Hele lørdagen har den danske presse forsøgt at få overborgmester Frank Jensen i tale omkring den seneste sag i rækken af krænkelsesepisoder.
Det har dog været ganske umuligt.
Men dagens mest omtalte mand, har nu valgt at sætte sig til tasterne - og dermed undgå journalisternes spørgsmål.
Jeg vil gerne give jer alle min uforbeholdne undskyldning.
- Jeg har indkaldt til møde i morgen på Rådhuset for mine partifæller i BR-gruppen, Socialdemokratiet i Københavns forretningsudvalg og kredsformænd for at få talt den aktuelle situation igennem. Som jeg også skrev i går, er jeg forfærdelig ked af den situation, jeg har skabt, skriver Socialdemokratiets næstformand og overborgmester og fortsætter:
- Jeg tager ansvaret fuldt og helt på mig. Og jeg vil gerne give jer alle min uforbeholdne undskyldning – dette gælder mine partifæller, men i særdeleshed de personer, som jeg med min adfærd har krænket. Efter mødet med mine partifæller vil jeg gerne tale med pressen, det skriver Københavns overborgmester, Frank Jensen på Facebook lørdag eftermiddag.