Har fået nok: Endnu en kommune med i alliance mod Lynetteholm
Vi er bekymrede for vandmiljøet, lyder det fra Dragør-borgmester, Kenneth Gøtterup (K), der nu vil være en del af alliancen mod Lynetteholm, som ønsker at forbedre havmiljøet i Køge Bugt.
Øen Lynetteholm skal ligge i forlængelse af Refshaleøen. Der skal være plads til 35.000 beboere, og øen skal også sikre København mod stigende vandstand. (Arkivfoto)
Mandag fortalte TV 2 Lorry, at borgmestrene i alliancegruppen mod Lynetteholm er chokerede over den nye afsløring af, at konsekvenserne for dumpning af slam fra Lynetteholm er baseret på en 40 år gammel forskningsartikel.
Nu melder Dragør Kommune sig så i koret af kritiske kommuner mod det milliarddyre anlægsprojekt af Lynetteholm.
- Vi vil som kommune gerne sende et klart signal. Vi er ligesom de andre kommuner bekymrede for vandmiljøet i hele Køge Bugt. Derfor vil vi gerne tilslutte os alliancen og afventer nu, om vi officielt kan komme med, siger Kenneth Gøtterup (K), der er borgmester i Dragør Kommune, til TV 2 Lorry.
Vi vil forhindre overgrebet på Køge Bugt
Alliancen mod Lynetteholm så officielt dagens lys i januar måned og har indtil nu bestået af syv kommuner med Køge-borgmester Marie Stærke (S) i front.
- Vi har valgt at stå sammen for at forhindre overgrebet på Køge Bugt. Det handler især om klapning af slammet og udledningen af spildevandet, som, vi frygter, kommer til at gå hårdt ud over vandkvaliteten og biodiversiteten i havmiljøet, sagde hun ved den officielle dannelse af gruppen til TV 2 Lorry tilbage i januar.
Alliancen består af disse borgmestre
Marie Stærke
Marie Stærke
Marie Stærke er borgmester i Køge Kommune og frontperson for alliancegruppen. Senest har hun været særdeles kritisk omkring Lynetteholm efter DR's afsløring af, at konsekvenserne for dumpning af slam fra Lynetteholm er baseret på en 40 år gammel forskningsartikel.
- Jeg synes, det er grotesk. Det må jeg sige. Men i virkeligheden er det endnu et argument fra vores side om, at der er noget helt galt her. På den måde virker den nye afsløring som et yderligere pres, lyder det fra Køges borgmester Marie Stærke (S).
Pernille Beckmann
Pernille Beckmann
Pernille Beckmann (V) har tidligere til TV 2 Lorry fortalt, at hun er stærkt utilfreds med, er, at der bliver gravet slam op i forbindelse med etableringen af halvøen, som så bliver dumpet ved Køge Bugt.
- Jeg er dybt bekymret over det, fordi jeg mener, at det har en kæmpe indflydelse på vores havmiljø. Der er mindre og mindre liv i Køge Bugt, og det her er bare endnu et initiativ, der påvirker miljøet negativt, siger Greves borgmester.
Emil Blücher
Emil Blücher
Emil Blücher er borgmester i Solrød Kommune. Han er rystet over DR's nye afsløring af manglende konsekvensundersøgelse af Øresund i forbindelse med anlægsprojektet.
- Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte. Det er jo ikke første gang, at skeletterne vælter ud af skabene ved Lynetteholm, siger Solrøds borgmester Emil Blüchner (LA) til TV 2 Lorry.
Henning Urban Dam
Henning Urban Dam
Henning Urban Dam er borgmester i Stevns Kommune. Han er ligeledes særdeles bekymret over, konsekvenserne af klapning af slam bygger på en 40 år gammel rapport.
- På en måde er jeg glad for, at det nu viser sig, at det, vi som borgmestre langs Køge Bugt har sagt gentagne gange, har holdt stik. Omvendt gør det mig enormt bekymret, at nogen kan bestille en rapport, som er er nået hele vejen gennem systemet til tops på Christiansborg, siger Stevns’ borgmester Henning Urban Dam (S).
