Camilla savner vished om genhusning: ”De har jo misinformeret os alle sammen”

Beboere fra 65 boliger i Snekkersten er genhuset, efter det blev opdaget, at husene kan falde sammen ”som korthuse”. Nu savner de viden om, hvad der skal ske fra nu af.

- De har jo misinformeret os alle sammen, og vi er jo 65 boliger, som der står med det samme spørgsmål: Hvem står for at genhuse os?

Ordene kommer fra Camilla Feldschau Petersen.

Hun bor i en af de 65 boliger i byggeriet Stævnen i Snekkersten, der fredag aften blev akut evakueret.

Ligesom de andre beboere blev hun bedt om at kontakte sit forsikringsselskab mandag, så de kunne hjælpe med genhusningen.

Men mandag er der blevet sat spørgsmålstegn ved den oplysning.

For det er slet ikke forsikringsselskaberne, der skal det stå genhusningen – det er boligorganisationens ansvar, siger forsikringerne.

Det bakkes op af forsikringseksperten Anne Garde Slothuus fra Forsikring og Pension. 

Det efterlader beboerne i uvished – og det er ikke fair, mener Camilla Feldschau Petersen.

- Jeg håber bare, at Boliggården tager deres ansvar og finder en løsning hurtigt til os alle sammen.

Forlænger aftale med hoteller

Mandag eftermiddag er hun igen blevet ringet op af Boliggården, der er kommet med nye oplysninger.

- De mener, at nogle forsikringer dækker, men i de tilfælde de ikke gør, kigger de på genhusning til os, siger hun til TV 2 Kosmopol og fortsætter: 

- De kan ikke sige noget om, hvor lang tid, der går. Men de har forlænget med de tre hoteller (hvor beboere har været genhuset siden fredag, red.) frem til søndag. 

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Camilla Feldschaus Petersens hjem på Stævnen i Snekkersten, som nu er evakueret.
Camilla Feldschaus Petersens hjem på Stævnen i Snekkersten, som nu er evakueret.
Foto: Anna Clara Ingemann-Hansen/TV 2 Kosmopol

Boliger i akut fare for sammenstyrtning

Som TV 2 Kosmopol allerede har beskrevet nøje, skyldes det akut fare for sammenstyrtning, som blev opdaget under renovering af de mange toetagers boliger, som alle er bygget i midt-80'erne.

Hverdagen vendt på hovedet for de mange beboere herunder Camilla Feldschau Petersen og hendes hjemmeboende datter.

- Det har været et følelsesmæssigt kaos. Vi blev evakueret fredag aften, hvor min datter var hjemme, og jeg var på Marienlyst (strandhotellet, red.).

- Der var beskeden, at vi godt kunne komme hjem og hente nogle ting i boligen, men den melding blev ændret i går, siger Camilla Feldschau Petersen og henviser til, at det siden søndag kun har været såkaldte fagprofessionelle, der må bevæge sig ind i boligerne. 

"Hvorfor er det blivet ikke opdaget før?"

Selv har hun tag over hovedet frem til på søndag, men uvisheden nager allerede nu.

- Hvorfor er det ikke opdaget før? Kommer vi nogensinde hjem igen? Er der nogle ting, vi ikke har fået at vide?, spørger Camilla Feldschau Petersen.

Indtil videre må hun væbne sig med tålmodighed. Boligselskabet Boliggården har i hvert fald ikke svarene klar endnu.

TV 2 Kosmopol har mandag forsøgt at få svar på en række af spørgsmål fra Boliggården, men boligselskabet er ikke vendt tilbage.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik