John undrer sig: Hvad sker der med de gamle, forurenende busser?

Stribevis af diesel-busser erstattes i disse år af el-busser for en mere grøn offentlig transport. Men hvad sker der med de udfasede busser? Kører de bare videre andre steder? Eller havner de til ophug? Det har I bedt os undersøge.

Svaret Kort

  • En udfaset diesel-bus fra hovedstadsområdet vil typisk være godt brugt

  • Nogle diesel-busser kan sælges videre

  • Hovedparten ender som skrot - men har et liv bagefter

John Søren Jensen fra Tårnby har lagt mærke til, at hans kommune er danmarksmester i omstilling til grønne buslinjer: Seks ud af ti busser på kommunens veje er el-busser. 

Den store udskiftning har fået John Søren Jensen til at tænke på, hvad der egentlig sker med de sorte dieselbusser, når de bliver taget ud af drift. Det har han bedt os på TV 2 Kosmopol om at undersøge gennem Spørg Os:

- Jeg mener, at det er vigtigt at få besvaret, om vi bare eksporterer vores skidtermøg ved at sende de gamle dieselbusser ud i verden, når vi laver en grøn omstilling herhjemme, forklarer John Søren Jensen.

TV 2 Kosmopol følger i bussernes sidste hjulspor for at lære deres skæbne at kende.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Spørg Os busser bus elbusser grøn omstilling
John Søren Jensen er bekymret for, om busserne bliver eksporteret, udstødningen så alligevel ryger op i atmosfæren.
Foto: Tobias Tystrup - TV 2 Kosmopol

Godt brugte busser

Keolis i Glostrup er en af landets største busoperatører. Firmaet driver omkring 150 buslinjer i hovedstadsområdet for trafikselskabet Movia og 450 ruter på landsplan og har stor erfaring med udskiftning af busser:

- En gammel dieselbus har kørt helt op til 1,5 millioner kilometer, så den har ikke meget værdi, når den er færdig med at køre passager rundt i København, fortæller Peter Lanng, der er direktør i Keolis.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Ugens vinderspørgsmål

• 2.157 personer stemte, da John Søren Jensens spørgsmål var til afstemning
• 46% eller 1.003 personer afgjorde, at det var hans spørgsmål, vi skulle undersøge
• Du kan selv stemme på ugens spørgsmål her i artiklen

Hvad sker der så med den?

- Jamen, så bliver den solgt til skrot. Forstået på den måde, at vi sælger den til en ophugger, som sørger for at dele den i alle de fragmenter, en bus kan deles i, som så bliver genbrugt som plastik, metal, glas og hvad en bus ellers består af, uddyber direktøren.

Busselskabet Movia bekræfter overfor TV 2 Kosmopol, at langt de fleste af dieselbusserne i hovedstadsområdet bliver afhændet på samme måde. Altså skrottet og genanvendt i løsdele. Enkelte bliver dog solgt videre f.eks til Østeuropa.

(Artiklen fortsætter efter afstemningen.)

Spørg Os - Afstemning

_

Stadig grønnere

Et af de firmaer, der opkøber de udtjente busser og beslutter, om de skal sælges videre eller skrottes er brugtbusfirmaet VBI Group. 

- Mange østlande er kommet med i EU, og de stiller nu væsentlig højere miljøkrav til de busser, de køber, siger Dan Danbork Pedersen, der er direktør i VBI Group

Han fortæller, at selvom nogle dieselbusser stadigvæk bliver eksporteret til for eksempel østeuropæiske lande, så er der stadigvæk er en positiv miljøeffekt.

I modtagerlandet vil busserne nemlig typisk erstatte ældre busser, der forurener mere end de udtjente busser fra hovedstadsområdet.

Miljøbelastningen bliver klassificeret via det såkaldte Euronorm system. Jo lavere EUROnorm jo mere forurenende. 

- I gamle dage, da de købte en af vores busser med Euronorm tre-fire, så afløste den én af deres egne langt mere forurenende busser med Euronorm nul. Når man nu sætter begrænsninger på, hvad landene må købe, så kører de jo videre med deres meget forurenende busser, siger Dan Danbork Pedersen.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Movia busser diesel el omstilling
Omkring en tredjedel af alle Movias busser er allerede omstillet fra diesel til el.
Foto: Tobias Tystrup - TV 2 Kosmopol

Så langt er vi

Omkring en tredjedel af alle Movias busser er allerede omstillet fra diesel til el. Organisationens mål er, at alle busser skal være fossilfri i 2030.

Når det sker, vil der ifølge Movia hvert år blive udledt 75.000 tons mindre CO2 om året.

- Det betyder ekstremt meget renere busdrift. Det er jo kun en lille smule af elproduktionen, der kommer fra fossile værker. Så man kommer fra noget, der udleder CO2 til noget der er stort set CO2-neutralt, siger Otto Anker Nielsen, der er professor på DTU.

Udover de positive miljømæssige konsekvenser af at skifte fra diesel til el, fremhæver trafikforskeren, at passagererne også får andre fordele: 

- Det er mere komfortabelt. En el-bus er meget mere lydløs, den har ikke vibrationer fra dieselmotoren og heller ingen lugtgener, siger Otto Anker Nielsen.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

DTU trafikforsker Otto Anker Nielsen dieselbusser busser
Ifølge trafikforsker Otto Anker Nielsen er der mange fordele ved at udskifte diesel med gas. De udleder meget mindre og, så er de også meget behageligere at køre i.
Foto: Tobias Tystrup - TV 2 Kosmopol

Fokus på bæredygtighed

Også hos busooperatøren Keolis kører hver tredje bus nu på el, men firmaet ser ikke kun fremad:

- Vi er lige meget opmærksomme på, at den del, der så bliver skiftet, også skal skrottes forsvarligt. Det betyder meget at kunne følge busserne, så vi ikke ser billeder af dem stående på en indisk strand, siger Keolis' direktør, Peter Lanng.

John Søren Jensen, der stillede spørgsmålet, er tilfreds med svaret:

- Jeg synes, det er rigtig rart at vide, siger han til TV 2 Kosmopol.

Tak til John for spørgsmålet!

Hvis du undrer dig over noget, som vi kan undersøge journalistisk, så stil dit spørgsmål i boksen nedenunder:



Spørg Os - Formular

_

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik