Hans undrer sig: Hvordan kan brændeovne være tilladt i byerne?

Det kan virke sært, at der er mindre regulering af vores brændovne end af vores biler, når brændeovnene udleder flere partikler end den samlede bilpark.

Svaret Kort

  • Brændeovne i et villakvarter kan udlede flere partikler end biler på H.C. Andersens Boulevard i myldretiden

  • Der er ingen videnskabelig dokumentation af, hvor skadelige partikler fra brændeovne er

  • Fire kommuner i hovestadsområdet behandler lige nu et forbud mod brændeovne fra før 2008

Når Hans Hansen åbner et vindue på villavejen i Kastrup, må han alt for ofte skynde sig at lukke det igen:

- Jeg bor i et område hvor der er mange brændeovne. Nogle gange kan vi næsten ikke lufte ud, for luften udenfor stinker, fortæller han TV 2 Kosmopol.

Ud over det skøre i, at man ikke kan lufte ud på sin egen matrikel, er Hans Hansen heller ikke tryg ved den sure røg:

- Jeg har har læst, at brændeovne udleder flere partikler end biltrafikken gør, og så det burde være en let frugt at plukke ned at forbyde brændeovne i bymæssig bebyggelse. Selvom jeg tror, det vil være upopulært at gøre noget ved det, erkender han.

Hans Hansen har prøvet at tale med sine naboer i villakvarteret og lagt et link om, hvordan man minimerer røgen, op i ejerforeningens gruppe på facebook. Uden at det har gjort nogen forskel. 

Derfor har kan skrevet til TV 2 Kosmopol gennem Spørg Os

- Hvorfor er brændeovne i bymæssig bebyggelse så fredet, når nu de udleder endnu flere partikler i luften, end den samlede biltrafik?, spørger han.

Det undersøger vi her!

(Artiklen fortsætter under boksen)

Sådan tænder du op med minimal røg

Mange af os har lært at tænde op med gamle aviser, så små pinde og brændestykker øverst.
Forkert.

Tænd i stedet for op sådan her for mindst mulig røgudvikling:

  • De største stykker brænde skal ligge nederst

  • De mindre brændestykker ovenpå

  • Øverst lægger du et par optændingsposer

  • Åbn helt for luftspjældet, inden du tænder op

  • Sæt ild til optændingsposerne

  • Når ilden har godt fat i træet, kan du skrue ned for lufttilførslen

Kilde: Bolius

Brændeovne vs biler

Det lyder voldsomt, at vores brændeovne skulle udlede flere partikler end vores biler. Så vi opsøger Tue Patursson, der er fagekspert i indeklima hos videnscenteret Bolius. Og for øvrigt selv indehaver af en brændeovn.

Han fortæller, at 70 procent af den luftforurening, vi har i Danmark, kommer fra udlandet. 

- Men af den del, der er tilbage, stammer 60 -70 procent faktisk fra brændeovne. Laver man målinger på enkelte villaveje, hvor der er brændeovne i området, er der flere partikler i luften, end hvis man står på H .C. Andersens Boulevard midt i København i myldretiden. 

Så det kan give rigtig mange partikler, når der bliver fyret op i brændeovnene, siger Tue Tue Patursson.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Tue Patursson er ekspert i indeklima og ved, at levende ild skaber partikler. Til gengæld kan du følge hans simple råd til god optænding højere oppe i artiklen.
Tue Patursson er ekspert i indeklima og ved, at levende ild skaber partikler. Til gengæld kan du følge hans simple råd til god optænding højere oppe i artiklen.
Foto: Morten Raarup/TV 2 Kosmopol

Betydningen af partiklerne

Videnskabeligt er det svært at dokumenter hvor skadelige partiklerne fra brændeovne er i forhold til andre partikelforurenere.

- Det kan næsten ikke undgås det her er sundhedsskadeligt. Partiklerne ligner så meget dieselpartikler, og dieselpartikler ved man godt er skadelige, siger Tue Patursson fra Bolius.

(Artiklen fortsætter under boksen)

Spørg Os - Afstemning

_

Lars Gunnarsen har brugt det meste af sit arbejdsliv på at forske i betydningen af partikler for vores sundhed, blandt andet som professor ved Aalborg Universitet. I dag er han selvstændig indeklimarådgiver.

- Partikelforurening er den suverænt den største synder i forhold til danskernes sundhed. Der er 3.900 danskere, der hvert år dør tidlig af især hjerte-karsygdomme på grund af udefrakommende partikler, siger Lars Gunnarsen.

Mens der typisk er stor politisk bevågenhed på at holde trafik væk fra tætbeboede områder, er der ikke det samme fokus på brændeovnene.

