Vanvidsbilist dømt: Torpederede biler med 140 kilometer i timen

Føreren af bilen er idømt fem års ubetinget fængsel for en ulykke, der kostede en anden mand livet.

En 37-årig mand er fundet skyldig i uagtsomt manddrab og vanvidskørsel efter en ulykke i Rødovre i vinter, der kostede en 34-årig mand livet.

Han blev idømt fem års ubetinget fængsel og frakendelse af førerretten i otte år.

Han har tidligere fortalt, at han ikke husker meget fra hændelsen, og har nægtet sig skyldig. Han har taget betænkningstid i forhold til at anke.

Flere biler holdt for rødt lys ved et kryds 31. januar i år, da ulykken indtraf omkring klokken 19.15.

Ifølge retten kørte tiltalte ikke mindre end 140 kilometer i timen i sin Audi, da han nåede frem til krydset og stødte ind i en bil, der pressede en tredje vil ud i krydset i stor fart.

Den 37-årige mener, at han kom kørende stille og roligt. 

- Men man kører vel altid lidt hurtigere, end man må, sagde han under sin forklaring.

Han havde en kammerat på passagersædet, der led stor skade og har været langtidssygemeldt siden ulykken.

Fjernede genstand fra bil

En blodprøve viser, at den dømte havde kokain og lattergas i sit blod under kørslen. Men retten fastslog, at han alene kunne dømmes skyldig i at være påvirket af kokain.

Det kom frem i retten, at en ukendt person fjernede en genstand fra den 37-åriges bil, mens vanvidsbilisten stod og ventede på en ambulance.

Ifølge en betjents vidneudsagn var der tale om en lattergaspatron, som politiet efterfølgende fandt to af ved ulykkesstedet.

Den 37-årige erkendte, at han to dage inden ulykken indtog kokain under en fest, men nægtede at have inhaleret lattergas.

Retten vurderede, at man ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne sige, at lattergas havde haft indflydelse på ulykken. 

Ulykken skete på en strækning, hvor fartgrænsen er 60 kilometer i timen, hvorfor den dømte overskred den med over 100 procent.

Audi var bygget om

Flere vidner har forklaret, at den dømte mands Audi passerede dem med over 100 kilometer i timen. En bilinspektør, der var indkaldt som vidne, har fortalt, at nålen i speedometeret i tiltaltes bil sad fast på 160 kilometer i timen efter ulykken.

Udover uagtsomt manddrab på en 34-årig mand blev den 37-årige desuden fundet skyldig i at have udsat to andre personer for fare og at have kørt mindst 115 kilometer i timen i en byzone dagen inden ulykken.

Samtidig er resterne af hans Audi, som den dømte mand købte omkring fire uger inden ulykken, blevet konfiskeret.

Bilen var ombygget, så den havde en langt større motorkraft og firhjulstræk i stedet for forhjulstræk, uden at det var godkendt ved syn.

Den 37-årige er flere gange tidligere dømt for at overtræde færdselsloven med bøder og betingede fængselsstraffe til følge. Derudover har han været straffet for grov skattesvig.

Han blev desuden idømt otte års ubetinget frakendelse af førerretten.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik