. Han havde bare glemt det. 

(Artiklen fortsætter under faktaboksen.)

Fornøjelsen ved at gå blev vakt i Hjemmeværnet for den pensionerede lokomotivfører. Et job, han beskriver som værende meget stillesiddende.

Derfor meldte han sig tilbage i 1970'erne ind i Jernbanehjemmeværnet.

Både for at dyrke fællesskabet og helt grundlæggende også for at få noget motion. Dengang var han 35 år.

Det gik hverken værre eller bedre, end at han hurtigt steg i graderne og fik en gruppe på 12 mand under sig.

Det betød, at han sad på kontoret og planlagde øvelserne i stedet for at deltage i dem selv.

Han nåede dog at gå nogle marcher i sin tid i Hjemmeværnet, og det er altså her, hans gå-entusiasme stammer fra.

Foruden at styrke hjerte og muskler, modvirker de lange gåture blodpropper, demens og depressioner, fortæller han.

Måske vigtigst af alt er hans blodsukkertal stadigt nedadgående, og blodtrykket er sænket til normalt niveau. 

Det er på trods af, at han ikke tager blodfortyndende medicin, og at han er gået fra fire metforminpiller om dagen til kun én enkelt, på de fire år han har trukket i vandrestøvlerne.

- Da jeg begyndte at gå, vejede jeg over 100 kilo. Men nu har jeg tabt mig 15 kilo. Jeg har fået det meget bedre, og min læge er også meget tilfreds. Han siger altid, "det er fint, Kurt". Jeg har også fået mere muskelmasse, fordi fedtet omdannes til muskler. Det kan godt nok kun ses på livremmen og ikke så meget på vægten, fordi muskler som bekendt er tungere end fedt, fortæller Kurt Terkelsen.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen.) 

Diabetesforeningen stemmer i 

Cecilie Sandvad, rådgivning- og ernæringskonsulent i Diabetesforeningen, bekræfter, at motion især er godt for mennesker med type 2-diabetes. 

Faktisk så godt, at det er en af foreningens tre kerneværdier. Foruden motion er den rette kost og medicinering også grundlæggende for at have et godt liv på trods af sin type 2-diabetes. 

Hun forklarer, at gang - og motion i det hele taget - er godt for blodsukkerreguleringen. I lårene har vi for eksempel store muskelgrupper, som bruger glukose fra blodet som energikilde. 

Jo mere, vi bruger vores muskler, desto mere skal vi omdanne sukkeret - glukosen - i blodet til energi. 

- Den oplevelse Kurt har, den passer helt ind i, hvad vi ser i forskningen. Gang er en fin motionsform, og går man i et raskt tempo i en times tid dagligt, ser vi rigtig gode resultater. Alle med diabetes er dog forskellige, så man kan ikke sige noget generelt om, at alle kan gå sig medicinfri, siger Cecilie Sandvad. 

Med få midler kan man komme langt

Ifølge Kurt Terkelsen kræver det ikke andet end fornuftigt fodtøj, hvis man ønsker at skære ned på sin diabetesmedicin og høste alle de andre fordele, der er ved at komme ud og bevæge sig. 

Kurt Terkelsen går i gennemsnit ti kilometer om dagen. Sommetider otte, andre gange tolv. Og med lidt hurtig hovedregning giver det altså 300 om måneden og 3600 kilometer på et år. 

De seneste fire år er det blevet til 14.600 kilometer. Eller hvad der svarer til at gå fra Danmark til Kap Horn på sydspidsen af Chile. Godt nok i fugleflugt, som han selv pointerer. 

Han ved nøjagtigt, hvor langt han hver dag går, fordi han har en god skridttæller.

Men tilbage i 2018, da Kurt Terkelsen lige var startet med at gå, havde han en skridttæller af lidt ringere kvalitet. Han gik en tur rundt i Skibby, hvor han bor, og efter hvad der føltes som evigheder, tjekkede han tælleren.

- Jeg var overbevist om, at jeg havde gået halvdelen af jorden rundt. Men jeg havde altså kun gået tre kilometer. Det kunne ikke passe, så jeg investerede i en ny. Den har jeg stadig, fortæller han. 

Selv bruger han også en gul vest, så biler og andre trafikanter kan se ham i mørket. I Skibby og omegn er han derfor kendt, som  'manden i den gule vest'. 

(Artiklen fortsætter under faktaboksen.)

Kendt i lokalområdet

I Skibby plus det løse ved alle, hvem Kurt Terkelsen er. Det siger han hvert fald selv. Derfor stopper han ofte op for at få sig en sludder med dem, han møder på sin vej. 

På en af sine ruter kommer han ofte forbi en mand, der sidder udenfor i sin kørestol, når vejret er til det. Tilbage i 2018 - første gang Kurt Terkelsen passerede hans hus - undrede det ham, at manden så ud til at være midt i 50'erne. 

Derfor begyndte Kurt Terkelsen at spekulere på, om manden mon også havde type 2-diabetes. Han manglede nemlig et ben, hvorfor han sad der i sin kørestol. Så næste gang Kurt Terkelsen gik forbi, spurgte han ham ad. 

Og det havde han rigtigt nok.

- Han fortalte, at hans sygdomsforløb var startet med, at han ikke kunne mærke, når han havde sten i skoen. Siden fik han amputeret foden og senere igen, resten af benet op til knæet. År senere blev han interviewet af lokalavisen, som spurgte, om han så nogle lyspunkter i sit liv trods sin situation. Og så svarede han, "når manden i den gule vest kommer forbi, og taler med mig", fortæller Kurt Terkelsen.

(På kortet nedenfor kan du se, hvor mange der har diabetes i din kommune. Og hvad estimatet er for, hvor mange der har diagnosen uden at vide det. Artiklen fortsætter under kortet.)

Følelsesløshed i fingre og fødder

Det er ikke fremmed for ernæringskonsulent i Diabetesforeningen Cecilie Sandvad at høre om folk, der pludselig ikke kan mærke, at de har en sten i skoen.

Det er nemlig en af de senfølger, der kan opstå ved type 2-diabetes. Man risikerer simpelthen, at følelsen i ekstremiteterne - det vil sige fingre, fødder og tæer - forsvinder.

- Det kan senere udvikle sig til sår, som ikke rigtig vil hele. Og det kan i sidste ende føre til amputationer. Med det sagt så har vi nu om dage bedre medikamenter, der gør, at folk lever længere med type 2-diabetes. Folk har flere gode leveår, og vi har fået mere fokus på kost og motion. Vi er ganske enkelt blevet bedre til at behandle diabetes, end vi har været før, siger hun.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen.)

Går for at opfordre andre til det

Årsagen, til at Kurt Terkelsen står frem med sin historie, er ifølge ham selv, at det vil gavne mange andre i hans alder at komme op af sofaen og ud ad døren. 

Det er netop grunden til, at han breder sit budskab ud lidt til højre og venstre, som han siger.

- Jeg tror selv på, at det er derfor, jeg er her endnu. Jeg tror ikke, jeg lever længere, men jeg lever bedre. Der ikke meget ved at blive gammel, hvis den ene sygdom afløser den anden, og man ikke kan gå eller bevæge sig, siger han.