Psykiater glæder sig over stigning i ADHD: 28-årige Mie har haft diagnosen hele livet uden at vide det

Særligt andelen af kvinder i 20'erne der får ADHD-medicin, er steget de seneste ti år, og det glæder speciallæge i ADHD Charlotte Jokumsen.

Artiklen er først udgivet den 19. maj 2023, men vi synes fortsat, at den er læseværdig. Derfor har vi valgt at genudgive den. God fornøjelse.

- Det er meget nyt for mig stadig.

Sådan lyder det fra 28-årige Mie Nymann Blitskov, der for et halvt år siden fik stillet diagnosen ADHD.

Hun havde ikke forinden forestillet sig, at hun en dag skulle få stillet netop den diagnose, men efter hun både havde haft angst og stress af flere omgange, så mente hendes psykolog, at hun skulle udredes.

- Hun nævnte det bare som en tanke, og så tog jeg en nogle tests og læste meget om det, og pludselig gav det hele mening, fortæller hun.

I en alder af 28 år har Mie Nymann Blitskov allerede prøvet at gå ned med stress tre gange. Hun har oplevet, at folk omkring hende ikke har kunne sætte sig ind i hendes følelser, og hun har oplevet at føle sig utilstrækkelig flere gange.

quote Ro og struktur kan jeg ikke selv finde ud af at skabe. Det hjælper medicinen på

Mie Nymann Blitskov, Frederiksberg


- Jeg har ofte tænkt, at jeg ikke kan passe ind i et normalt liv. Jeg har tænkt, hvordan kan andre passe deres fuldtidsarbejde og studie, når jeg ikke kan, fortæller hun om sit liv med ADHD og fortsætter:

- Det er eksempelvis fuldstændigt uoverskueligt for mig at vaske tøj, fordi der er fire processer i det. Jeg overtænker alle processer så meget, at jeg giver op, før jeg overhovedet er kommet i gang, fordi jeg er blevet så træt allerede.

Derfor har det betydet meget for hende at få stillet diagnosen ADHD, så hun bedre kan sætte sig ind i, hvorfor hun sommetider har haft det svært ved de ting, som virker så let for andre omkring hende.

- I retroperspektiv kan jeg tilgive mig selv for ikke altid at passe ind i de rammer, der er blevet sat, siger hun.

I dag får hun hjælp i form af blandt andet ADHD-medicin, og det gør en stor forskel for hende.

- Det betyder sindssygt meget. Ro og struktur, som jeg har allermest brug for, kan jeg ikke selv finde ud af at skabe. Det hjælper medicinen på, og det gør det nemmere at være menneske, fortæller hun.

Flere kvinder får ADHD-medicin

Med den nyligt stillede diagnose og modtagelsen af ADHD-medicin er hun samtidig en del af en bredere tendens blandt kvinder i hendes aldersgruppe.

Tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at andelen af yngre kvinder, der får ADHD-medicin er steget de seneste ti år. Her findes den største stigning netop blandt kvinder i aldersgruppen 20 til 29 år.

quote Jeg har ofte tænkt, at jeg ikke kan passe ind i et normalt liv.

Mie Nymann Blitskov, Frederiksberg

Fra 2011 til 2021 er andelen i aldersgruppen nemlig steget fra 2.600 personer i 2011 til 8.500 i 2021.

Generelt er kvinder under 30 år ved at indhente mængden af mænd under 30 år, der modtager ADHD-medicin. 

Fra 2011 til 2021 er antallet af kvinder under 30 år, der modtager ADHD-medicin nemlig mere end fordoblet fra 0,73 procent i 2011 til 1,7 procent i 2021.

(Artiklen fortsætter efter grafen.)

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tallene glæder speciallæge

Selvom det kan tolkes som om flere i dag lider under ADHD-diagnoser, så gør tallene derimod psykiater og speciallæge i ADHD, Charlotte Jokumsen, lykkelig. 

Hun har netop skrevet en bog om kvinders liv med ADHD, og hun mener, at tallene er et tegn på, at vi er blevet bedre til at identificere diagnosen.

- Jeg glæder mig sådan over det. Det viser, at der er et større fokus på det, og at vi opfanger mange flere, end vi har gjort tidligere, siger hun til TV2 Kosmopol.

Hun pointerer nemlig, at man i dag regner med at cirka 3 til 4 procent af voksne i Danmark har ADHD.

Derfor er det opløftende for hende at se, at flere i dag bliver medicineret for det.

- Naturligvis er det ikke alle, der skal medicineres for ADHD, men tallene betyder, at vi er bedre til at identificere det, siger Charlotte Jokumsen og tilføjer:

- Det kræver meget mere af os, at passe ind i dagens samfund, og derfor har flere også brug for medicin til at klare det.

Kan tallene skyldes, at det er lettere at få en diagnose i dag?

- Diagnoser er ikke bare noget, som vi spytter ud. Det er ikke nemt bare lige at give en diagnose. Vi udreder på den samme måde, som vi også gjorde for ti år siden, så den køber jeg ikke, svarer hun og pointerer vigtigheden i at opspore diagnosen så tidligt som muligt.

- Vi skal have fundet og hjulpet folk med ADHD allerede fra barndommen. Det er vigtigt, at hjælpe dem, så de ikke begynder at lide under det, siger hun.

quote Det viser, at der er et større fokus på det, og at vi opfanger mange flere, end vi har gjort tidligere.

Charlotte Jokumsen, psykiater & speciallæge i ADHD

Spørg Os - Formular

_

"Måske var jeg ikke gået ned med stress tre gange"

Vigtigheden af tidlig opsporing er noget, som Mie Nymann Blitskov kan skrive under på. I dag funderer hun blandt over, om en tidligere stillet diagnose havde skånet hende i hendes voksen- og ungdomsliv.

- Jeg har haft mange følelser og tanker, som andre ikke har kunnet sætte sig ind i. Måske havde det betydet, at jeg ikke var gået ned med stress tre gange, siger hun.

Da hun først har fået stillet diagnosen i hendes voksenliv, har hun lært sig selv at gemme tegnene på ADHD væk fra andre.

- Man lærer nogle koder, så det ikke kommer til udtryk på samme måde, fortæller hun.

Kvinder diagnosticeres senere i livet

Og lige netop her skiller Mie Nymann Blitskov sig ikke meget ud fra andre kvinder med ADHD, fortæller Charlotte Jokumsen.

Ifølge hende er kvinder nemlig meget bedre til at skjule symptomerne på ADHD.

- Kvinder er gode til at maskere symptomer, og derfor bliver deres diagnoser typisk sporet senere i livet. De er pligtopfyldende og gør tingene ordentligt, siger hun og sætter fokus på vigtigheden i at stille en diagnose tidligere i kvinders liv:

- Kvinder hænger typisk i med neglene for at klare sig, og på et tidspunkt så går den ikke længere. Dem skal vi have hjulpet, så de ikke når så langt ud.

ADHD-power

I dag er Mie Nymann Blitskov efterskolelærer og ADHD'en tager hun med sig på arbejdet. Hun har lært, at tackle de stressede situationer bedre, og hun understreger, at der også er mange positive aspekter i sin diagnose.

- Man kan virkelig få noget power ud af ADHD. Jeg er kreativ og idérig og jeg er fyldt med så meget empati, fordi jeg har let ved at føle folks energie og humør. Det er gode kvaliteter, synes jeg, fortæller hun og tilføjer:

- Man er også utrolig god til at handle på idéer. Men så er det måske ikke lige alt, som man får afsluttet, siger hun med et grin.

quote I retroperspektiv kan jeg tilgive mig selv for ikke altid at passe ind i de rammer, der er blevet sat

Mie Nymann Blitskov, Frederiksberg

Fremover håber hun, at folk lærer meget mere om diagnosen, og de stereotyper som der kan være om ADHD bliver nedbrudt.

- Man skal være bevidst om, at der er nogen, der går rundt med ADHD, og dem skal vi skabe et bedre uddannelses- og arbejdsliv for, siger hun og slår fast:

- Det er ikke skamfuldt at snakke om ADHD, og det er heller ikke skamfuldt at spørge ind til det.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik