Rudersdal Kommune reagerer på advokatundersøgelse: ”En i enhver forstand meget ulykkelig sag”

Rudersdal Kommune vil nu se fremad og følge advokatundersøgelsens anbefalinger ”til punkt og prikke”, lyder det fra borgmesteren.

Advokatundersøgelsen af forløbet omkring den 27-årige lærervikar fra Søholmskolen i Birkerød, der er sigtet for overgreb, voldtægt og trusler mod skoleelever fra skolen, er både ”rystende læsning” ifølge Red Barnet og afslører alvorligt svigt fra den daværende ledelse på skolen.

Nu reagerer kommunen selv på advokatundersøgelsen, hvori det står klart, at særligt de to skoleledelser ”har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der foreligger grundlag for, at Rudersdal Kommune søger dem draget til ansvar.”

quote Jeg er tilfreds med, at vi nu har fået vendt alle sten, og at vi har fået afdækket hændelsesforløbet,

Ann Sofie Orth (K), borgmester i Rudersdal Kommune

- Det er i enhver forstand en meget ulykkelig sag, hvilket advokatundersøgelsen bekræfter til fulde. Jeg er tilfreds med, at vi nu har fået vendt alle sten, og at vi har fået afdækket hændelsesforløbet, lyder det fra borgmester Ann Sofie Orth (K) i pressemeddelelsen.

Ifølge kommunen konkluderer advokaterne i undersøgelsen, at forvaltningen kun i ”meget begrænset omfang har modtaget information om vikarens adfærd”, og at kommunen derfor har ” har ageret tilstrækkeligt på de få henvendelser, den har modtaget.”

Kammeradvokaten kritiserer dog samtidig kommunen for ikke at have ordentligt styr på de lovpligtige beredskabsplaner, som skal støtte og klæde personalet på skolen på til at håndtere indberetninger om eksempelvis seksuelle krænkelser.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Ændringer i gang, lover kommune

Men det vil Rudersdal Kommune gøre fremover, lyder det fra borgmesteren.

- Vi skal i sager med mistanke om overgreb og krænkelser af børn og unge som voksne reagere hurtigt og korrekt, og når man har en skærpet underretningspligt, så skal den følges. Vi følger selvfølgelig undersøgelsens anbefalinger til punkt og prikke og vil fortsætte med at have fuld fokus på, at en sådan sag aldrig kan gentage sig på vores skoler. Vi er allerede i gang med en række initiativer og flere vil følge, siger Ann Sofie Orth.

Advokatundersøgelsen kommer med en række konkrete anbefalinger til forebyggelse af lignende situationer i fremtiden.

quote Jeg kan roligt sige, at alle fortsat er dybt rystede, og vi kan ikke undskylde nok overfor de berørte børn, unge og forældre.

Anne Christiansen (Lokallisten), fmd. Børne- og Skoleudvalget, Rudersdal Kommune

Nu skal Børne- og Skoleudvalget i kommunen, som blev orienteret om advokatundersøgelsens konklusioner onsdag, bruge tid på at gennemse den 200 sider lange rapport.

- Jeg kan roligt sige, at alle fortsat er dybt rystede, og vi kan ikke undskylde nok overfor de berørte børn, unge og forældre. Vi har nu – så langt det er muligt – fået dokumenteret hændelsesforløbet og kan også konstatere, at forvaltningen ser på, hvilke ansættelsesmæssige konsekvenser dette skal have for den daværende ledelse. Samtidig giver undersøgelsen klare anbefalinger til, hvor og hvordan vi skal ændre i vores politikker, procedurer med videre, udtaler formanden for Børne- og Skoleudvalget, Anne Christiansen (Lokallisten).

Om advokatundersøgelsen

Advokatundersøgelsen er baseret på et meget omfattende materiale, som kommunen har stillet til rådighed. Det drejer sig bl.a. om cirka 9,9 mio. mails og cirka 52.000 AULA-beskeder. Desuden indgår skriftlige redegørelser fra og referater af samtaler med ansatte og forældre til elever på Søholmskolen om skolens kendskab og ageren i sagen, ligesom kommunens interne og eksterne retningslinjer, procedurer, vejledninger, organisering m.v. vedrørende håndtering af uhensigtsmæssig eller grænseoverskridende adfærd samt overgreb fra vikarer og lærere har været en del af det samlede analysegrundlag.

Undersøgelsen er gennemført i perioden fra den 21. september 2023 til den 15. januar 2024.

Et sammendrag af undersøgelsen med kritik og anbefalinger kan findes her.

Kilde: Rudersdal Kommune


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik