Medarbejdere hjemsendt for at tjekke 13-årigs patientjournal

Medarbejdere i Region Hovedstaden og Region Sjælland har kigget i 13-årigs patientjournal. De er nu hjemsendt.

Et antal medarbejdere i Region Hovedstaden og Region Sjælland er hjemsendt, fordi de har været inde i patientjournalen tilhørende den 13-årige pige, der i weekenden ifølge politiet var udsat for alvorlige overgreb på Vestsjælland.

Det oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Medarbejderne er hjemsendt, mens det undersøges, om der har været faglig årsag til opslagene i den 13-åriges journal hen over weekenden.

quote Jeg bliver virkelig både rystet og ulykkelig over, hvis der er nogle af vores medarbejdere, der ikke har kunne styre deres nysgerrighed

Rasmus Møgelvang, hospitalsdirektør

Hospitalsdirektør Rasmus Møgelvang fra Rigshospitalet har undskyldt over for pigens mor og understreget, at han og ledelsen i de to regioner ser med dybeste alvor på denne sag.

- Vi har alle været dybt berørt over den her sag, men jeg bliver virkelig både rystet og ulykkelig over, hvis der er nogle af vores medarbejdere, der ikke har kunne styre deres nysgerrighed og har snaget i en journal, der ikke bare handler om et barn, men et barn, der har været udsat for en forfærdelig forbrydelse. Det er i mine øjne skærpende omstændigheder, siger Rasmus Møgelvang i pressemeddelesen.

Politianmeldelser overvejes

Sagen er anmeldt til både Datastyrelsen og Styrelsen for Patientklager. Hospitalsdirektøren vil ikke udtale sig om de ansættelsesretlige konsekvenser, men siger at afskedigelse kan være i spil.

- Samtidig vurderes det i hver enkelt tilfælde, om der skal ske politianmeldelse af den enkelte medarbejder, siger Rasmus Møgelvang.

Efter en politieftersøgning blev pigen fundet søndag og i ambulance bragt ind til undersøgelser på Rigshospitalet.

De to regioner vil grundigt evaluere sagen, om der er behov for at justere i regionens kontroller med patienternes sundhedsoplysninger.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik