Oversigt

Seneste nyt

Solrød varsler oversvømmelser - vil ramme fredag

Solrød advarer borgere i den sydlige del af kommunen om mulige oversvømmelser fredag.

Det skriver Solrød Kommune på Facebook.

Advarslen sker efter varsler om forhøjet vandstand i Køge Bugt, og som prognoserne ser ud, vil der komme oversvømmelser i den sydlige del af kommunen, lyder det. Kommunen har kontaktet borgere, der er i risiko for oversvømmelser, via Digital Post.

- Hvis du bor i det sydlige strandområde, så tjek din digitale postkasse og se, om du lige nu ser ud til at være i risiko for at blive oversvømmet. Mind også gerne din nabo om at tjekke digital post, skriver kommunen i opslaget.

Solrød Kommune tilføjer, at de gør sig en række foranstaltninger for at undgå og begrænse mulig oversvømmelse. Desuden opfordres borgere til at tjekke tagrender, nedløbsrør og afløbsriste og køre forsigtigt, hvis der er meget regn på kørebanen.

Netop Solrød blev hårdt ramt i forbindelse med stormflod og voldsomt vejr både i oktober og i december sidste år.