Særlig gruppe unge skal drive vandrerhjem: ”Jeg er både spændt og nervøs”

Det særlige uddannelsestilbud og bosted Kilden skal fra foråret 2024 forpagte et vandrerhjem på Stevns. En opgave, som de unge på bostedet ser frem til.

Danmark har fået ny konge, og Stevns Vandrerhjem har fået ny forpagter.

En forpagter med store ambitioner, lokale drømme og et helt særligt personale.

Det er nemlig Kilden, som både udbyder specialtilrettelagte uddannelsesforløb samt et bosted for unge i udsatte og særlige positioner, der skal drive vandrerhjemmet fra 1941 videre.

- Vi har forpagtet stedet for at kunne skabe en arbejdsplads, hvor de unge kan udvikle sig og blive klar til en dag at tage skridtet videre ud i anden beskæftigelse, fortæller Kildens forstander, Morten Ravn.

quote Jeg håber, jeg får lov til at lave mad. Jeg er ikke nogen mesterkok, men jeg elsker at lave mad til andre mennesker

Kate Nielsen, beboer på Kildens botilbud

Spændt og nervøs

Der bor i dag omkring 40 unge på Kildens botilbud, og det er dem, der i samarbejde med uddannet personale, skal sørge for, at vandrerhjemmets gæster får en ren seng at sove i, og et godt måltid mad at starte dagen på.

En af dem, der glæder sig til at møde op på sin nye arbejdsplads, er 24-årige Kate Nielsen.

- Jeg er rigtig spændt på at se, hvordan det bliver, siger hun.

Hun har boet på Kildens botilbud i to år og er i praktik på en cafe i lokalsamfundet.

Hun drømmer derfor om at få en plads i vandrerhjemmets køkken.

- Jeg håber, jeg får lov til at lave mad. Jeg er ikke nogen mesterkok, men jeg elsker at lave mad til andre mennesker, fortæller hun.

Har værdi

Morten Ravn er forstander på Kilden, og han har længe drømt om at fusionere botilbud og erhverv.

- Det er en tanke, jeg har haft længe, at det kunne være fantastisk at drive sådan et sted her. Så lige så snart vi så at det blev lagt ud, så skrev vi en ansøgning, siger han.

Han mener nemlig, at en virksomhed som et vandrerhjem, hotel eller lignende har en masse at byde på i forhold til de unge, han arbejder med.

- Vi vil gerne vise de unge, hvordan det er at være en del af et arbejdsfællesskab. Normalt foregår deres dagligdag i et beskyttet miljø, men her får vi mulighed for at tage dem med ud i den ”virkelige verden", forklarer han.

quote Vi vil gerne vise de unge, hvordan det er at være en del af et arbejdsfællesskab

Morten Ravn, forstander, Kilden

Særligt overgangen fra et beskyttet miljø til den "virkelige verden" er noget, som ifølge forstanderen har stor værdi.

- Det vil give dem oplevelsen af, at det, de laver, har en værdi. At der faktisk er kunder, der spiser den mad, de laver, siger han.

Det er ikke kun bostedets unge, der kan drage nytte af det, mener han.

- Vi vil også gerne vise resten af samfundet, at vi kan lave en rummelig og velfungerende arbejdsplads, hvor der tages hensyn til den enkelte, siger han.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Afstemning

_

Handler om at være sammen

På Kildens bosted bor 21-årige Mathilde Jakobsen, og hun glæder sig, ligesom Kate Nielsen, til mødet med den "virkelige verden". 

- Jeg tror, det bliver hyggeligt at møde en masse mennesker, siger hun.

Det er dog ikke kun de mange gæster, hun ser frem til at bruge tid med.

quote Normalt foregår deres (beboerne, red.) dagligdag i et beskyttet miljø, men her får vi mulighed for at tage dem med ud i den ”virkelige verden"

Morten Ravn, Forstander, Kilden

Mathilde er nemlig sikker på, at vandrerhjemmet også vil danne ramme om en masse gode oplevelser for hende og hendes venner fra bostedet.

- Det er fedt, at man kan samarbejde mere med hinanden. Det handler om at være sammen og grine, fortæller hun.

Vi klarer det i fællesskab

På sigt håber Kildens forstander, at nogle af de unge, der nu kommer til at opleve arbejdslivets op- og nedture på Stevns Vandrerhjem, kan tilegne sig nogle kompetencer og erfaringer, de kan tage med sig videre ud i livet.

I første omgang er fokus dog på at få skabt et godt arbejdsmiljø og et godt vandrerhjem.

- Det bliver rigtig spændende at se, hvad det er for noget, men jeg er sikker på at vi, uanset hvad, klarer det i fællesskab, siger en tydeligt forventningsfuld Kate Nielsen. 

Kilden overtog nøglerne til vandrerhjemmet mandag den 15. januar, og de regner med, at de unge kan begynde på arbejdet i starten af foråret.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik