Peter administrerer bunkere: "Mange kommer forbi, fordi de frygter krig"

Selvom der ikke er nogen reel risiko for krig i Danmark, oplever Peter Møller, der administrerer tidligere bunkere på Frederiksberg, at folk er interesserede i at vide, hvor de kan søge dækning.

"Der er ikke en dokumenteret trussel mod Danmark". Sådan lyder det klare budskab fra Rasmus Dahlberg, der er lektor på Forsvarsakademiet.

Alligevel oplever Peter Møller, som er formand for musikerforeningen Start Frederiksberg, at flere og flere lægger vejen forbi de tre bunkere, han har været med til at lave om til lokaler for musikere.

Bunkerne ligger på Franckesvej, Peter Bangs Vej og Philip Schous Vej, og ifølge Peter Møller har de egentlig stået til nedrivning, men han har så lavet en aftale med kommunen om, at han kan bruge dem til, at musikere kan øve og indspille musik.

- Vi oplever i stigende grad, at folk går ned i bunkerne, fordi de leder efter mulige beskyttelsesrum. Det første, de spørger om, er, om de vil blive lavet om til reelle beskyttelsesrum. Men det vil de ikke, fordi de er taget ud af beredskabet, siger Peter Møller til TV 2 Lorry

Artiklen fortsætter efter billedet

Billedet her er taget fra bunkeren på Philip Schous Vej på Frederiksberg.
Billedet her er taget fra bunkeren på Philip Schous Vej på Frederiksberg.
Foto: Privat foto / Lucas Delacroix

Han forklarer, at dem, der kommer ned i bunkerne, er bange for, at vi skal opleve noget lignende i Ukraine, hvor en by pludselig bliver bombet af russerne.

- Det overrasker mig meget, for jeg ser jo ikke bunkerne som andet end øvelokaler i dag, siger han.

Den stigende interesse for bunkerne, som Peter Møller oplever, ser man også på de sociale medier, og Hovedstadens Beredskab har også fået et stigende antal henvendelser.

Ifølge Rasmus Dahlberg fra Forsvarsakademiet er det en naturlig reaktion fra folk:

-  Det er et koldkrigs-reaktionsmønster. Det er naturligt, at man tænker, hvad skal man gøre, hvis luftalarmerne går. Der er krig i Europa og der bliver raslet med atomvåben, og der er det naturligt at gå tilbage i det tankemønster, man havde 80’erne.

Han understreger dog, at virkeligheden i dag er en anden:

- Det er ligeså hypotetisk, at vi pludselig skulle blive ramt af bomber i Danmark, uden at være forberedt på det, som at vi bliver ramt af en kæmpe meteor.

Bunkere bliver brugt til mange ting i dag

Det har mandag ikke været muligt at få et overblik over, hvor mange bunkere, der samlet set er på Frederiksberg. 

Men Beredskabsstyrelsen vurderer, at der samlet set i Danmark er blevet færre de sidste 20 år.

Flere af dem, der er tilbage, står dog ikke tomme. De bliver, ligesom Start Frederiksbergs bunkere, brugt til kulturelle formål.

På TV 2 Lorry har for eksempel også tidligere fortalt om en anden bunker på Frederiksberg, på Rolfsvej 10, der nu bliver brugt til kunstudstillinger med værker fra kvindelige kunstnere.

Der har også tidligere været store protester fra borgere i København, fordi de ville have bevaret bunkere ved Dronnings Louises Bro.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik