Michael kører til Sverige efter billige smøger - Danske købmænd frygter for konsekvenserne

Skatteministeriet skønner, at salget af cigaretter ved grænsehandel er tredoblet fra 2019 til 2022. Det mærker man i Sverige, hvor kursen i øjeblikket er historisk lav.

20 kroner per pakke. 

Det er besparelsen, som danske rygere kan opnå, hvis de i øjeblikket tager over sundet, når de køber cigaretter. 

Afgiften på cigaretter i Danmark er de seneste år steget. 

Det betyder, at en pakke i dag i gennemsnit koster 60 kroner, mens den i Sverige koster bare 40 danske kroner.

Og det er en rabat, som flere danskere tilsyneladende benytter sig af. 

TV 2 Kosmopol har talt med flere svenske dagligvarebutikker, som alle melder om en stigning af salget af cigaretter samtidig med, at de oplever et stigende antal danske besøgende.

Cigaretter er dog ikke det eneste, der gør det attraktivt at tage smut over sundet for at shoppe. 

Historisk lavpunkt for den svenske krone

Torsdag ramte den svenske krone nemlig en historisk lav kurs på 0,625 over for danske kroner. Det betyder, at man i øjeblikket skal af med 62,5 danske kroner for 100 svenske kroner.

En af dem, der gladelig tager færgen fra Helsingør til Helsingborg er Michael Ciric-Friis. Og han har da også indkøbslisten klar, da TV 2 Kosmopol møder ham.

- Jeg skal i hvert fald have cigaretter, efter de er steget, og så er det tøj og hundefoder, lyder det. 

Hvor mange cigaretter tror du, du at skulle have med tilbage?

- I hvert fald nok til næste gang, vi skal afsted. Altså mellem fire og fem kartoner. Så henter vi bare igen, når vi løber tør, siger Michael Ciric-Friis.

Og han er langt fra alene om at have cigaretter på indkøbssedlen. 

Skatteministeriet skønner, at salget af cigaretter ved grænsehandel er tredoblet fra 2019 til 2022, hvor danskerne nu køber cigaretter for hele 1,15 milliarder kroner. 

Det er noget, der vækker ærgrelse hos de danske købmænd, forklarer Jannick Nytoft, der er direktør for Danske Samvirkende Købmænd

- Vi ser jo helt klart, at der er en øget grænsehandel helt generelt. Nu er skatteministeriet faktisk lige kommet med deres årlige redegørelse, som viser, at grænsehandel i Danmark samlet set har nået et niveau på næsten 15 milliarder kroner. Så vi kan fuldt genkende, at grænsehandelen desværre er høj, siger han. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Grænsehandel cigaretter Danmark Sverige Helsingør Helsingborg svensk kurs krone
Jannick Nytoft er direktør for Danske Samvirkende Købmænd.
Foto: Leo Mortensen / TV 2 Kosmopol

Han forklarer videre, at grænsehandlen har store konsekvenser for det danske erhvervsliv og købmændene.

- Det er jo 15 milliarder kroner, som ellers kunne være lagt i danske butikker. En ting er, at mine medlemmer mister omsætning, og det er vi jo selvfølgelig kede af, siger direktøren og fortsætter: 

- Men det er jo også det danske samfund og den danske statskasse, der mister penge. Så det er jo færre arbejdspladser og færre kroner til øvrige velfærd og sundhed, som desværre går med grænsehandelen helt generelt.

Vil have fransk model

Derfor mener De Samvirkende Købmænd, at man skal arbejde for at få minimeret grænsehandlen - også når det kommer til cigaretter. 

Foreningen har blandt andet foreslået, at man indfører en elektronisk alderskontrol, så de helt unge ikke kan købe cigaretter.

Og mener man også, at man kan se mod Frankrig for at mindske grænsehandlen.

- Vi opfordre de danske politikere til at kigge mod Frankrig og simpelthen indføre den franske model, som vi kalder det. Her må man tage 200 cigaretter med ind (i modsætning til Danmark, hvor man må importere 800 cigaretter, red.).

Det er et forslag, der bliver taget godt imod af Kræftens Bekæmpelse.

- Det er urimeligt, at man kan tage så mange cigaretter med over grænsen. Det vil lægge en kraftig dæmper på handlen, hvis man skal over grænsen så mange flere gange, udtaler Niels Them Kjær, der er projektchef hos Kræftens Bekæmpelse, til Ritzau. 

På trods af de seneste års stigende afgift på cigaretter er antallet af rygere i mellemtiden ikke er faldet.

Dog vil både Kræftens Bekæmpelse og en række politikere gerne se prisen på en pakke cigaretter stige til 100 kroner.

Og sker det, så skal de dog ikke regne med, at Michael Ciric-Friis lægger sine penge i en dansk butik.

- Så tager jeg bare noget mere af sted. Jeg skal jo ryge, så jeg tager bare noget mere af sted.

Onsdag besøgte TV 2 Kosmopol storcenteret Emporia i Malmö, hvor det vrimler med shoppegalde danskere. Se eller gense indslaget nedenfor. 

Den svenske krone er rekordlav og det får det til at krible i fingrene på shoppeglade danskere. Derfor krydser mange for øjeblikket Øresund for at spare penge. En af dem der har taget turen er pensionisten Poul.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik