Nu bliver uønskede mountainbikespor i skovbunden fjernet i Ravnholm Skov i Rudersdal Kommune i Nordsjælland.
Naturstyrelsen har indgået med aftale med en gruppe frivillige fra Danmarks Naturfredningsforening, som nu hjælper med at dække sporene og på den måde afholde mountainbikere og andre cyklister fra at køre i sporene.
Det er ikke tilladt at køre på mountainbike på skrænter i Ravneholmene. Af hensyn til naturbeskyttelsen, vælger man nu at tage hånd om problemet og reparere skaderne i skovbunden.
Kaldes Det danske Schweiz
- Ravneholmene også kaldet Det Danske Schweiz er meget kuperet terræn. Det ligger ned til Mølleåen, og der er meget stejle skrænter og en masse gamle fortidsminder. Der er hulveje og stendiger helt tilbage fra stenalderen.
- De bliver altså eroderet af de her mountainbikespor, og der sker slitage af dem. Dem vil vi gerne beskytte, siger Jes Aagaard, naturvejleder hos Naturstyrelsen, til TV 2 Lorry
De frivillige spærrer sporerne ved at lægge blade og træstammer på tværs, og det bliver også markeret med skilte
Allerede anlagte mountainbikespor
Jes Aagaard opfordrer mountainbikere til at køre på de allerede anlagte mountainbikespor især i Geels Skov og Rude Skov.
Han håber, at de nu slørede spor kommer til at have den ønskede virkning.
- De frivillige tryller sporene fuldstændig usynlige. Før stod sådan en sti og inviterede folk til at cykle på den. Den invitation er fjernet nu, og det betyder, at erosionen stopper, og at skoven får lov til at have sin naturlige proces igen, siger Jes Aagaard.