Stejlepladsen i Sydhavnen og Vejlands Kvarter på Amager Fælleds naturområde Lærkesletten er nu meget tæt på at blive endegyldigt vedtaget.
Det står klart, efter et flertal i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg mandag aften stemte for de endelige lokalplaner, som muliggør de kontroversielle planer om at bygge godt 3.000 nye lejeboliger på de grønne pletter i det københavnske landkort.
Medlemmer fra Socialdemokratiet, Venstre, SF, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative vendte tommelfingeren opad til byggerierne, sådan som koalitionen har gjort det siden efteråret 2018, hvor planerne var en del af det daværende budgetforlig.
- Jeg synes, det er godt, at vi endelig er kommet med videre med denne her del og har fastlagt rammerne som skal til, for at vi kan komme i gang med byggeriet. Og så er jeg glad for at der var så mange partier, der stemte for, så vi har en bred aftale bag de her lokalplaner, siger Marcus Vestager (S) til TV 2 Lorry om beslutningen.
Imod stemte Enhedslistens og Alternativets medlemmer, der hele vejen igennem har været indædte modstandere af projekterne.
- Der er en enorm folkevandring ude mod vores bynære naturområder i de her corona-tider. Vi kan desuden se, at der er begyndende tegn på affolkning af København. og så skal vi respektere, at der er københavnere, der har brug for adgang til vild natur uden at have adgang til en bil, siger Gorm Anker Gunnarsen (EL) til TV 2 Lorry.
Med flertallet i udvalgets godkendelse går forslaget nu videre til Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, hvor de 51 kommunalpolitikere den 21. januar skal tage endegyldigt stilling til de udskældte byggeplaner, så byggerierne kan blive sat i gang.
Her tegner der sig altså et stort flertal for planerne, mens de 17 medlemmer, som Enhedslisten og Alternativet (plus det løse i form af løsgængere og Niko Grünfeld fra Frie Grønne) kan mønstre, ser ud til at havne i mindretal.
Skal dække stor regning fra metrobyggeri
Københavns Kommunes motivation for at lade byudviklingsselskabet By & Havn bygge boliger sammen med private investorer på de grønne områder er, at kommunen skylder omkring 1,9 milliarder kroner for de seneste metrobyggerier.
Ved at frasælge grundene til boligbyggerier kan kommunen lappe det hul.
Oprindeligt var det planen, at der skulle bygges 2.500 boliger på den gamle strandeng på Amager Fælled over for Ørestaden. Men de planer mødte så meget folkelig modstand op til kommunalvalget i 2017, at politikerne valgte at skrotte dem.
I stedet besluttede et flertal på Rådhuset i efteråret 2018, at der skulle bygges tre andre steder i København for at skaffe pengene.
Her blev Vejlands Kvarter på Amager Fælled sammen Stejlepladsen i Sydhavnen og Selinevej på Kalvebod Fælled udvalgt til byudvikling.
Disse planer er dog også blevet mødt med folkelig modstand. Protestbevægelser er opstået, og kommunen har senest modtaget flere tusinde negative høringssvar fra borgere omkring byggerierne specielt på Amager Fælled og Stejlepladsen.