Oversigt

Seneste nyt

Personer på stand up paddleboards blev reddet i land

I lørdags var det nær gået galt for to personer på Vallensbæk Strand.

Her måtte livredderne hjælpe to personer på stand up paddleboards, der så ud til at have problemer med at komme tilbage til land på grund af fralandsvinden.

Det oplyser TrygFondens Kystlivredning i en pressemeddelelse.

Livredderne kontaktede deres kolleger på Brøndby Strand, som med en båd sejlede ud til de to personer og hjalp dem tilbage til Vallensbæk Strand.

"Begge personer er chokerede, og livredderne yder psykisk førstehjælp på vej tilbage mod land", skriver TrygFondens Kystlivredning i en pressemeddelelse.

Livredderne i TrygFondens Kystlivredning har denne sommer været ude til én anden livreddende aktion i Hovedstadsområdet - nemlig på Ishøj Strand i uge 26, hvor en kitesurfer styrtede 200 meter fra land og var blevet viklet ind i sine liner.

Livredderne sejlede ud til kitesurferen, der var tydeligt afkræftet, og hjalp ham i land.

TV 2 Kosmopol har derudover omtalt en situation i start juli i Rågeleje, hvor to svømmere var blevet fanget i et hestehul, men livredderen reddede dem heldigvis.

Tirsdag den 25. juli er det World Drowning Day eller Drukneforebyggelsesdag, som Trygfonden kalder den i Danmark. TrygFonden har i den forbindelse lavet en række øvelser, man kan lave med sine børn, for at gøre livredning til en leg.