Henrik Rasmussen
Henrik Rasmussen
Borgmester i Vallensbæk Kommune, Henrik Rasmussen (K), mener, at der burde være foretaget flere undersøgelser, inden arbejdet med Lynetteholm gik i gang, har han tidligere fortalt til TV 2 Lorry.
- Jeg er forundret, og fortørnet over den måde, bygherrerne håndterer projektet på, siger han.
Borgmesteren husker, hvor lang tid det tog at lave miljøundersøgelser, da Øresundbroen skulle etableres, og undrer sig over at dumpningen af slam er begyndt så hurtigt.
Merete Amdisen
Merete Amdisen
Merete Amdisen rynker også på næsen af de seneste afsløringer.
- Jeg bliver endnu mere bekymret for badevandskvaliteten, dyre- og plantelivet i Køge Bugt og strandkvaliteten, siger Merete Amdisen (S), borgmester i Ishøj.
Kent Max Magelund
Kent Max Magelund
I Brøndby er borgmester Kent Max Magelund (A) ligesom sine kollegaer kritisk over for anlæggelsen af Lynetteholm.
By & Havns forsikringer om, at etableringen af Lynetteholm ikke vil skade havmiljøet, køber borgmesteren nemlig ikke.
- Jeg er meget kritisk overfor det, og jeg er ikke overbevist. Der skal virkelig være et bevis for at vores strand og miljø holder stik, siger han.
Lynetteholm er dog ikke borgermester Kent Max Magelunds eneste bekymring langs kysten. Naboen Hvidovre Kommune foruroliger også ved at planlægge et nyt, stort erhvervsområde kaldet Holmene på ni kunstige øer i vandet ud for Avedøvre Holme.
Området vil blive på 3,1 mio. kvadratmetre med plads til omkring 380 nye virksomheder. Ifølge planen skal Holmene at stå færdigt i 2045, men første spadestik forventes at blive taget i 2025
Kenneth Gøtterup
Kenneth Gøtterup
Kenneth Gøtterup er borgmester i Dragør, og han vil altså nu officielt anmode om at blive den ottende borgmester i alliancegruppen.
Siden dannelsen er klapningen af slam i Køge Bugt midlertidigt blevet indstillet, men der er fortsat masser at give sig til i gruppen.
Alliance vil snart drøfte Holmene
I den kommende tid kommer borgmestrene blandt andet til at mødes for at drøfte de fremtidige planer om Holmene i Hvidovre Kommune.
På Holmene vil man skabe et 3,1 millioner kvadratmeter stort erhvervsområde, etableret på ni kunstige øer i forlængelse af det nuværende Avedøre Holme, men det er også noget, der vækker bekymring i gruppen.
Yderligere er også flere kystsikringsprojekter på vej langs Køge Bugt.
Og det er også netop de mange projekter i og omkring Køge Bugt, der får Dragør til officielt at anmode om medlemskab af alliancen.
Vigtigt med fokus på det samlede vandmiljø
- Der kommer til at ske en del ting i den kommende tid, og flere projekter er på vej. Derfor er det vigtigt med en alliance med fokus på det samlede vandmiljø. Vi står eksempelvis selv over for at lave kystsikring med fremskudte diger i Dragør. Min grundholdning er, at når man har mulighed for at samarbejde, så er vi forpligtede til at sætte os sammen, siger Kenneth Gøtterup til TV 2 Lorry.
Klapningen af slam blev indstillet i slutningen af marts, som det hele tiden har været planlagt.
Af miljøhensyn bliver der nemlig kun klappet i vinterhalvåret. I mellemtiden har man dog fra politisk side valgt at undersøge, om der kan være alternativer.
Det er meningen, at Lynetteholm skal være færdig omkring 2070, hvor der formentlig bliver plads til 35.000 beboere på den kunstige ø.
Endnu en borgmester har nu meldt sig på banen i kampen mod dumpning af forurenet slam fra Lynetteholm ved Køge Bugt. Borgmesteren fra Dragør vil nemlig være en del af den alliance af borgmestre fra kystkommunerne, der kæmper for et bedre havmiljø