Professors fem gode råd kan ændre danskernes overraskende dårlige motionsvaner

Knap en million danskere bevæger sig mindre end fem minutter om dagen ifølge nye tal fra Den Nationale Sundhedsprofil.

Hvis to en halv times motion om ugen lyder af meget i dine ører, så er du ikke alene.

Over halvdelen af danskerne lever ikke op til WHO's minimumsanbefaling for fysisk aktivitet, og mere end hver femte dansker rører sig stort set ikke.

Det viser en ny undersøgelse lavet af Hjerteforeningen og Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet med udgangspunkt i tal fra Den Nationale Sundhedsprofil.

Helt nøjagtigt er der tale om 58,6 procent af danskerne over 18 år. Det svarer til mere end 2,7 millioner danskere.

Ifølge minimumsanbefalingerne bør voksne være moderat til hårdt fysisk aktive i mindst 150 minutter om ugen, eller hårdt fysisk aktive mindst 75 minutter om ugen.

Øget risiko for sygdom

Man gør klogt i at øge mængden af daglig motion, hvis man vil øge chancerne for at leve et langt og sundt liv, mener Bente Klarlund, der er sundhedsprofessor på Københavns Universitet og ambassadør for Hjerteforeningen.

Derfor kan inaktivitet i det omfang ende med at få betydning for folkesundheden.

Man er nemlig i øget risiko overfor 35 forskellige sygdomme, når man er fysisk inaktiv. Herunder hjerte-kar-sygdomme, diabetes og stress.

- Omvendt, hvis man er fysisk aktiv, så kan man nedsætte risikoen for en masse sygdomme. I nogle tilfælde, hvis man er syg, kan man bruge træning som fysisk behandling, siger hun til TV 2.

Tallene i undersøgelsen er indsamlet i 2021, hvor blandt andet fitnesscentrene var nedlukkede de første fire måneder på grund af covid-19, hvilket ifølge undersøgelsen kan have haft betydning for forekomsten af utilstrækkeligt fysisk aktive danskere.

Ingen forskel i alder og køn

Hanne Munk Scheller er seniorprojektleder for Hjerteforeningen og var med til at starte projektet for to et halvt år siden.

Hun fortæller, at de længe har vidst, at halvdelen af voksne danskere ikke bevæger sig nok i forhold til anbefalingerne.

- Men det vi blev mest overraskede over, var, at knap en million danskere bevæger sig mindre end en halv time om ugen. Det svarer til cirka fire minutter om dagen, siger hun.

Undersøgelsen viser, at 21,1 procent af danskerne over 18 år er moderat eller hårdt fysisk aktive mindre end en halv time om ugen.

En anden ting, som Hanne Munk Scheller og resten af holdet bag projektet blev overrasket over, var, at alder og køn ikke spiller en rolle i forhold til, hvem det er, der ikke dyrker motion nok.

En polarisering

Bente Klarlund er ikke overrasket over tallene. Hun mener, at der ligger flere gode forklaringer på, hvorfor så mange danskere er fysisk inaktive – også i det omfang, som tallene viser.

- Fordi samfundet er indrettet til, at vi ikke behøver at dyrke motion. Derfor er man nødt til at beslutte sig for det og indrette sin dagligdag til, at man er fysisk aktiv, siger hun.

Her refererer hun blandt andet til, at få i dagens Danmark er tvunget til at bruge kroppen som transportmiddel, hvis de skal fragtes fra a til b, som man i højere grad var før i tiden.

Hun peger også på en anden tendens, som kan være årsag til, at tallene ser ud, som de gør – nemlig det, hun kalder polarisering.

- Der er rigtig mange, der er virkelige aktive hele tiden. Man hører tit om folk, der dyrker maraton eller triatlon, eller at de skal i fitness. Samtidig er der en meget stor gruppe, der er meldt helt ud af det, og er meget fysisk inaktive.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Afstemning

_

En gå- eller cykeltur er nok

Undersøgelsen er baseret på Sundheds- og Sygelighedsundersøgelsen fra 2021, hvor flere end 11.000 personer deltog.

Og netop årstallet kan som tidligere nævnt have indvirkning på analysens resultater, mener Hanne Munk Scheller.

- Det er selvfølgelig ikke 100 procent sandheden, og corona har helt sikkert spillet ind. Men alt andet lige, så er det første gang, vi ser så stor en forskel på dem, der dyrker mindst og mest motion.

(Artiklen fortsætter efter boksen.)

Bente Klarlund Pedersens fem bedste råd til flere skridt i hverdagen

  1. Tæl dine skridt, da det har en motiverende effekt.

  2. Tænk over din dagligdag. Hvordan får du en gåtur ind i din daglige rutine? Prøv at stille bilen længere væk, når du skal ud og handle eller på arbejde, eller stå af et par stop før, hvis du tager bussen hjem.

  3. Skift fjernsynet ud med en halv times gåtur.

  4. Tænk skridt ind i de daglige gøremål, for eksempel ved at gå en tur med hunden i stedet for at lukke den ud i haven. 

  5. Find en gåmakker eller meld dig til gå-events.

Kilde: Hjerteforeningen

Derfor arbejder Hjerteforeningen i samarbejde med Trygfonden på at få en lille smule mere motion ind i danskernes hverdag, blandt andet ved hjælp af gå-grupper. Her har de et særligt fokus på dem, der ikke bevæger sig særlig meget.

Undersøgelsen viser nemlig også, at langt størstedelen af danskerne, der ikke opfylder WHO's anbefalinger, ønsker at være mere fysisk aktive i hverdagen.

- Der er mange, der går rundt og har dårlig samvittighed over, at de ikke kommer afsted i fitness eller ud at løbe, og måske får de tanken, at "så kan det også være lige meget", hvis de ikke kommer afsted.

Ifølge Bente Klarlund behøver man ikke tage i fitnesscenter for at være "moderat aktiv".

- Moderat aktiv er, når man godt kan tale, mens man er fysisk aktiv. Det kunne være en rask gåtur eller en cykeltur til og fra arbejde. Når det er hård fysisk aktivitet, bliver man så forpustet, at man får besvær ved at tale samtidig.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik