Pårørende til patienter råber ministeren op: "Psykiatrien lider"

Fra alle sider bliver der i disse dage råbt op om en nødlidende psykiatri. Nu stemmer de pårørende i.

Psykiatrien er nødlidende – sådan lyder det fra både patienter og fagforbund. Og nu stemmer de pårørende i. 

Derfor inviterede landsforeningen Bedre Psykiatri mandag sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til Frederikssund til en snak om, hvordan man som pårørende har desperat brug for politisk hjælp.

- Som pårørende skal du være parat til at skubbe dine egne behov i baggrunden og være der og kæmpe for dine nærmeste, siger Jette Lund Pedersen, der både er pårørende og lokalformand for Bedre Psykiatri i Frederikssund.

Agendaen fra foreningen af pårørende til borgere i psykiatrien var da heller ikke til at tage fejl af.

- Vi håber naturligvis at kunne give ministeren et indblik i, hvordan det er som pårørende til et menneske med psykisk sygdom at leve med psykisk sygdom så tæt på, siger Jane Alrø Sørensen, der er generalsekretær i Bedre Psykiatri. 

Historierne gør indtryk

Noget tyder også på, at de pårørendes historier gjorde indtryk på Magnus Heunicke.

- Der skal især sættes ind i børne- og ungepsykiatrien. Der kan vi være bedre til at forebygge, og der kan vi være bedre til at sætte ind, før sygdommen bliver så alvorlig, at der skal indlæggelse eller akut indlæggelse til, siger sundhedsminister Magnus Heunicke til TV 2 Lorry.

quote Som pårørende skal du være parat til at skubbe dine egne behov i baggrunden.

Jette Lund Pedersen, pårørende

- Det ville selvfølgelig være bedre for de unge mennesker, der går med de her problemer, som udvikler sig til sygdom, men det vil også være bedre for de pårørende og deres familier, fortsætter han.

Bedre Psykiatri har også selv to klare ideer til, hvordan man kan styrke indsatsen.

- Grundlæggende er der brug for, at vi ser på, hvordan vi kan genrejse psykiatrien som en attraktiv arbejdsplads. Og så håber jeg på, at han ser de pårørende som en ressource, og tager det med i forhandlingerne. For vi ved, at når de pårørende inddrages og klædes på, så er der større sandsynlighed for, at den syge kommer sig, siger Jane Alrø Sørensen.

Opråb fra flere kanter

De pårørende er langt fra de første der råber op om forholdene i psykiatrien.

I sidste uge fortalte vi, hvordan en lang række fagforbund råbte vagt i gevær overfor forholdene i psykiatrien.

Vi har også fortalt, hvordan patienterne selv oplever, at den hjælp, de kan få i psykiatrien, er utilstrækkelig.

Og hos Psykiatrisk Selskab lød det således:

- Optimalt set ville man gerne have beholdt patienterne i længere tid, men fordi der ikke er kapacitet til det, så er vi nødt til at udskrive dem tidligere, end vi egentlig ville, siger Christian Legind, der er bestyrelsesmedlem i foreningen og overlæge i psykiatrien.

Både Livslinjen og Nicolaitjenesten oplyser i dag til TV 2 Lorry, at de oplever, at flere og flere kontakter dem.

Historisk set et svært område

For at sikre bedre forhold i psykiatrien vil går sundhedsministeren nu til forhandlinger med håbet om at kunne sikre psykiatrien i Danmark en bedre fremtid.

- Der er virkelig behov for, at vi får løftet psykiatrien, og jeg kan lytte mig frem til, at alle partier også er interesserede i det, så lad os nu gøre det, siger Magnus Heunicke.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sundhedsministeren sammen med pårørende, repræsentanter fra Bedre Psykiatri og borgmesteren i Frederikssund.
Sundhedsministeren sammen med pårørende, repræsentanter fra Bedre Psykiatri og borgmesteren i Frederikssund.
Foto: Bedre Psykiatri

Mange gange tidligere har man forsøgt at forbedre psykiatrien – dog uden de ønskede resultater.

- Når vi har gjort status, og den er jo netop udløbet, så kan man jo sige, at man ikke er nået i mål med mindre tvang i psykiatrien, vi er ikke nået i mål med bedre forebyggelse, og vi kan se, at det faktisk går værre på en række parametre, så vi er nødt til at tage ved lære af det, siger sundhedsministeren.

Og det er strengt nødvendigt, at det lykkes, hvis man spørger de pårørende. 

- Det skal det. Det er simpelthen nødvendigt, siger Jette Lund Pedersen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik