Gry, Helle og Sofie var i Field's, da tragedien brød ud: Nu er mareridt og psykologhjælp hverdag

Gry Christiansen opholder sig på anden sal i restaurantafdelingen af Field's, da hun hører et skud. Det kommer fra et sted bag hende, og gang bliver lynhurtigt til spurt. Nogle skriger, mens andre græder - de færreste forholder sig tavse.

Hun er forholdsvis tæt på den, der skyder.

Og den oplevelse har sat sig i den 18-årige kvinde, som skal starte i 2.G efter sommerferien. En ferie, der har været "ret lang", som hun selv siger.

Det manifesterer sig tydeligst i hendes hverdag, hvor alt, hun kan forbinde med noget fra Field's, kan udløse voldsomme reaktioner.

Hun nævner et eksempel fra et biografbesøg med sin mor for nylig. 

- Med det samme trykker jeg mig helt ned i sædet, så hvis der var nogen bagved, der ville et eller andet, kunne de ikke se mig. Undervejs i filmen er der en i biografen, der rejser sig. Vedkommende står nede ved nødudgangen. Og så bryder jeg fuldstændig sammen. Jeg græder og bliver virkelig bange, fortæller hun. 

Mareridt om natten - og dét at være 18

Gry Christiansen får mareridt om natten. Særligt er der en drøm, der vender tilbage. 

- I nat drømte jeg, at der var nogen, der skød. Jeg vælger at lægge mig under et bord, græder og går i panik, selvom det slet ikke var det, jeg i virkeligheden gjorde. Jeg drømmer hver nat, og jeg har ikke haft en god drøm, siden det skete, siger hun.

Snart er sommeren ovre, og det bekymrer den 18-årige gymnasieelev, at hun snart skal tilbage på skolebænken. Men det, at skyderiet skete bedst som sommerferien startede - var efter omstændighederne - egentlig ret 'heldigt', mener hun.

Hun har nemlig haft mulighed for at tage al den tid, hun havde brug for. Og hun har haft mennesker omkring sig det meste af tiden, som ville have været svære at samle om sig, hvis de havde været på arbejde eller i skole.

Derudover har hun frabedt sig ansvar for opgaver og ladet sin mor bestemme over hende mere end sædvanligt.

- Jeg er bekymret for at skulle starte i skole snart. Jeg får dobbelt så mange nye fag i forhold til sidste år. Det er gået så meget udover mig personligt, at det uden tvivl ville være gået ud over min skole, hvis det var sket i skoletiden. Der har jeg jo noget ansvar, som jeg ikke kunne have levet op til, fortæller hun.

Gry Christiansen har nogle rigtig gode veninder. Dem, hun holder allernærmest og kan dele alt med. Men selvom de er tætte, synes hun ikke, at hun kan være hundrede procent sig selv.

- Jeg har nogle gode veninder. Men jeg føler, at jeg har et ansvar for, at det, der skete, ikke skal fylde, når jeg er sammen med dem, siger hun. 

Grunden til at Gry står frem

Den eneste, der helt forstår Gry Christiansen, er hendes søster. De flygtede sammen hånd i hånd fra den rædsel, der foregik bag dem. 

Selvom de i høj grad har oplevet det samme den dag i Field's, og de har visse genetiske fællestræk, har søsteren - efter omstændighederne - det bedre i dag, end Gry. Det er i hvert fald hendes oplevelse af tingene.

- Der er så stor forskel på, hvordan folk har det efter sådan noget. Jeg føler, jeg har fået det værre, men min søster har det efter omstændighederne godt og kan fortsætte et almindeligt hverdagsliv, fortæller hun.

I sidste ende er der to grunde til, at 18-årige Gry Christiansen, der kommer fra en lille by på Vestsjælland, står frem med sin historie.

- Jeg vil gerne støtte andre, der var i Field's, så de ved, at de ikke er alene, hvis de også stadig har angst, eller er mærket af det. Det er en oplevelse, som altid vil være med i vores personlige bagage. Nogle døde, og mange familier er mærket for livstid. Det er så tragisk og meningsløst.

- Jeg håber, at min personlige fortælling kan påvirke “systemet”, så det aldrig mere sker igen. En hyggelig sommeraften skal ikke forvandles til en meningsløs skudepisode. Aldrig nogensinde mere. De må tage ansvar, og gøre hvad der skal til, så det aldrig nogensinde sker igen. 

Snart skal hun til samtale med en psykolog. Men på krisehjælpens anbefaling har hun set tiden an, fordi de mente, hun ville få det bedre efter en måneds tid.   

Sofie Khajuria stod ved køledisken i Bilka i storcenteret, da folk pludseligt begyndte at løbe. Hendes mand stod i den anden ende af butikken med deres ældste barn, og derfor blev parret væk fra hinanden under flugten.

Egentlig var hun så langt væk fra gerningsmanden, at hun ikke selv hørte nogle skud. Men det varede ikke længe, før folk begyndte at sige, at der var én, der gik og skød.

Så hun måtte bare spæne. Hun løb alt, hvad hun kunne med sin baby på armen. Barnevognen var nemlig væltet, da hun forsøgte at trække den efter sig på vej ud af Field’s.

- Det var forfærdeligt. Jeg løb alt, hvad jeg overhovedet kunne uden at vide, om min mand og ældste datter var okay. Det gav ingen mening at forsøge at finde dem, og min mand havde min telefon, så jeg kunne ikke få fat på ham. Jeg var chokeret og bange, fordi jeg ikke vidste, hvor de var. Min store pige blev meget forskrækket, da hun så voksne mennesker stå og græde, og mængden af politifolk der kom stormende, siger hun.

En måned senere

Sofie Khajuria er 38 år gammel. Hun er projektleder i Københavns Kommune og bor i Brønshøj med sin mand og deres to børn. En pige på fire år og en på blot syv måneder.

I dag er hun ikke voldsomt påvirket af skyderiet. Men som hun selv siger, var hun heller ikke så tæt på gerningsmanden, som hun kunne have været.

Alligevel kan hun mærke, at hun er begyndt at justere sin adfærd. Og så kommer hun også til at tænke på Field’s-episoden, når hun gør ting, som hun også gjorde, da det skete.

For eksempel tænker hun nogle gange på sin flugt, når hun trækker barnevognen baglæns, som hun gjorde, da den væltede på vej ud af Field’s, forklarer hun.

- Altså vi var jo ikke så tæt på, hvis man kan sige det sådan. Min mand og jeg har snakket rigtig meget om det, men gør det ikke så meget længere. Det kommer mest op til middagsselskaber, når nogen, vi ikke har set længe, spørger ind til det. Ikke så lang tid efter, det var sket, var jeg i Magasin. Der stod jeg i en glaselevator og følte mig lidt udsat, hvis nu der var en, der havde onde hensigter. Jeg kan også mærke, at jeg holder ekstra øje med, hvor nødudgangene er, når jeg er ude i byen. Så jeg tænker mere over nogle ting, men det stopper mig ikke i at gøre noget. Med det sagt, så er det ikke glemt. Slet ikke, siger hun.

Sofie Khajuria er taknemmelig

En lille måneds tid senere kan Sofie Khajuria godt ærgre sig over, at de den dag i starten af juli besluttede sig for at gå i Bilka i Field’s for at handle ind til aftensmad. Men hun skyder hurtigt tanken væk og afløser den med en anden.

- Jeg synes, det er helt vildt træls. Det er så sindssygt frustrerende, at det skete. Det varede 13 minutter, og så skulle vi være der lige netop dér. Hvorfor skulle vi overhovedet ind at købe aftensmad? Jeg er aldrig i Field’s, og så var jeg der lige der. Men igen, jeg er helt vild taknemmelig. Vi kom ud så hurtigt, og der skete ikke noget med min nære familie. Jeg er helt vildt taknemmelig over, at vi kun skulle have aftensmad og ikke shoppe eller spise, siger hun.

Datteren: "Politiet kan fange en røver"

Selvom familien ikke er udpræget mærket af hændelsen i Field’s længere, kommer det sommetider op, når Sofie Khajurias datter nævner det. I starten var det svært for hende at forstå, hvor hendes cykelhjelm var, og hvorfor løbehjulet ikke kom med hjem. Det var også blevet efterladt, da de flygtede. 

- Lige da det var sket, havde jeg ikke nået at samle en tanke, og hun var meget forskrækket over politi og udrykning. Senere sagde hun selv ”det var godt, at der var politi, for de kan fange en røver”. Så efterfølgende har jeg gjort meget ud af at sige, at der var en mand, der havde gjort noget ondt, men at politiet fangede ham hurtigt. En gang imellem siger hun også, "det var godt, at vi fik vores ting tilbage", fortæller Sofie Khajuria. 

Helle Jensen er 47 år og var i biografen i Field's under skyderiet. Da rulleteksterne kom, smuttede hun ud for at gå på toilettet.

Hun gik ud på gangen, der ligger op ad biografsalen. Her skulle hun lige til at tage i dørhåndtaget på den første og bedste dør, hun møder. En pludselig indskydelse får hende til at tænke, at den dør, hun skal til at gå ud ad, fører ud til parkeringspladsen.

Derfra er hun bange for, at hun ikke kan komme ind igen.

Så hun lader døren være og finder en anden dør længere nede ad gangen, som fører ud til et toilet. Efter toiletbesøget genforenes familien i forhallen til biografen. Eller, det gør de ikke helt.

- De (kæresten og sønnen, red.) siger til mig, jeg ikke må komme hen til dem. Først tror jeg, de laver fis. Men min søn siger "nej mor, du må ikke komme herhen, der ligger en. Jeg svarede ham, at vi så måtte hjælpe vedkommende. Hans svar var bare, "det kan vi ikke". 

Minutterne går, og Helle Jensen, kæresten og sønnen må gemme sig i et lille mørkt rum i biografen med 15 andre, indtil specialstyrkerne kommer og råber, at de skal komme ud.

Efterfølgende ser de en video af den formodede gerningsmand i medierne. Helle Jensens søn siger:

- Det var godt, du troede, døren, du var ved at gå ud ad, førte ud til til parkeringspladsen. Ellers var du gået lige ud i ham.

Fire uger senere er Helle i Spanien

Da TV 2 Lorry kommer i kontakt med Helle Jensen fra Vallensbæk, er hun i Spanien med sin kæreste og søn.

Efter oplevelsen i Field's blev hun sygemeldt. Hun kunne ikke koncentrere sig og fik angstanfald. På sit daværende arbejde, sad hun nemlig i en lille reception alene. Men hun har brug for mennesker omkring sig.

Siden har hun raskmeldt sig for at tage til Spanien. Og nu har hun sagt sit arbejde op. Hun trænger til at trække stikket, som hun selv siger.

- Det er dejligt at være lidt væk fra det hele, men det har sat sine spor. Jeg er meget mere opmærksom på, hvad der foregår omkring mig. Jeg har sagt mit job op, da episoden har gjort, at jeg har fundet ud af, det er vigtigt, at man laver noget, man elsker. Så nu skal jeg til at finde noget nyt, fortæller hun. 

Mareridt, angsttilfælde og koncentrationsbesvær

Helle Jensen fortæller, at de første to uger efter skyderiet var præget af mareridt. Og så fik hun åndenød, når hun så politiet og politiafspærringer. Heldigvis er begge dele blevet bedre, som det kommer mere og mere på afstand.

I deres lille familie har de talt om, at de skulle tilbage i Field's igen. Og om biografen vil lukke dem ind igen, så de kan være der lidt for derefter at gå ud og opleve, at alt er sikkert og trygt. Indtil videre er det blevet ved snakken.

- Min kæreste og søn har ikke rigtig lyst til det. De virker til at have det ok. Jeg er dog meget opmærksom på min søn, da han ikke rigtig viser tegn på noget, siger hun.

Helle Jensen understreger, at episoden ikke er glemt. Hun taler stadig med sin kæreste om det, som er meget  sød og forstående.

Det er især, når de oplever noget, som relaterer sig til det, der skete i FIeld's, at de taler om det.

- Alle de der hvis’er kommer tit op. Jeg har taget imod krisehjælp og taler med psykolog. Jeg tror aldrig, jeg kommer til at glemme det. Men jeg håber, at den ryger længere og længere væk i erindringen med tiden, fortæller Helle Jensen.