Tre blev dræbt, og flere overlevede kun, fordi de fik hurtig lægehjælp, da en nu 23-årig mand trådte ind i indkøbscenteret Field's på Amager og affyrede flere skud med en riffel.
Mandag morgen bliver den lyshårede mand ført ind i et retslokale i Østre Landsret af tre bevæbnede politifolk, flankeret af sin forsvarsadvokat Luise Høj.
Han har anket den dom, som Københavns Byret idømte han i juli.
Dommen kom et år og to dage efter skyderiet.
Den 23-årige fik lov til at give to af sine pårørende, som sad på tilhørerrækkerne, et kram, inden retsmødet gik i gang.
I landsretten drejer sagen sig kun om, hvorvidt det var det rigtige, at Københavns Byret dømte ham til anbringelse på Sikringsafdelingen - også kendt som Sikringen - i Slagelse på ubestemt tid.
Rent juridisk er en anbringelsesdom en foranstaltning, som træder i stedet for straf. Den tiltalte fik den dom, fordi han blev vurderet som utilregnelig i gerningsøjeblikket grundet sindssygdom.
(Artiklen fortsætter inder boksen)
Spørg Os - Formular
_
Ny korrespondance fremlagt
I retten fremlægger specialanklager Nana Kryger La Cour fra Statsadvokaten i København sagen.
Anklageren fortæller, at den tiltalte havde en playliste med "Killer Music" og Psykiatrifondens hjemmeside åben på sin telefon, da han blev anholdt.
Det meste, som bliver læst op, kom også frem i byretten.
Men specialanklageren fremlægger også en korrespondance mellem den 23-årige og hans far. Her fremgår det, at faren havde bestilt nogle magasiner til våben et stykke tid før skyderiet.
- Man kommer med nye oplysninger, som gør, at jeg lige skal tage et forbehold for det, siger Luise Høj.
Den tiltalte mand spørger i korrespondancen, hvorfor faren ikke kunne få seks magasiner.
Som oftest bliver personer, der idømmes en anbringelsesdom, dømt til anbringelse på en almindelig psykiatrisk afdeling - typisk en retspsykiatrisk afdeling.
Men hvis en psykisk syg person bliver vurderet som særligt farlig, kan vedkommende blive anbragt på Sikringen. Det er en meget sjælden dom.
Luise Høj argumenterer for, at det er tilstrækkeligt, at den 23-årige bliver indlagt på en retspsykiatrisk afdeling.
Omvendt kræver Nana Kryger La Cour, at byrettens dom stadfæstes.
Østre Landsret har afsat mandag og onsdag til sagen. Det vides ikke, hvornår der falder dom.