Ordet vanvidsbilisme har fyldt en del i nyhedsbilledet siden en ny lovgivning blev vedtaget i marts.
Et af de mere kendte eksempler er den tidligere fodboldspiller Niklas Bendnters Porche, der blev beslaglagt efter han flere gange er blevet taget i at sidde bag rattet uden gyldigt kørekort.
Der blev afsagt dom af Københavns Byret, hvorefter hans Taycan Turbo S, som er Porsches bud på en elektrisk sportsvogn, blev konfiskeret.
Niklas Bendtner ankede dog dommen, og nu skal sagen afgøres af Østre Landsret.
Torben Sørensen fra Hellerup har gået og undret sig over, hvad der egentlig sker med de biler, som politiet beslaglægger. Derfor har han skrevet til TV 2 Kosmopol gennem Spørg Os:
- Hvad sker der med en bil, der er beslaglagt ? For eksempel Bendtners?
Vi har undersøgt sagen!
Følg med på Spørg Os siden
Se, hvad vi allerede har svaret på
Stem på ugens udvalgte spørgsmål
Skriv dit eget spørgsmål, der kan undersøges journalistisk
Kom ind på siden her
510 biler beslaglagt
D. 1. oktober i år var 510 biler blevet beslaglagt landet over, efter at den skærpede lovgivning trådte i kraft 31. marts 2021. De 181 af dem er beslaglagt her i Hovedstadsområdet. Det viser de nyeste tal fra Rigspolitiet.
Og siden den 1. oktober er endnu flere biler føjet til listen, men de tal er endnu ikke offentliggjort.
Den nye lovgivning gør det muligt for politiet at beslaglægge et køretøj, der er brugt til såkaldt vanvidskørsel. Også selvom føreren ikke er ejeren af køretøjet, og hvis den er lånt eller leaset.
Derudover er straffen blevet skærpet fra bøde og frakendelse af kørekortet til fængsel ved de groveste hastighedsforseelser.
Sådan defineres 'vanvidskørsel'
Regeringen har sammen med politiet og anklagemyndigheden defineret, hvad vanvidskørsel dækker over.
Hvis du rammer en person, er der tale om vanvidsbilisme når:
- Der er tale om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder. Det vil sige, hvis du f.eks. kører for hurtigt eller påvirket.
- Det samme gælder, hvis du laver skade på nogens legeme eller helbred, og det er sket under særligt skærpede omstændigheder.
- Hvis du udsætter andre for nærliggende fare for liv eller førlighed.
Hvis du ikke rammer nogen, er der tale om vanvidsbilisme når:
- Man kører særligt hensynsløst
- Man kører med en fart på mere end 100 % af det tilladte, og speedometeret kommer over 100 km/t. Dette ses f.eks. hvis man kører dobbelt så stærkt et sted, hvor man kun må køre 60 km/t
- Man kører med mindst 200 km/t uanset hastighedsgrænsen
- Man kører i bil med en promille på over 2,0
En hemmelig garage
Har man sat foden alt, alt for hårdt på speederen, kan man altså risikere at miste køretøjet, hvorefter det lander i politiets varetægt.
Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, fortæller at politiet beslaglægger køretøjet (midlertidig inddragelse) med henblik på konfiskation (permanent inddragelse).
- Herefter er det en dommer, der afgør, om køretøjet skal konfiskeres. Bliver køretøjet konfiskeret, bliver det solgt, og pengene går i statskassen, fortæller han.
Mens køretøjerne venter på at komme tilbage til deres ejermand eller ryger til auktion, står hver enkelte politikreds for at opbevare de beslaglagte køretøjer.
Hos Nordsjællands Politi oplyser de, at beslaglagte biler i opbevares i en hemmelig garage et sted på Nordsjælland.
181 beslaglagte biler i Hovedstadsområdet
Københavns Vestegns Politi: 54 beslaglæggelser.
Nordsjællands Politi: 36 beslaglæggelser.
Københavns Politi: 47 beslaglæggelser.
Midt- og Vestsjællands Politi: 44 beslaglæggelser
Tallene er baseret på en manuel gennemgang af dynamiske data, hvilket betyder, at der f.eks. kan forekomme efterregistreringer. Der vil således kunne ske ændringer i opgørelsen afhængigt af tidspunktet for gennemgangen af oplysningerne.
Kilde: Rigspolitiet
Kommer på auktion
Hvis retten dømmer bilisten skyldig i vanvidsbilisme bliver køretøjet konfiskeret og bliver herefter enten skrottet eller solgt på auktion.
Christian Berthelsen oplyser desuden, at bilerne opbevares hos politiet, indtil dommeren har dømt, om bilen skal konfiskeres eller ej.
- Dømmer dommeren, at bilen skal konfiskeres, foregår det herfra på samme måde som med cykler og andet hittegods uden ejer, siger Christian Berthelsen.
- Hver politikreds styrer selv, hvordan køretøjerne bliver sat på auktion. Mange af dem har lavet aftaler med auktionshuse, så køretøjerne kan blive vurderet og sat til den rette pris.
Derefter er det auktionshusene, der står for auktionen. Deres auktioner bliver annonceret som de plejer, men det bliver fortalt, at det er beslaglagte og konfiskerede biler.
Penge i statskassen
Når køretøjet sælges, ryger beløbet fra salget i statskassen.
Der er dog en undtagelse, hvis der er taget lån til købet af bilen mod pant i den. I sådanne tilfælde går provenuet fra salget af bilen til den bank eller det finansieringsselskab, som har pant i bilen.
Det skriver mediet Inside Business.
Grænsen er høj
Vi er vendt tilbage til Torben Sørensen fra Hellerup med vores svar.
- Det lyder rigtig rimeligt. Jeg synes, det er voldsomt, at der er blevet beslaglagt så mange biler på så kort tid. Der skal trods alt ret meget til, for at man bliver taget, siger han.
- Men jo mere vi snakker om det, jo færre uheld kommer der forhåbentlig til at ske, siger Torben Sørensen.
Tilbage i påsken 2021, da den nye lovgivning lige var trådt i kraft, kunne vi fortælle, at politiet allerede havde beslaglagt flere biler.
Se eller gense indslaget herunder.