- Brændeovne er jo særligt slemme, fordi det er der, hvor vi bor. Så der er jo mange danskere der bliver udsat for brænderøg, siger Lars Gunnarsen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Lars Gunnarsen er ekspert i partikelforurening og mener, at brændeovne er belastende i tæt befolkede områder, fordi de udleder partikler der, hvor vi bor.
Lars Gunnarsen er ekspert i partikelforurening og mener, at brændeovne er belastende i tæt befolkede områder, fordi de udleder partikler der, hvor vi bor.
Foto: Morten Raarup/TV 2 Kosmopol

Kommunernes nye mulighed

Der er lovgivning om, hvor meget brændeovne må svine, både i Miljøbeskyttelsesloven og i Brændeovnsbekendtgørelsen. Men kravene til for eksempel dieselbiler er langt strengere end til brændeovne. 

I sommers fik kommunerne som noget nyt lov til at forbyde brændeovne, som er fremstillet før 2008. 

- Gamle brændeovne forurener 3 -5 gange mere end nye brændeovne. Eller 80 procent mere, er der også tal, der siger. Så der er en god grund til, at der bliver skiftet ud i brændeovne, siger Tue Patursson fra Bolius.

Vi har spurgt kommunerne i hovedstadsområdet, om de har benyttet sig af den nye mulighed. 

(Artiklen fortsætter under illustrationen)

De fire øverste kommuner i oversigten er i gang med at behandle et forbud mod gamle brændeovne. Ishøj er i gang med at undersøge, om der overhoved er et problem.
De fire øverste kommuner i oversigten er i gang med at behandle et forbud mod gamle brændeovne. Ishøj er i gang med at undersøge, om der overhoved er et problem.
Foto: Morten Raarup/TV 2 Kosmopol

Svaret fra kommunerne

Langt størstedelen af hovedstadsområdets 34 kommuner ønsker ikke at forbyde gamle brændeovne.

20 kommuner har svaret, at de ikke har nogen aktuelle planer om at indfører forbud

Kun fire kommuner - København, Frederiksberg, Roskilde og Rudersdal - er ved at behandle et forbud. Ishøj kommune er i gang med at undersøge omfanget af ældre brændeovne i kommunen.

De resterende ni kommuner har ikke svaret på TV 2 Kosmopols undersøgelse.

(Artiklen fortsætter under boksen)

Tjek din brændeovn, når du køber bolig

En gammel brændeovn forurener op til fem gange så meget som en moderne ovn. Jo mere moderne en model, jo bedre er det for miljøet og for din sundhed.

Boligkøbere har siden august 2021 været forpligtede til at oplyse, om der står en brændeovn eller en pejseindsats i den bolig, de har købt.

Det blev samtidig lovpligtigt at skifte eller skrotte brændeovnen eller pejseindsatsen, hvis ovnen er produceret før 2003.

Kilde: Brændefyringsportalen.dk

Hvad siger Folketinget?

Hvis der skal skrappere regler for brændeovne, som vores spørger Hans Hansen ønsker, skal de komme fra Christiansborg.

Men er der politiks vilje til stramninger i folks egne hjem?

Ja, hvis du spørger Carl Valentin, der er miljøordfører for SF, valgt i Københavns Storkreds:

- Vi skal have strammere lovgivning til brændeovnene, vi skal bruge filtre i højere grad, og så synes jeg også, at man lokalt skal have mulighed for at forbyde brændeovne, især i tætbefolket områder. Det er der, det er vigtigt. 

Hvis man har et sommerhus, der ligger meget isoleret fra alle mulige andre mennesker, så har det ikke helt så store konsekvenser, siger Carl Valentin (SF)

Alexander Ryle er miljøordfører for Liberal Alliance, også valgt i Københavns Storkreds. Han vil hellere gøre det lettere og billigere at tilslutte sig en kollektiv varmeforsyning, så man slet ikke behøver en brændeovn:

- Vi vil ikke gå ud og sige, at vi nationalt skal indføre et forbud, for behovet er ikke lige stort i hele landet, siger Alexander Ryle (LA).

(Artiklen fortsætter under billedet)

Der var lystig ild i pejsen på Christiansborg, da vi tog derind for at stille Hans Hansens spørgsmål til vores politikere. Helt uden partikler, da pejsehyggen er ren video.
Der var lystig ild i pejsen på Christiansborg, da vi tog derind for at stille Hans Hansens spørgsmål til vores politikere. Helt uden partikler, da pejsehyggen er ren video.
Foto: Morten Raarup/TV 2 Kosmopol

Anne Paulin er miljøordfører for regeringspartiet Socialdemokratiet. Hun mener, at kommunerne lige skal have en chance for at bruge lovgivningen fra i sommers:

- Vi har bestemt ikke udelukket, at vi skal kigge endnu mere på brændeovnene, og vi har netop givet kommunerne nogle muligheder for, at de også kan gå ind og sætte nogle regler og få flere af de her brændeovne skiftet ud.

