Tusindvis af fortvivlede borgere: Ny kedelig rekord i København

Københavns Kommune døjer med cykeltyverier - særlig el- og ladcykler bliver stjålet.

Cykelhjelmen er klikket, cykelnøglen er fundet frem og så - ingen cykel.

Låsen er klippet, og cyklen er væk.

Dette fortvivlende syn møder for tiden københavnere i massevis. Således blev 17.316 cykler ifølge nye tal fra Danmarks Statistik meldt stjålet i 2023.

Det er 10 år siden, at så mange cykler blev meldt stjålet i Købehavns Kommune, der også er den kommune i landet, hvor flest cykler bliver stjålet.

Det oplyser Forsikring & Pension i en pressemeddelelse.

Det er uholdbart for borgerne i København, at der bliver stjålet så mange cykler, mener Pia Holm Steffensen, der er underdirektør ved Forsikring & Pension.

- Jeg synes, det er rigtig trist, at vi ser en tiårs rekord i Københavnsområdet i forhold til, hvor mange cykler der er blevet stjålet.

- For københavnerne opfordres jo til at lade bilen stå og tage cyklen, men hvis man ikke kan have sin cykel i fred, er det jo helt utåleligt, siger hun.

(Artiklen fortsætter efter grafen.)

Derfor foreslår Forsikring & Pension et landsdækkende digitalt cykelregister, hvor man frivilligt kan lade sin cykel registrere. Registret skal blandt andet være med til at gennemskue, om en cykel, der er til salg, er stjålet.

Derudover kan et nyt stelnummer gøre det nemmere for politiet at finde stjålne cykler, lyder det.

- Det gælder om at gøre livet nemt for politiet og svært for cykeltyvene, siger Pia Holm Steffensen.

quote Jeg tror, vi har brug for noget lovgivning

Pia Holm Steffensen

Og hun henviser til, at regeringen i efteråret 2023 har foreslået at give politiet flere værktøjer til at fange cykeltyvene.

- Jeg tror, vi har brug for noget lovgivning, så vi får et digitalt cykelejerregister, som alle nye og gamle cykler kan blive registreret i, siger hun.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

København topper - succes i Ballerup og Høje-Taastrup

Danmarks Statistik har også opgjort antallet af stjålne cykler per 100.000 borgere. Også her topper København listen med 2.616 cykler stjålet per 100.000 indbyggere i 2023.

På kortet herunder kan du se, hvor mange cykler der blev meldt stjålet per 100.000 indbyggere i din kommune.

(Artiklen fortsætter efter kortet.)

Sammenligner man hovedstadsområdet med resten af landet, viser tallene fra Danmarks Statistik, at der fra 2022 til 2023 er sket en lille stigning i resten af landet, mens der i hovedstadsområdet er sket et lille fald.

Der er dog store forskelle i de forskellige kommuner. Mens Københavns, Albertslund og Glostrup Kommuner har oplevet en større stigning i antallet af stjålne cykler er der omvendt store fald at se i eksempelvis Ballerup og Høje-Taastrup Kommuner.

Går efter el- og ladcykler

Ifølge Københavns Kommune er det særligt el- og ladcykler, som tyvene går efter. Det fremgår af et svar fra Økonomiforvaltningen fra i mandags.

For det første kan politiet se en tydelig tendens i deres sager. Derudover er størrelsen på forsikringssummerne til cykelejerne steget. Ifølge Forsikring & Pension blev der i 2021 udbetalt 3.969 kroner, mens tallet var 6.195 kroner i 2022.

Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser derudover, at antallet af el- og ladcykler er vokset markant.

Det er Jakob Næsager (K), der har bedt Økonomiforvaltningen svare på, hvad man har gjort for at “begrænse organiserede cykeltyverier,” og hvad resultaterne af indsatserne har været.

Forvaltningen oplyser, at der i efteråret 2022 blev gennemført en kampagne mod cykeltyveri med særligt fokus på el- og ladcykler. Den kostede 225.000 kroner, som primært blev betalt af Københavns Kommune.

Kampagnen skulle oplyse ejere om at passe på deres cykler med følgende råd:

  • Brug altid stærke kvalitetslåse
  • Lås cyklens stel fast til noget, der ikke kan flyttes
  • Tag altid batteriet med, når du går fra cyklen.


Derudover har kommunen og politiet talt med borgere og uddelt materiale fysisk og på sociale medier.

“Der er ikke forsøgt opgjort en effekt af kampagnen på cykeltyveriet, da det ikke vurderes muligt at måle en direkte effekt af kampagnen på antallet af cykeltyverier.”

I Københavns Kommunes budget for 2024 vedtog aftalepartierne en såkaldt hensigtserklæring i forhold til cykeltyverier.

På den baggrund vil overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) og teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) invitere Københavns Politi, Forsikring & Pension, Cyklistforbundet, DSB, Metroselskabet og Det Kriminalpræventive Råd “til et rundbordsmøde om indsats mod organiseret cykeltyveri. Mødet forventes afholdt i marts 2024.”

Samarbejde med forsikringsselskaber og politi om at adressere cykeltyveri

"Cykel er et af de grønneste transportmidler. Mange tusinde københavnere får hvert år stjålet deres cykel, og Københavns Kommunes tryghedsundersøgelse viser år efter år, at cykeltyveri er den situation, som flest københavnere bekymrer sig om at blive udsat for i deres nabolag."

"Parterne er enige om, at Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen (Sikker By) skal søge et samarbejde med Københavns Politi og forsikringsbranchen om en styrket indsats mod cykeltyverier, og at et eventuelt behov for kommunal finansiering skal indgå i overførselssagen 2023-2024 eller budget 2025."


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik