Oversigt

Seneste nyt

Demo i lufthavnen var del af landsdækkende aktion

Klimaaktivister fra aktivistgrupperne Scientist Rebellion og Extinction Rebellion gennemfører lørdag flere aktioner ved lufthavne landet over.

Aktionerne skal sætte fokus på " overforbrug og klimaødelæggelser forårsaget af privatfly", skriver grupperne i en pressemeddelelse.

Det sker med blokader og "kreative happenings" ved lufthavnene i Kastrup, Billund, Sønderborg og Karup.

Blokaderne er en del af kampagnen "Make Them Pay", som skal sætte fokus på "de ultrariges overforbrug og klimaødelæggelser".

- Vi befinder os i en klimakrise, og private jetfly er en luksus, som vi ikke har råd til. Mens Danmark brander sig selv som et grønt foregangsland, er antallet af private jetfly firedoblet mellem 2020 og 2022 og for en måned siden blev luftfartsselskaber på indenrigsruter momsfritaget.

- Dette sker mens andre lande beskatter flytransport hårdere, og lande som Italien, Spanien og Holland går et skridt længere ved målrettet at beskatte og forbyde privatfly, siger Laura Horn fra Scientist Rebellion, som også er professor ved Roskilde Universitet (RUC).