Der er nu gået et halvt år, siden et flertal i Folketinget vedtog, at husttande med lav indkomst og forhøjede udgifter til varme skulle have en kompenserende varmecheck.
Sidst vi skrev om varmechecken her på TV 2 Lorry, oplyste Klima-, Energi- og Forsyningsminister Dan Jørgensen, at checken ville lande hos de udvalgte modtagere i august eller september.
Nu er vi godt i gang med august, og flere har skrevet til Spørg Os på TV 2 Lorry og efterlyst svar på, hvornår checken kommer.
En af dem er Kate Reinhold Andersen fra Slangerup.
Hun er pensionist og er som mange andre hårdt ramt på økonomien:
- Alting er blevet meget dyrere. Min elregning er tre gange så dyr, når den kommer, så der er ikke noget at råbe hurra for, fortæller hun til TV 2 Lorry.
Kompensation af borgere for stigende energipriser
- Den endelige aftale blev indgået d. 24. juni 2022
- Regeringen og Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti har vedtaget en kompensationspakke på 3,1 mia. kr.
- Aftalepartierne er enige om at gennemføre følgende midlertidige tiltag til kompensation af borgere for stigende energipriser:
- Forhøjelse af det maksimale beskæftigelsesfradrag i 2022 og 2023 (1 mia. kr.)
- Lempelse af elafgiften i 2022 og 2023 (475 mio. kr.)
- En ekstra økonomisk støtte til modtagere af ældrechecken (1.120 mio. kr.)
- Engangsbeløb til visse overførselsmodtagere (480 mio. kr.)
- Forhøjet SU-fribeløb (11 mio. kr.)
- Engangsbeløb til SU-handicaptillægsmodtagere og enlige forsørgere på SU (23 mio. kr.)
Kilde: Finansministeriet
Hverdagen lider
Udbetalingen af varmechecken haster for pensionisten fra Slangerup, for de stigende energipriser har for længst betydet dyre overtræk i banken.
- I øjeblikket kører jeg med et mindre, men fast overtræk, men det kan bankerne jo ikke lide. Det må gamle mennesker ikke. Gamle mennesker må ikke låne penge, konstaterer Kate Reinhold Andersen.
Hvad betyder det for dig i dagligdagen, at økonomien kører så stramt?
- Det betyder, at jeg må lade være med at gå til forskellige sociale ting. Før i tiden gik jeg til banko og sådan noget, men det koster, og det har jeg ikke længere råd til, fortæller Kate Reinhold Andersen.
Vi holder planen
Vi har taget Kates spørgsmål med til Energistyrelsen, der administrerer varmechecken, og her er beskeden: Pengene kommer lige om lidt.
- Tidsplanen er uændret, og varmchecken vil blive udbetalt i løbet af august, siger Charlotte Kirk Larsen, der er kontorchef i Center for Energiadministration til TV 2 Lorry.
Hvorfor er det ikke gået hurtigere?
- Udbetaling af varmechecken har krævet et nyt lovgrundlag og et omfattende arbejde med at identificere en helt ny målgruppe, som ikke i forvejen er i udbetalingssystemet.
Det er nyt at udbetale støtte til en målgruppe, som er defineret ud fra varmekilde og hustandsindkomst. Der er derfor foretaget et stort arbejde med at indhente data og herefter sammenkoble de forskellige dataregistre med henblik på at identificere modtagerne af varmchecken, fortæller Charlotte Kirk Larsen.
Støtten til modtagere af ældrecheken
- Aftalen fra 24. juni 2022 indeholder en økonomisk støtte på 5.000 kr. skattefrit til modtagere af ældrechecken.
- Aftalepartierne er enige om at udbetale skattefrie engangsbeløb på 2.500 kr. i både 2022 og 2023 til de ca. 290.000 folkepensionister, der er berettiget til og får udbetalt ældrechecken for 2022.
- Beløbene modregnes ikke i borgernes ydelser.
- Formålet er at give en økonomisk håndsrækning til de pensionister, som har en begrænset likvid formue og relativt beskedne supplerende indkomster, og som derfor rammes særligt hårdt af de stigende priser, uden - som andre overførselsmodtagere - mulighed for at gøre brug af de mange jobåbninger.
- Der afsættes ca. 1,1 mia. kr. samlet i 2022 og 2023.
Kilde: Finansministeriet
Svært ved at tro på det
Vi har taget svaret med tilbage til Kate Reinhold Andersen, der ikke føler sig helt overbevist om, at første del af varmechecken triller ind på hendes Nemkonto her i august.
- Jamen jeg tror efterhånden ikke på dem. De kan sikkert godt finde på at køre det ind i september også, siger hun til TV 2 Lorry.
Hvad tænker du om, at der er gået så lang tid med den her varmehjælp?
- Jamen altså, jeg tænker ligesom alle andre mennesker. Jeg bor et sted, hvor alle andre også er gamle, og der snakker vi jo sammen. Og alle er utilfredse med, at der skal gå så lang tid før, at de kan tage sig sammen til, at der sker noget, siger Kate Reinhold Andersen.
De ekstra penge kommer ikke til at give hende sit sociale liv tilbage.
- Pengene skal gøre, at jeg kan få rettet op på bare lidt af min økonomi. Hvis der bliver noget i overskud, er jeg nødt til at stille det ind på en konto, sådan at jeg har lidt, hvis der skulle ske noget igen, siger Kate Reinhold Andersen.
Tak for spørgsmålet!