Kontroversiel melding kort før deadline: Christiania vil oprette egen boligorganisation

Mandag aften forventes christianitterne på et fællesmøde at beslutte, at de vil stifte deres egen almene boligorganisation, fortæller talsperson til TV 2 Kosmopol. Men det kan være imod historisk aftale.

Det er med et dystert bagtæppe, at christianitterne på et fællesmøde mandag skal beslutte, om de vil stifte deres egen almene boligorganisation.

Uafhængigt af weekendens skyderi, hvor en 30-årig mand blev dræbt og fire andre blev såret, har beboere på Christiania fået en bunden opgave.

Der skal etableres 15.000 kvadratmeter almene boliger på fristaden, blev det i august aftalt i en historisk aftale mellem staten og Fonden Fristaden Christiania - og inden onsdag den 30. august skal Christianias arbejdsgruppe for boligorganisation og lokalplan have indgået en aftale med en almen boligorganisation om køb af grund og byggeret. 

Men kort før deadline melder talspersonen for arbejdsgruppen, Mette Prag, at det ikke er lykkedes. 

Ingen af de boligorganisationer, som arbejdsgruppen har rakt ud til, har ønsket at indgå en aftale, fortæller hun til TV 2 Kosmopol.

Men christianitterne har en løsning. Det vil nemlig stifte deres egen boligorganisation.

quote Vi stifter vores egen almene boligorganisation

Mette Prag, Christianias arbejdsgruppe for boligorganisation og lokalplan


- Der står i papirerne, at vi skal have indgået en aftale med en boligorganisation. Det når vi. Men det bliver ikke med en eksisterende boligorganisation. Vi stifter vores egen almene boligorganisation.

- Vi har talt med nogle af de største boligorganisationer. Og de har entydigt peget på, at den bedste løsning er, at Christiania stifter sin egen boligorganisation, forklarer Mette Prag.

Hvorfor har de afvist jer?

- Den kultur som Christiania kommer med, kan måske være udfordrende for dem. Deres kultur er måske ikke forenelige med den måde, vi gerne vil bygge boliger og drive denne her fristad, siger Mette Prag.

Skal først vedtages på fællesmødet

Forslaget om at stifte en almen boligorganisation skal først endeligt vedtages på et fællesmøde mandag aften.

Mette Prag erkender, at aftenens fællesmøde kan blive en udfordring for planerne om at stifte en selvejet almen boligorganisation.

- Det er et nåleøje at komme igennem.

Hun er dog fortrøstningsfuld, fordi tanken om stiftelsen ad flere omgange har været på dagsordenen ved tidligere fællesmøder. 

Derfor mener hun, at de kommentarer til planen, som hendes med-christianitter måtte have på sinde, allerede har været på bordet.

Talsperson: Håber vi når det

I aftalen med staten forpligter Christiania sig til at lave en aftale med en "etableret boligorganisation". Men indtil videre har fristaden ikke oprettet boligorganisationen.

Alligevel håber arbejdsgruppen, at manøvren vil blive godkendt af staten, som værende inden for rammerne af aftalen.

- Når vi stifter en boligorganisation, så er den "etableret". Desuden laver vi samtidig en samarbejdsaftale med KAB, fordi de kan hjælpe os med det almene og det juridiske, lyder det fra Mette Prag.

- Det er en valid konstruktion. Det er en valid vej at gå.

Og I forventer, at staten godkender?

- Jeg kan ikke se, hvorfor staten ikke skulle godkende dette her.

Christianias arbejdsgruppe for boligorganisation og lokalplan har ifølge Mette Prag informeret Ældreministeriet, som er det ministerium, der håndterer aftalen med Christiania, om planerne om at stifte egen boligorganisation.

Ældreminister Mette Kirkgaard (M) har ikke ønsket at kommentere Christianias boligorganisationsstiftelse i et interview med TV 2 Kosmopol.

KAB: Fin mulighed

Boligadministrationsselskabet KAB kan for nuværende ikke be- eller afkræfteover for TV 2 Kosmopol, at selskabet vil lave en samarbejdsaftale med Christiania, sådan som Mette Prag fortæller.

Men underdirektør i KAB, Sanne Kjær, anser det som en fin mulighed, at Christiania stifter sin egen boligorganisation.

quote Lad os drømme lidt sammen om, hvad det skal være for nogle bofællesskaber.

Mette Prag, Christianias arbejdsgruppe for boligorganisation og lokalplan

- Der er mange af de værdier, som er karakteristiske for den almene sektor, som ser ud til at kunne matche godt med det, som Christiania arbejder for.

Sanne Kjær nævner non-profit, beboerdemokrati, socialt ansvar og plads til forskellighed som eksempler.

Nye naboer

Der har i forbindelse med udviklingen af ideen om Christianias egen boligorganisation været spekulationer om, at det måske vil give christianitterne bedre mulighed for selv at bestemme, hvem der skulle flytte ind i de kommende boliger.

Som det er i dag, så kan man nemlig ikke bare uden videre flytte ind på Christiania. Først skal en bolig blive ledig. Så skal man sende en ansøgning, og derefter skal man i konkurrence med mange andre mulige beboere til en samtale om, hvordan man vil indgå og passe ind i fællesskabet. 

Typisk er man i konkurrence om boligen med mange, der har tætte relationer til fristaden, og derfor siges det ofte på Christiania, at man kun kan bolle sig vej ind i fællesskabet.

Men ifølge KAB skal christianitterne dog ikke forvente, at de bliver ene om at bestemme, hvem deres nye naboer bliver.

- Der er en massiv lovregulering af, hvordan sådanne ventelistesystemer fungerer. Blandt andet har kommunen anvisningsret til hver tredje ledige bolig, forklarer Sanne Kjær.

Christianitter vil selv kunne vælge

På Christiania håber man dog, at man med sin egen boligorganisation kan have en vis indflydelse på, hvem der skal flytte ind i de kommende boliger.

- En vigtig del for Christiania er at finde en model for, hvordan man flytter ind på Christiania. Hvis man skal have et bofællesskab til at virke, også selvom det er alment, så er det vigtigt, at der er nogle beboere, som har lyst til at være med i det, siger Mette Prag.

Håbet for arbejdsgruppen er, at Christiania kan indgå i en udviklingsproces sammen med mulige kommende beboere om at gøre de kommende boliger til bofællesskaber.

- Lad os drømme lidt sammen om, hvad det skal være for nogle bofællesskaber. Vi vil invitere allerede interesserede ind, så vi bygger og udvikler de her bofællesskaber sammen med nogen, der rent faktisk skal bo der.

Se indslaget fra Christiania herunder. 

Mandag aften skal christianitterne beslutte, om de vil stifte deres egen almen boligorganisation.




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik