Stormen Otto rammer fredag - beredskaberne har en opfordring til alle borgere

Stormen Otto rammer Danmark fredag eftermiddag. De danske beredskaber er lige nu i gang med forberedelserne, og de har en opfordring til danskerne, inden Otto suser i land.

Stormen Otto ventes at ramme hele landet fredag og lørdag. 

Det kan blive den kraftigste storm, der har ramt Danmark i over seks år, skriver TV 2.

- Skulle middelvinden nå over 28,1 meter per sekund, så vil Otto overgå de to vinterstorme Malik og Nora i 2022. I så fald har Otto potentiale til at blive den kraftigste storm i mere end seks år, og den kraftigste siden den stærke storm Urd ramte Danmark 2. juledag 2016. 

Her i hovedstadsområdet tager vinden til fra klokken 15.

- Fra eftermiddagstid begynder det at spidse til. Klokken 16 bliver vinden mere udbredt i hele regionen, hvor der er risiko for vindstød af stormstyrke, siger Lone Seir, som er vagthavende meteorolog hos TV 2 Vejret. 

Stormen tager mest fat ved nordkysten. 

- Klokken 18 ryger vi op i en middelvind, som kan blive af stormstyrke på nordkysten. Her vil der være risiko for vindstød af orkanstyrke, forklarer meteorologen.  

Stormen topper ved midnat, og herfra aftager vinden langsomt over natten til lørdag. Der vil være vindstød af stormstyrke frem til sidst på natten, men lørdag morgen er det overstået, som det ser ud torsdag middag. 

Få vindstød kan være ødelæggende

Selvom middelvinden bliver stærkest ved nordkysten, er der dog grund til at være opmærksom i resten af regionen også.

- De kraftige vindstød giver de største udfordringer. Selvom man ikke får middelvind af stormstyrke, så kan få vindstød af stormstyrke være dem, der er ødelæggende, forklarer Lone Seir. 

Netop ødelæggelser er det, man forbereder sig på hos landets beredskaber lige nu. 

- Vi gør det, vi plejer, for vi har jo prøvet det før. Vi gør os klar til at fjerne væltede træer og dæmme op for vand, der rammer kritisk infrastruktur eller andet væsentlig infrastruktur, siger Bjarne Nigaard, som er sekretariatschef hos Danske Beredskaber. 

Derudover tjekker beredskaberne op på lagrene og sikrer sig, at det hele ligger klar til brug - for eksempel motorsave og watertubes. 

I Gribskov Kommune, hvor stormen forventes at blive værst, er beredskabet ligeledes i - ja - beredskab.

- Vi følger vejrudsigterne, og når vi er mere sikre på, hvordan stormen arter sig, tager vi en beslutning om, hvorvidt vi for eksempel skal lægge sandsække ud. Derudover sikrer vi os, at der er brændstof på bilerne, at motorsave og skærebukser er klar, og at vi har ekstra medarbejdere at stille med, hvis der er behov for det, siger beredskabschef hos Gribskov Beredskab, Jesper Ingeman-Petersen.

Gør huset klar 

Danske Beredskaber vil opfordre alle borgere til at tage nogle forholdsregler, alt efter hvor og hvordan man bor.

Bor man i et hus, er det en god idé at investere lidt tid i at gøre det klar til storm. Her bør man tjekke, at alle vinduer og døre er lukket - også tagvinduer, i havestuen, skuret eller drivhuset.

Samtidig er det en god idé at fjerne alle løse genstande eller binde dem fast. Det kan for eksempel være havemøbler, parasoller, trampoliner, grill eller krukker.

- Fjern også større, knækkede grene fra haven. Ved storm kan de smadre vinduer i huset. Fastgør eventuelt løse tagplader og tagsten på taget. De er nemlig til fare for omgivelserne under storm, og så er det også træls, hvis man får vand ind i huset gennem et utæt tag, siger sekretariatschef hos Danske Beredskaber Bjarne Nigaard.

Bor man lavt og i et kystnært område, særligt mod nordvestvendte kyster, så er det også en god idé at gøre sit hus klar til en eventuel oversvømmelse. 

- Det kan man gøre ved at afblænde ventilationshuller i ydervægge og andre udsatte åbninger, have sandsække parat og lægge dyrebare ejendele i plastbokse eller flytte dem fra kælderen, siger Bjarne Nigaard.

Har man ikke selv sandsække, kan man kontakte sit lokale beredskab for at få dem udleveret eller få information om, hvor de kan anskaffes.

Opfordring til alle borgere 

Selvom man ikke umiddelbart er i farezonen, så er det alligevel en god idé at forberede sig på stormen. Derfor vil Danske Beredskaber opfordre alle borgere til at gøre følgende:

  • Følg med i meldinger fra myndigheder. Hold øje med vejrudsigten og tjek løbende myndighedernes udmeldinger i pressen, på hjemmesider og på sociale medier. 
  • Pas på, hvis du skal udenfor. Hvis myndighederne fraråder unødig færdsel udendørs, bør du rette dig efter dette.
  • Lad telefonen op på forhånd. Storm kan medføre strømsvigt, derfor er det ligeledes en god idé at have en opladet powerbank ved hånden, så du kan klare dig et stykke tid uden adgang til strøm. 
  • Hjælp dine naboer med at stormsikre. Det kan være de ikke er hjemme eller har svært ved at stormsikre selv.

- Det kan vise sig ikke at være nødvendigt, men for en sikkerheds skyld, så er det en god idé at have forberedt sig, siger Bjarne Nigaard.

Vejdirektoratet opfordrer ligeledes til, at man er ekstra opmærksom, hvis man tager bilen fredag.  

- Husk at være ekstra opmærksom på væltede træer i skovområder, pludselig riv i rattet, når du kører over en bro og fra områder med læ ud i åbne områder, samt væltede skilte og vejarbejdsmateriel, skriver Vejdirektoratet på Twitter. 

Samtidig anbefaler Vejdirektoratet at tage en tur med traileren torsdag fremfor i morgen fredag, hvis man skal en tur på lossepladsen eller afsted med et flyttelæs. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik