Flere kommuner sparer på strømmen. Nogle har valgt slet ikke at tænde for julebelysningen. Rudersdal Kommune har valgt en alternativ vej.
Få gang i benene og lys i stjernen i juletræets top på samme tid.
Fredag tændes juletræet foran Holte Rådhus klokken 16.45, og i Birkerød tændes det søndag klokken 15.30.
For at spare på strømmen, vil juletræets belysning kun være tændt fra klokken 16 til 20 hver dag. Og julestjernen skal gæsterne arbejde en smule mere for.
Sved på panden, lys i stjernen
Foran de to juletræer på Majpladsen i Birkerød og ved rådhuset i Holte sætter kommunen to cykler op, som skal bruges til at tænde lyset i julestjernen.
Du sætter dig op på cyklen, træder godt i pedalerne, og efter omkring et minuts cykling lyser stjernen.
Stjernen bliver ved med at være tændt i fem-ti minutter, efter man har forladt cyklen.
Anderledes situation i år
Borgmester i Rudersdal Kommune, Ann Sofie Orth (K) håber, at cyklerne både kan give glæde i en mørk tid, og minde folk om energisituationen:
- Cyklen er netop tænkt ind i den kontekst, at der jo ikke er lys på træet døgnet rundt. Så kan alle os Rudersdalborgere være med til at tænde lys i mørket frem mod jul med en omgang granduftende julemotion, siger hun.
- Mest af alt har tanken med cyklen været, at den kan være med til at minde os om, at vi er i en anderledes situation i år, og at vi alle skal tænke os lidt ekstra om i år.
Flere kommuner har, grundet energikrisen, valgt ikke at tænde julelys i gaderne i år. Det kan du læse mere om her.