Det er vigtigt, at vi får luftforureningen bragt ned i Danmark. Der er stadigvæk for mange, der dør og bliver syge af luftforurening, siger Anne Paulin (S)

Et ømtåligt emne

Vi har som menneske-art elsket at samles rundt om levende ild fra det øjeblik, vi fandt ud af at lave den. Så når Hans Hansen spørger, hvorfor brændeovne i byerne er fredede, handler det meget om respekten for det. 

Er det lidt politisk betændt at lovgive om brandovne?

- Ja, det er det. Jeg har mødt masser af modstand på det. Jeg vil sige, at der er også mange, der synes, at det skal reguleres, når de hører om, hvor store konsekvenserne er, siger Carl Valentin fra SF

- Men jeg er også selv vokset op med brændeovn. Jeg har da også siddet foran pejsen med hunden og hygget. Det er bare så dejligt at sidde foran en brændeovn. Så jeg kan godt forstå, at der er mange, der har et ønske om at bevare den.

Jeg tror også bare, at man må sige ærligt, at det ikke er en bæredygtig og miljørigtig måde at holde varmen på i større byer. Det er det simpelthen ikke, fordi konsekvenserne i forhold til luftforurening er så store, siger Carl Valentin (SF)

Alexander Ryle fra Liberal Alliance opfordrer til, at ejerne af brændeovne i byerne tænker mere på naboerne:

- Jeg synes også, at det er vigtigt med hygge, og vi skal også passe på med at gå ind og forbyde alting. Der er rigtigt mange ting, der er usundt, og vi skal jo ikke forbyde alt, men vi er nødt til at tage det her mere seriøst, end vi har gjort tidligere.

For den hygge, man får, påvirker jo også naboerne. Og der synes jeg, at det er et meget sundt, liberalt princip, at man prøver at begrænse de negative konsekvenser, ens adfærd forsager, siger Alexander Ryle (LA)

Anne Paulin fra Socialdemokratiet er egentlig ret fortrøstningsfuld:

- Ja, der er mange holdninger til det her spørgsmål, men der også er en ret stor forskel på de gamle brændeovne, som udleder meget partikelforurening, og nogle af de nyere, som er blevet meget bedre og sikrere i forhold til luftforurening. Så det er også noget med at få de her gamle ovne skrottet, siger Anne Paulin (S).

(Artiklen fortsætter under billedet)

Tænd op på denne måde med helt tørt træ, nul papir og de største brændestykker nederst.
Tænd op på denne måde med helt tørt træ, nul papir og de største brændestykker nederst.
Foto: Morten Raarup/TV 2 Kosmopol

Hvad kan vi selv gøre?

Heldigvis er der meget, vi selv kan gøre for at hygge hensynsfuldt. For måden vi bruger brændeovnen på, er afgørende for hvor mange partikler der udledes. Først og fremmeste skal brændet være tørt. 

- Vi skal under 18 procents fugtighed i træet. Det nemmeste, hvis man er ude og har købt noget brænde, er, at man skal være sikker på, at det har ligget i et år. Gerne to år, så er man ret sikker.

Hvis man tager brændet ind dagen før, man skal bruge det, kan man være sikker på, at det ikke har lidt ekstra overfladefugt på sig, siger Tue Patursson fra Bolius.

Han anbefaler ejere af brændeovne at købe en fugtmåler, der gør det let at vide, om brændet er klar til at lyse op uden de store gener for en selv og andre. En fugtmåler behøver ikke at koste mere end 150 kr. 

Ikke imponeret

Hans Hansen, som stillede spørgsmålet, forstår glæden ved bål i hjemmet, men synes stadig ikke det er hensigtsmæssigt i kvarter som hans:

- Levende ild er noget, vi er vant til. Jeg synes selv, det er hyggeligt. Men det duer ikke i et villakvarter, når dunsten er er ulideligt, og man må opgive at lufte ud, fordi luften udenfor lugter af sur brændeovn, siger Hans Hansen.

Når politikerne på Christiansborg ikke vil lovgive yderligere, kunne han godt tænke sig, at flere kommuner brugte den nye mulighed for at regulere de private brændeovne:

- Jeg synes, det er ringe, at så få kommuner kræver, at folk skal bruge nye ovne og fyre med ordentligt brænde. Når man går ned gennem et villakvarter, der oser af sur røg, kan ingen være i tvivl, om folk har en gammel ovn eller fyrer med alt muligt, siger Hans Hansen.

Bedre vejledning til hjemmene

Han opfordrer kommunerne til, at de i det mindste kunne uddanne brændeovnsejerne bedre:

- De kunne give bedre vejledning gennem skorstensfejerne om, hvad man må brænde af, og hvordan man tænder op. Jeg kender folk, som har brændeovn, men hvor jeg ikke kan lugte noget hverken inden- eller udenfor, og hvor det ikke oser som i mit nabolag. Så det kan lade sig gøre, siger Hans Hansen.

Tak til Hans for spørgsmålet!

Hvis du også undrer dig over noget, som vi kan undersøge journalistisk, så skriv dit spørgsmål i boksen nedenunder:


Spørg Os - Formular

_

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik