Ulovligt marked skal omdannes til lovlig Roma Bazar

I cirka 10 år har romaer solgt varer under broen ved Nørrebro Station. Nu har en forening indledt dialog med romaerne, så markedet kan blive lovligt.

Du kender det med garanti, hvis du har været nær Nørrebro Station. 

Det lille, ulovlige marked under jernbanebroen tæt på Føtex, hvor især romaer sælger brugte varer som elektronik og tøj. 

Man kan købe alt fra brugt legetøj til tøj på markedet ved Nørrebro Station.
Man kan købe alt fra brugt legetøj til tøj på markedet ved Nørrebro Station.
Foto: Morten Spuhr/TV 2 Kosmopol

Mange har holdninger om markedet, der ofte bliver pakket hurtigt sammen, hvis politiet nærmer sig. 

Det fortæller Ronni Abergel, der er direktør og stifter af foreningen Menneskebiblioteket.

- Nu skaber det utryghed. Nu giver det uro, og det giver en masse affald.

Søndag inviterede Menneskebiblioteket til dialogmøde med romaerne på pladsen, hvor de sælger deres varer. 

Her viser Ronni Abergel fra Menneskebiblioteket et forslag til et fælles regelsæt for den nye Roma Bazar på Nørrebro.
Her viser Ronni Abergel fra Menneskebiblioteket et forslag til et fælles regelsæt for den nye Roma Bazar på Nørrebro.
Foto: Morten Spuhr/TV 2 Kosmopol

Målet er i fællesskab at omdanne det ulovlige marked til en ny Roma Bazar med ordentlige forhold, hvor varerne ikke ligger på brostenene. 

Derfor har folkene bag Menneskebiblioteket rakt ud til både Føtex og nærpolitiet, der ifølge Ronni Abergel er positive over for idéen.

Tyvekoster forbudt

Den indebærer i første omgang, at romaerne skal sige ja til et fælles regelsæt for en ny Roma Bazar i området. 

Regler, der blandt andet betyder, at det ikke er tilladt at sælge eller medbringe tyvekoster. At varerne skal op på borde, der bliver forsynet med sælgernes fornavne. Og at man skal hjælpe med at rydde op og holde området rent.

Flere af romaerne på markedet er kommet hertil fra Rumænien.
Flere af romaerne på markedet er kommet hertil fra Rumænien.
Foto: Morten Spuhr/TV 2 Kosmopol

Til dialogmødet talte TV 2 Kosmopol også med Admir Ismanovski. Han er oprindelig fra Makedonien og taler romani, men han er opvokset på Nørrebro. 

Nu er han rådgiver i menneskerettigheder og diskrimination og arbejder for International Romani Union.

- De vil gerne være med. De vil gerne prøve det her pilotprojekt, siger Admir Ismanovski efter at have talt med gruppen af romaer, der er kommet til Danmark fra Rumænien.

Politisk støtte

Foreningen Menneskebiblioteket vil sammen med Roma Foreningen arbejde for at fremme mangfoldigheden og inklusionen af udsatte grupper som romaerne. 

Derfor vil de søge om en tilladelse til Roma Bazaren i en forsøgsperiode.

Står det til SF på Københavns Rådhus, er det en god idé med sådan en tilladelse.

- Det vil jeg gerne. Vi har jo en almindelig søgning på loppemarkeder. Og der har jeg også forhørt mig. Og der er de åbne overfor det her. Vi må prøve noget nyt, når vi skal løse de her konflikter, der opstår i byen, siger Klaus Mygind, der er medlem af Borgerrepræsentationen


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik