I Finland kan de lagre energi i ugevis: Hvorfor gør vi ikke det samme i Danmark?

En finsk virksomhed har muligvis løst en af de største udfordringer ved grøn energi i et sandbatteri, så hvorfor bruger vi ikke løsningen i Danmark også?

- Det er grønt, det er billigt og det er effektivt.

Sådan beskriver energiingeniøren Kurt Engelbrecht en nyere finsk opfindelse, der kan lagre overskudsenergi fra vindmøller og solceller.

Det er den finske virksomhed, Polar Light Energy, der står bag opfindelsen, som de kalder et sandbatteri.

Helt konkret er sandbatteriet en stor velisoleret silo fyldt med sand. Og hvorfor er det så ekstraordinært, tænker du måske.

quote Det løser en stor udfordring inden for grøn energi.

Kurt Engelbrecht, Senior Project Manager, Viegand & Maagøe

Sandet i siloen kan de varme op til 500 grader med overskudsenergi fra vedvarende energikilder som vindmøller og solceller.

Når vinden ikke blæser og solen ikke skinner, så kan de tappe varmeenergien fra sandbatteriet igen og bruge det som eksempelvis fjernvarme.

På den måde fungerer siloen med varmt sand som et batteri, der kan tappes energi fra, når der er behov for det.

- Det løser en stor udfordring inden for grøn energi. Man kan ikke bruge alt den energi, som vi høster fra vindmøller og solceller, så hvis vi kan lagre den overskydende energi, så kan vi bruge det, når vi har brug for det på et senere tidspunkt, forklarer Kurt Engelbrecht, der er senior project manager i Viegand & Maagøe til TV 2 Kosmopol.

Spørg Os

  • Denne artikel er blevet til på baggrund af TV 2 Kosmopols brugerinddragende fællesskab Spørg Os.

  • Her kan alle skrive ind med deres spørgsmål eller undren fra hverdagen som borger i hovedstadsområdet.

Så hvis det er så god en løsning, hvorfor bruge vi ikke metoden i Danmark?

I Finland har de opfundet et sandbatteri, der kan lagre energi som varme - og på den måde gøre fjernvarme billig og grøn. Men hvordan virker det, og hvorfor bruger vi ikke teknologien her i Danmark, hvor vi i forvejen arbejder med lagring af energi?


Det er der ifølge Kurt Engelbrecht en meget god forklaring på.

- Det er der tre gode grunde til, og det er damvarmelager, sten lager og salt lager. Så vi har faktisk allerede forskellige metoder til at lagre energi i Danmark.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Kurt Engelbrecht er begejstret for sandbatteriet, men ifølge ham findes der flere spændende alternativer i Danmark.
Kurt Engelbrecht er begejstret for sandbatteriet, men ifølge ham findes der flere spændende alternativer i Danmark.
Foto: Sebastian Andersen Holm/TV 2 Kosmopol

Damvarmelager

I Danmark er vi faktisk førende indenfor den lagringsmetode, der kaldes damvarmelager. Funktionen er den samme som sandbatteriet, her bruger man bare vand i stedet for sand til at lagre varmen.

Vandet kan opvarmes til 90 grader og bruges direkte i fjernvarmesystemet.

I Høje Taastrup er virksomhederne Veks og Høje Taastrup Fjernvarme i øjeblikket ved at tage et nyt damvarmelager i brug, som rummer 70.000 kubikmeter vand, oplyser Morten Stobbe, der er direktør i Veks.

- Forestil dig en kæmpestor vandseng, der er to fodboldbaner lang o en fodboldbane bred, fortæller han til TV 2 Kosmopol og fortsætter:

- Oven på vandet ligger der isolerende lag, og på overfladen er der et lag af småsten. På den måde lagre vi varme i vand, som hurtigt kan bruges som fjernvarme.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Morten Stobbe står oven på damvarmelageret, som han sammenligner med en kæmpestor vandseng.
Morten Stobbe står oven på damvarmelageret, som han sammenligner med en kæmpestor vandseng.
Foto: Kristian Koed Hansen / TV 2 Kosmopol

Damvarmelageret oplades og aflades af to pumper, der pumper henholdsvis varmt og koldt vand ind og ud af systemet.

Her er målet at lagre fjernvarme, når den er billig at producere, og omvendt vil man udnytte varmen fra lageret, når fjernvarmen er dyr at producere.

På den måde skal lageret gavne den samlede el- og varmeproduktion i hele hovedstadsområdet.

- Det er til glæde for alle borgerne i hovedstadsområdet, der vil få billigere og grøn energi, siger Morten Stobbe.

Damvarmelageret i Høje Taastrup er den første af sin slags, da den kan oplades og aflades flere gange ugentligt. Derfor er håbet, at det nye lager ikke bliver det sidste af sin slags.

- Nu skal vi lige have det her op og køre, og så ønsker vi jo at bygge flere fremover, siger Morten Stobbe.

Heliacs stenlager

Udover damvarmelageret så udvikler vi også andre metoder til at lagre energi. Virksomheden Heliac har opfundet et særligt solvarmeanlæg, der er tæt på fire gange så effektivt som et almindeligt solcelleanlæg.

For at lagre den energi, som de høster fra anlægget har de udtænkt sig en plan, der involverer granitskærver og miljøvenlig olie, fortæller Henrik Pranov, der er CEO i Heliac.

- Vi er nødt til at have lagret energien fra vores anlæg, så vi kan bruge det på de dage, hvor solen ikke skinner. Det har vi tænkt os at gøre ved at fylde en stor tank op med granitskærver, som man kender fra jernbaneskinnerne, fortæller han til TV 2 Kosmopol.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Henrik Pranov står foran det innovative solvarmeanlæg, der er tæt på fire gange så effektivt, som et almindeligt solcelleanlæg.
Henrik Pranov står foran det innovative solvarmeanlæg, der er tæt på fire gange så effektivt, som et almindeligt solcelleanlæg.
Foto: Kristian Koed Hansen / TV 2 Kosmopol

Helt konkret vil de bruge solvarmeanlægget til at opvarme en miljøvenlig olie, som skal transporteres til tanken med granitskærverne.

Her vil den varme olie blive hældt udover stenene, som varmes op til omkring 300 grader. Olien føres tilbage til solvarmeanlægget, hvor det atter varmes op, og på den måde løber et lukket kredsløb rundt og holder tanken varm.

Varmen tappes sved at hælde kold olie ud over stenene, og derved samles energien som damp, så det kan bruges som fjernvarme eller andre processer.

Varmelagring i afløbsrens

TV 2 Kosmopol har i serien Forrest tidligere fortalt om virksomheden Hyme Energys varmelagringsmetode.

De har nemlig som de første i verden haft succes med at lagre overskudsenergi i noget så hverdagsagtigt som afløbsrens.

- Det, der er innovativt og nyt i det, vi gør, er, at vi bruger et kemisk salt til at lagre varmen - det man kalder natriumhydroxid eller afløbsrens, fortalte Ask Emil Løvschall-Jensen, der er CEO i Hyme Energy til TV 2 Kosmopol.

Den metode kan du blive meget klogere på i afsnittet herunder:

(Artiklen fortsætter efter videoen.)

Hyme Energy har som de første i verden haft succes med at lagre varme i smeltesalt.

Hvad er så bedst?

Sandbatteriet får altså hård konkurrence, hvis det skal indføres i Danmark, da vi allerede er godt i gang med at udvikle innovative varmelagringsmetoder her i landet.

Men hvilken af de ovennævnte metoder, mener Kurt Engelbrecht så er bedst?

- Uh, det er svært at sige. Jeg vil sige at helt almindeligt vand er bedst i Danmark, da Danmark er førende indenfor damvarmelagre, og det er simpelt, konstaterer han og tilføjer:

- Men hvis varmen skal bruges i større processer end fjernvarme, så vil jeg vælge sten- eller saltlagring. Sandbatteriet vil jeg ikke vælge.


Spørg Os - Formular

_

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik