Skole beder elever aflevere telefoner og blokerer hjemmesider

Årets skolestart kommer til at byde på en "kold tyrker" for flere tusind elever.

De bipper og plinger, snurrer og vibrerer. Og så suger de opmærksomhed til sig.

Spørger man rektorer på landets gymnasier, mener hver fjerde, at brug af mobilen "i høj eller meget høj grad" distraherer undervisningen.

TV 2 har spurgt 199 rektorer på landets gymnasiale uddannelser om brugen af mobiltelefoner og fået svar fra i alt 60.

Det får nu en række uddannelsesinstitutioner landet over til at sætte foden ned.

Ikke flere mobiltelefoner i timerne. Og samtidig et fuldt stop for at gå ind på særlige hjemmesider, der ikke er undervisningsrelevante.

- Vi har valgt at kalde det forstyrrelsesfri undervisning. Vi beder eleverne om at placere deres mobiltelefoner i særlige skabe og blokere nogle sider på internettet, forklarer Anja Eskildsen, som er administrerende direktør på uddannelsesinstitutionen Niels Brock, til TV 2.

De fire s'er

Eleverne på Niels Brock vil være forment adgang til hjemmesider i kategorien de fire s'er, som står for shopping, streaming, spil og sociale medier.

- Vi har gennem en længere periode kunnet se, hvor eleverne har haft svært ved at koncentrere sig, fordi der ligger så mange muligheder. Vi taber for tit i konkurrencen om deres opmærksomhed, siger Anja Eskildsen.

I begyndelsen af sommerferien gik børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) ind i debatten med et brev til skoleledelserne over hele landet.

quote Det er noget, vi har sukket efter i flere år, og jeg er meget stor tilhænger af det

Mikkel Kofod, dansklærer på Niels Brock

S-ministeren vil ikke i første omgang gribe ind med forbud. I stedet opfordrede Tesfaye til, at skolerne selv tog ansvar for elevernes skærmforbrug.

- Hellere en time for lidt med skærmene end en time for meget, skrev Mattias Tesfaye i brevet.

David Fischer Rasmussen, som er elev på Niels Brock, har allerede stiftet bekendtskab med mobilfri undervisning på Nyborg Gymnasium, hvor han sidste år var på grundforløbet.

- I forhold til, hvad jeg havde prøvet før, gav det mere plads til fællesskabet, siger David Fischer Rasmussen og tilføjer, at man vænner sig til de nye tider.

Frygten for fomo

Opgøret med mobiltelefoner hilses dog velkommen af Mikkel Kofod, som er dansklærer på Niels Brock.

- Det er noget, vi har sukket efter i flere år, og jeg er meget stor tilhænger af det, siger han til TV 2.

Tidligere har skolen forsøgt sig med, at man lagde mobiltelefonerne i en kasse op til timen, men det har været utilstrækkeligt og udløser akut fomo (fear of missing out, red.).

Elever kan høre mobilerne vibrere eller på anden måde advisere, og det vil for nogle være umuligt at ignorere, forklarer Mikkel Kofod, der ser frem til bedre læring i timerne.

- Når man lægger mobiltelefonerne helt væk og ind i et skab, vil der falde en anden ro over eleverne, mener han.

Men hvorfor skal I som skole forbyde voksne mennesker at bruge deres mobiltelefon?

- I den perfekte verden skulle vi heller ikke. Men vi bliver nødt til at reagere, og vi ved, hvad der skal til for at skabe god og fokuseret undervisning, siger Mikkel Kofod.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik