Frank Jensen hasteindkalder til krisemøde på rådhuset

Overborgmester vil overfor Fællesledelsen i Socialdemokratiet i København fortælle sin side af den seneste krænkelsessag.

Frank Jensen har siden fredag nægtet at udtale sig om den seneste krænkelsessag. Ingen medier har med held fået en kommentar ud af overborgmesteren. Også TV 2 Lorry har fået en venlig, men bestemt afvisning af Frank Jensens pressechef, Rikke Egelund. 

Men Frank Jensen vil ikke afvise sit eget parti og søndag har han besluttet at åbne munden og forholde sig til socialdemokraten, Maria Gudmes oplevelser.

quote Jeg vil gerne have Franks forklaring og høre, hvad han siger. Det har jeg ikke haft mulighed for endnu.

Carlo Søndergaard, Kredsformand for Socialdemokratiet i Indre By og Christianshavn

Frank Jensen vil forklare sig overfor Socialdemokratiet i København på et krisemøde, som han lørdag har hasteindkaldt til søndag, oplyser Carlo Søndergaard, der er kredsformand for Socialdemokratiet i Indre By og Christianshavn, til TV 2 Lorry.

- Det der er vigtigt for os, det er at få Franks forklaring på de ting, der har været i medierne og i særdeleshed sagen med Maria Gudme, siger Carlo Søndergaard til TV 2 Lorry.

Forholder sig til konsekvenser efter møde

Han fortæller, at mødet oprindeligt var planlagt til tirsdag, men nu er rykket til søndag klokken 18.30.

På mødet deltagere Fællesledelsen i Socialdemokratiet i København, som tæller kredsformændene, forretningsudvalget og borgerrepræsentationsgruppen.

- Det er en mulighed for at stille Frank nogle spørgsmål og sikre at uacceptabel adfærd ophører. Jeg vil gerne have Franks forklaring og høre, hvad han siger. Det har jeg ikke haft mulighed for endnu, siger Carlo Søndergaard.

Han ser dog gode takter i at Frank Jensen selv har indkaldt til mødet. Det signalerer en god måde at takle situationen på, mener han.

- Når mødet er ved at være til ende, så må vi jo forholde os til, hvad vi så fortager os ud fra hans forklaringer, siger Carlo Søndergaard.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik