Efter byretsdom: Pengene vælter ind til Amager Fælleds Venner

Amager Fælleds Venner fik tirsdag medhold i Københavns Byret - betinget af en sikkerhedsstillelse på to millioner kroner. Nu vælter donationerne ind.

To millioner kroner.

Så mange penge skal Amager Fælleds Venner inden tirsdag i næste uge stille til rådighed, før byretten vil nedlægge forbud mod fortsættelse af byggeriet, som By & Havn sammen med Fælledby står for.

quote Det er helt fantastisk, at vi har den kæmpe støtte, som vi har i denne her sag. Det afspejler også det, vi møder fra vores støtter.

Steffen Rasmussen, formand for Amager Fælleds Venner

Det blev tirsdag middag afgjort ved Københavns Byret.

Og allerede seks timer senere har borgergruppen påbegyndt en indsamling og modtaget mange donationer. Det fortæller Steffen Rasmussen, der er formand for Amager Fælleds Venner, til TV 2 Lorry.

- Det er utroligt, hvad vi allerede har fået ind. Vi er nået 455.000 kroner, siger han til TV 2 Lorry kort efter klokken 20.00.

Klokken 21.00 oplyser han til TV 2 Lorry, at Amager Fælleds Venner har modtager 553.883 kroner.

- Det er lidt utroligt, så hurtigt det går.

- Det er helt fantastisk, at vi har den kæmpe støtte, som vi har i denne her sag. Det afspejler også det, vi møder fra vores støtter. Der er rigtig stor opbakning til det her, og  der er rigtig mange, som er utilfredse med, at vores myndigheder ikke træder til og gør det, de bør gøre, siger Steffen Rasmussen.

3.734 donationer

Steffen Rasmussen fortæller, at man fik den første donation klokken 13.46, og at pengene fordeler sig mellem 3.734 donationer. Den største donation, der er givet er 3.000 kroner.

Opbakningen får ham da også til at være optimistisk omkring indsamlingen og målet på to millioner.

quote Det er lidt utroligt, så hurtigt det går.

Steffen Rasmussen, Amager Fælleds Venner

- Som det ser ud nu, så tror jeg, at vi når det, siger han.

Han tilføjer, at man foruden indsamlingen også vil tage kontakt til en række erhvervsdrivende, som tidligere har hjulpet Amager Fælleds Venner, og spørger, om de kan hjælpe med at stille garantien.

Fortsatte byggeri trods forbud

To nævn - Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet - bestemte tidligere på sommeren, at en klage over Københavns Kommunes afgørelser i sagen skulle have opsættende virkning.

Det skyldes usikkerhed om, hvorvidt hensynet til arten stor vandsalamander er blevet tilstrækkelig tilgodeset.

quote I samme sekund vi kan stille de to millioner, så skal de stoppe.

Johan Løje, advokat

Klagen til nævnene kom fra Danmarks Naturfredningsforening og fra Amager Fælleds Venner.

Men da byggeriet fortsatte på trods af nævnenes afgørelse, gik foreningen til Københavns Byret for at få nedlagt et forbud.

Den juridiske aktion er tirsdag lykkedes - men dog som nævnt på betingelse af, at der stilles en sikkerhed på to millioner kroner.

Selvom det kan lyde af mange penge, så var kravet fra bygherren Fælledby noget større.

Det fortalte Johan Løje, der er advokat for Amager Fælleds Venner, tidligere tirsdag til TV 2 Lorry.

- Det er en kæmpe sejr. Fælledby havde krævet en sikkerhedsstillelse på 25 millioner, og den er nu sat ned til to. I samme sekund vi kan stille de to millioner, så skal de stoppe. Og hvis ikke de gør det, så kører vi ud med fogedretten og standser maskinerne, sagde han.

Med afgørelsen i hånden forventer foreningens advokat nu, at Københavns Kommune kommer på banen og stopper byggeriet.

- Kommunen kan dårligt sidde sådan en afgørelse overhørig. Sådan en kendelse kan godt kæres, men det har ikke opsættende virkning, og det tror jeg nok, modparten ved, hvad betyder, lød det fra advokat Johan Løje.

Bygherre vil granske afgørelsen

Hos Fælledby, der er bygherre på projektet, tager man afgørelsen til efterretning for nu, lyder det fra direktør i Fælledby P/S, Erling Thygesen, på deres hjemmeside.

- Udfaldet er ikke som forventet. Nu skal vi have tid til at granske afgørelsen sammen med vores advokat og vurdere de næste skridt. Vi indstiller det fysiske arbejde på området indtil videre.

Fælledby oplyser samtidig, at de på nuværende tidspunkt ikke kan sige, hvor langt tid projektet bliver forsinket, og hvad det betyder for projektets tidsplan og økonomi.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik