Bare i én politikreds: 53 vanvidsbilister har mistet køretøj

Tunge speederfødder bliver straffet i hobetal i øjeblikket. Så sent som i går faldt endnu en dom.

Det er ikke alle fartglade bilister, der endnu har sluppet speederen tilstrækkeligt, efter de nye vanvids-regler trådte i kraft 31. mart i år. 

Det har man blandt andet kunne mærke hos Midt- og Vestsjællands Politi, der indtil videre har beslaglagt 53 biler. 

- Vanvidskørsel er en helt uacceptabel måde at udsætte andre for fare i trafikken. Derfor er det et godt værktøj, som vi har fået. Det giver os mulighed for at tage bilerne fra de bilister, der tror, at færdselsreglerne ikke gælder for dem, siger vicepolitiinspektør Thomas Tarpgaards fra færdselsafdelingen i Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse. 

Når politiet beslaglægger en bil som følge af vanvidskørsel, bliver sagen efterfølgende prøvet ved retten, som så tager stilling til, om bilen skal endeligt konfiskeres.

De 53 sager fordeler sig på 30 sager med for høj promille og 18 sager med for høj hastighed, mens de sidste 5 er sager generelt om fareforvoldelse og hensynsløs kørsel.

Blandt sagerne kan nævnes en bilist, der kørte med 202 km/t på motorvej med hastighedsgrænse på 110 km/t, en bilist der kørte 180 på landevej, hvor den højst tilladte hastighed var 80 samt en bilist, der kørte med 110 km/t i en byzone, hvor der højst må køres med 50 km/t. Dertil kommer en bilist, der kørte med en promille, der blev målt til hele 3,61.

Blandt de beslaglagte køretøjer er tre motorcykler, en lastbil, en knallert og en varevogn. 

(Artiklen fortsætter under billedet)

Kortet viser fordelingen på de sager, hvor der er sket beslaglæggelse.
Kortet viser fordelingen på de sager, hvor der er sket beslaglæggelse.
Foto: Midt- og Vestsjællands Politi

- De store hovedfærdselsårer står selvfølgeligt for en stor del af sagerne. Men vi har fokus på trafikken i hele politikredsen. Uanset hvor man færdes og hvilket transportmiddel, man benytter, så er målet at alle kan komme sikkert hjem, siger Thomas Tarpgaard.

Så sent som i går tirsdag blev en 21-årig mand fra Greve idømt seks måneders ubetinget fængsel, frakendelse af kørekortet i 10 år og konfiskation af sin personbil efter et tilfælde af vanvidskørsel i august i år.

Den 21-årige blev ved Retten i Roskilde dømt for fareforvoldelse og for overtrædelse af en hel stribe regler i færdselsloven ved at have kørt fra Greve til Avedøre, påvirket og uden kørekort. Undervejs kørte han flere gange over for rødt lys, kørte med mindst 160 km/t på motorvejen, brugte mobiltelefon mens han kørte, overhalede højre om flere gange, kørte i nødsporet og undlod at stoppe, selv om politiet gav signal om det. Manden modtog dommen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik