Regnbuen fylder i butikkerne, men det er ikke godt nok, siger Copenhagen Pride

Kampen for ligestilling bør foregå hele året og ikke kun i Pride-ugen, opfordrer både LGBT Danmark og Copenhagen Pride.

Rød. Orange. Gul. Grøn. Blå. Lilla.

Det regnbuefarvede flag vejer i disse dage alle vegne i bybilledet i København.

Både t-shirts, slik og sågar blomster kan fås i den genkendelige farvekombination i anledning af Copenhagen Pride-festivalen, som denne uge har til formål at fejre og skabe forståelse for alle kønsidentiteter og seksuelle orienteringer.

Derfor står virksomheder i kø for at vise deres støtte med netop flaget, som åbenlyst tilkendegiver, at de er enige i festivalens budskab.

Men nogle glemmer, at kampen ikke kun kæmpes en uge om året, lyder det fra Copenhagen Pride-organisationens kommunikationschef, Thomas K. Rasmussen.

- I dag ved man godt, at der er penge i at bruge regnbueflaget, og at det er effektiv markedsføring, fordi det repræsenterer mangfoldighed og tolerance. Når man ved det, så er det altså ikke nok, hvis man rent faktisk vil gøre en forskel for LGBT+-miljøet, siger han.

Virksomheder er ikke klar over det

Fænomenet kaldes 'pink-washing' eller ’rainbow-washing’, fordi virksomhederne bruger kampen for blandt andet homoseksuelle, transkønnede og aseksuelles rettigheder til at sælge produkter. Flaget kommer i de tilfælde til at fremstå som et rent reklamestunt.

FAKTA OM LGBT

Der findes ingen tal på, hvor mange LGBT+ personer, der findes. Gennem tiden har forskellige personer forsøgt at finde ud af det, men alle er kommet frem til forskellige antal. Det er altså svært at måle, for hvordan måler man det egentlig?

 

Man går dog ud fra, at cirka 10% af befolkningen er homoseksuelle. Men derudover findes også andre LGBT+ identiteter, bl.a. transkønnede, biseksuelle og aseksuelle, som ikke er talt med.

 

Kilde: LGBT Danmark

Ifølge Thomas K. Rasmussen oplever han, at virksomhederne sjældent er klar over, at deres "støtte" egentlig kan opfattes negativt.

- Jeg tror ikke, at de her brands og virksomheder har dårlige intentioner. Det er en måde at sige, at de støtter op om budskaberne og synes, der skal være ligestillet kærlighed, siger han.

For tyve år siden havde han og organisationen været stolte af at se et regnbueflag i butiksvinduet, forklarer han. Det skyldes, at kampen for LGBT+-personers rettigheder dengang ikke var 'en god sag' rent kommercielt.

- Men i dag mener jeg bestemt, at det kan forventes, at regnbueflaget betyder, at virksomheden er klar til at Walk the talk.

Med det mener Thomas K. Rasmussen, at virksomhederne blandt andet donerer penge til organisationer, som arbejder socialt og politisk med sagen eller gør nogle tiltag i deres egen virksomhed, så det bliver nemmere at leve som en minoritet i Danmark.

Flere ændrer praksis

I de seneste dage er flere virksomheder blevet gjort opmærksomme på, at de er med til at 'pinkwashe' med nogle af deres kampagner.

Det gælder blandt andet virksomheden Bobles, der laver børnelegetøj. De reklamerede for deres nye Krokodille i regnbuefarver på deres Instagram-profil, men da flere brugere spurgte ind til, hvorvidt de støttede Copenhagen Pride økonomisk lød svaret, at det gjorde de ikke.

Efter de mange negative beskeder ændrede Bobles dog praksis:

- Vi vil meget gerne have lov til at sige undskyld, og vi har derfor besluttet os for at støtte det gode formål økonomisk. Ti procent af salget af Regnbue Krokodillen vil gå til Copenhagen Pride, som vi straks kontakter, skrev de i en kommentar.

Det samme gjaldt webshoppen Dropps by Szhirley, som lancerede en ørering med navnet #KeepYouProud i regnbuens farver. Her blev sangerinden Szhirley, som står bag virksomheden, ligeledes spurgt ind til, hvorvidt hun støtter LGBT+-organisationer.

- Jeg elsker Priden og alt, hvad den står for. Det at turde være sig selv præcis som man er, og udtrykke det. Hele året rundt. Uanset hvilke præferencer man har. At turde vise sine farver, hele paletten, alle ens nuancer - det er så vigtigt. At kunne bære sig selv med stolthed. Det fejrer jeg i bedste regnbuesommerfuglsunicorn stil med #KeepYouProud, skrev hun.

Og denne besked fik negative kommentarer med på vejen. Blandt andet svarede en bruger:

- Så du tjener simpelthen penge på LGBTQ+ miljøet uden at give en krone tilbage? Tror du, vi bekæmper homofobi, transfobi etc. ved at gå rundt med en sikkerhedsnål, der er regnbuefarvet? NEJ. Virkelig skuffende.

Det fik sangerinden til at melde ud, at overskuddet fra salget nu går til LGBT Danmark.

Hverken Bobles eller Dropps by Szhirley har ønsket ikke at udtale sig om sagen efter TV 2s henvendelse.

Samarbejder kan løse problemet

Copenhagen Pride også selv virksomheder, der bruger regnbueflaget, for at hjælpe dem til, hvordan de rent faktisk kan være med til at bidrage positivt til kampen for ligestilling blandt alle.

- Vi siger, at det er dejligt, at de vil fejre Pride, og at den bedste måde at gøre det er ved, at vi indgår et samarbejde, siger Thomas K. Rasmussen.

Festivalen indgår dog kun sponsoraftaler, partnerskaber og samarbejder med virksomheder, som aktivt vil tage deres agenda til sig igennem eksempelvis deres personalepolitik - ikke bare i Copenhagen Pride-ugen.

Dette smitter også af på LGBT Danmark, som oftest får flere firmamedlemmer op til festivalen.

- Vi rådgiver eksempelvis til at få nedskrevne procedurer for, hvordan man på arbejdspladsen forholder sig til at skulle være en rummelig arbejdsplads, der også bevidst favner LGBT+-personer, siger Susanne Branner Jespersen.

Det er vidt forskelligt, hvad der er behov for i de enkelte virksomheder, men det kan blandt andet være ved at indføre unisex-toiletter, få nyt rekrutteringsmateriale, der virker mere inkluderende, eller lade virksomhedens ledere tage på kurser i, hvordan de kan blive bevidst om de problematikker, der er.

Dette har også været kriteriet for de over 50 sponsorer og partnere, som Copenhagen Pride har valgt, fortæller Thomas K. Rasmussen.

Copenhagen Pride-festivalen finder sted mellem den 12. og den 19. august. Lørdag den 17. august finder den store parade sted i København.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik