36.000 forældre har fået opsigtsvækkende brev fra borgmester

Brugen af røgfrie, men stærkt skadelige nikotinprodukter er stigende blandt skolebørn i København. Det har fået kommunens sundhedsborgmester til at sende et bekymringsbrev til 36.000 forældre.

Københavns sundheds- og omsorgsborgmester er bekymret.

Så bekymret, at hun i sidste uge følte sig nødsaget til at sende et brev ud til omkring 36.000 forældre i kommunen, der har teenagebørn i udskolingsalderen, hvor hun advarede om ”en bekymrende udvikling”.

Kilden til Sisse Marie Wellings (SF) bekymring er et stigende forbrug blandt Københavns unge i alderen fra 12 til 17 år af nikotinprodukter, særligt af e-cigaretter og vapes, men også nikotinposer og snus.

I brevet, som TV 2 Kosmopol har set, advarer fagborgmesteren blandt andet om ulovligt salg af nikotinprodukter via sociale medier, og om at skolebørnene også introducerer nikotinprodukterne til hinanden.

Ifølge nye tal fra Københavns Kommune bruger 11 procent af eleverne i 9. klasse regelmæssigt e-cigaretter, vapes eller lignende. I 2021 var andelen fire procent, og det er blandt andet denne udvikling, der nu har fået sundheds- og omsorgsborgmesteren til at slå alarm.

- Det bekymrer mig, at flere og flere unge bruger forskellige nikotinprodukter. Vapes øger risikoen for at blive afhængig af nikotin. Og vi ved, at nikotin er skadelig for unges hjerner. Samtidig ved vi, at vapes indeholder skadelige stoffer.

- Det bekymrer mig også, om nikotinprodukterne baner vej for, at unge også begynder at ryge, for rygning er en af vores allerstørste sundhedsudfordringer, udtaler Sisse Marie Welling (SF) i et skriftligt svar til TV 2 Kosmopol, som hun også har sendt til Berlingske.

Kan skade ”den umodne hjerne”

I april 2023 viste en landsdækkende undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, at unges nikotinforbrug er stigende, og at stigningen især drives af netop nikotinposer og e-cigaretter.

Charlotta Pisinger, der er professor i tobaksforebyggelse på Københavns Universitet og Frederiksberg Hospital, har tidligere forklaret til TV 2 Kosmopol, hvordan nikotinprodukterne har godt fat i unge.

Særligt drengene bruger de snuslignende produkter, mens brug af e-cigaretter både er udbredt blandt drenge og piger.

- Det er stærkt afhængighedsskabende ligesom kokain eller heroin, har Charlotta Pisinger sagt til TV 2 Kosmopol.

(Artiklen fortsætter efter billedet).

De farverige puff bars med forskellige frugtsmage er ulovlige i Danmark, men de er stadig udbredte især blandt helt unge.
De farverige puff bars med forskellige frugtsmage er ulovlige i Danmark, men de er stadig udbredte især blandt helt unge.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Ifølge professoren er mange unge og deres forældre slet ikke klar over, at der er tale om skadelige produkter. Også selvom de er røgfrie.

- For børn og unge er det særligt skadeligt, fordi deres hjerne er umoden. Den er meget følsom overfor nikotinens virkning. Det påvirker den umodne hjerne, så den ikke kan blive færdigdannet ordentligt. Så man bliver lidt fastholdt i en teenagehjerne. Og de skader man ser på hjernen, er varige skader. Så det er ikke til at spøge med, sagde Charlotta Pisinger i april sidste år.

Professoren vurderede i samme forbindelse, at der er en øget risiko for koncentrationsbesvær, indlæringsbesvær, og at personen kan få en nedsat evne til at håndtere stress.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen).

Hvad gør nikotin ved kroppen?

  • Nikotin er stærkt vanedannende.

  • Der er mistanke om, at produkterne øger risikoen for angst, depression og stress.

  • Undersøgelser peger på, at særligt unge, umodne hjerner under 25 år er påvirkelige over for nikotin, og dermed er her en øget risiko for opmærksomhedsforstyrrelser og angst.

  • Der er risiko for at overdosere og opleve stigende blodtryk, opkast eller en decideret nikotinforgiftning. Det påvirker også hjernen og gør formentlig irreversibel skade.

  • Nikotinprodukter er stadig forholdsvist nye, og derfor ved man endnu ikke noget om sygdomsrisikoen på kort og langt sigt.

Kilde: TV 2 og Charlotta Pisinger, professor i tobaksforebyggelse på Københavns Universitet og Frederiksberg Hospital.

Vrimler med ulovlige e-cigaretter

Selv om det i Danmark er ulovligt at sælge nikotinprodukter til unge under 18 år, er mange røgfrie nikotinprodukter henvendt især unge piblet frem i både den lovlige og ulovlige handel de senere år.

I 2018 dukkede nikotinposer op i kiosker og butikker. Poserne indeholder ikke tobak, og dengang måtte pakkerne derfor smage af for eksempel mentol og lime, ligesom der ikke er krav om advarsler på pakkerne.

Også såkaldte vapes som de ulovlige Puff Bars – engangs-e-cigaretter der ligner små usb-stik i farver – har med frugtige smagsvalgmuligheder vundet indpas og har særligt henvendt sig til unge ikke-rygere. Det er blandt andet sket via kampagner på Instagram og Tik Tok.

Siden april 2022 har det været ulovligt at sælge e-cigaretter med andre fremtrædende dufte eller smage end mentol og tobak. Forbuddet har dog ikke forhindret hverken salg eller brug blandt børn i skolealderen, har vi her på TV 2 Kosmopol tidligere dokumenteret.

(Artiklen fortsætter under boksen)

Spørg Os - Formular

_

Særligt Puff Bars er et stort problem, for udbredelsen af det ulovlige produkt herhjemme er uden fortilfælde.

- Det er forbløffende. Jeg har aldrig nogensinde set så stor en spredning af et illegalt produkt med nikotin eller tobak før, har Charlotta Pisinger tidligere sagt.

(Artiklen fortsætter efter billedet).

Nikotinposer må fremover kun smage af enten mentol eller tobak. Det blev vedtaget i en politisk aftale i november måned sidste år.
Nikotinposer må fremover kun smage af enten mentol eller tobak. Det blev vedtaget i en politisk aftale i november måned sidste år.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

- Vi har brug for forældrenes hjælp

Derfor er der behov for yderligere handling for at vende den negative udvikling, mener sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).

Og her peger pilen nu på forældrene.

- Det er ikke nok, at ungdomsuddannelserne og vi i kommunen taler med de unge om vapes og andre nikotinprodukter. Vi har også brug for forældrenes hjælp. Derfor vil jeg gerne opfordre forældrene til at tale med deres unge om, hvor farlige de her nye produkter er. Det er grunden til, at jeg sendt dem et brev, udtaler Sisse Marie Welling i et skriftligt svar.

Hun påpeger, at Københavns Kommune har en række indsatser, der skal forhindre unge i enten at begynde at ryge eller bruge nikotin og eller hjælpe dem med at stoppe. Samtidig er mange af kommunernes idræts- og kulturinstitutioner gjort røgfrie.

Og så vil sundheds- og omsorgsborgmesteren desuden invitere forældre til teenagere til et såkaldt webinar (et online seminar) om nikotin og nikotinprodukter, så ”de kan tage snakken med deres barn eller unge på et oplyst grundlag”.

- Vi har samtidig brug for, at man fra nationalt hold regulerer produkterne, skriver Sisse Marie Welling (SF).

I november måned indgik SVM-regeringen sammen med SF, Danmarksdemokraterne og Konservative en politisk aftale om en ny forebyggelsesplan til knap 500 millioner kroner med 30 initiativer, der sigter efter at forebygge og nedbringe børn og unges forbrug af nikotinprodukter, tobak og alkohol.

Aftalen indebærer blandt andet en prisstigning på røgfrie nikotinprodukter, forbud mod at sælge nikotinposer med andre smage end tobak og mentol, mens e-cigaretter sidestilles med cigaretter og bliver forbudt at ryge på steder med udendørs rygeforbud som eksempelvis skoler og togstationer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik