Nu taler borgmester: Derfor lukker skøjtehal

Kastrup Skøjtehal har måttet lade livet som følge af Tårnby Kommunes budgetaftale for 2023. Men måske skal den ikke stå tom så længe.

- Det er en virkelig trist udvikling. Virkelig smertefuldt, siger Allan S. Andersen (S), borgmester i Tårnby Kommune, om lukningen af Kastrup Skøjtehal. 

Lukningen har han sammen med resten af Socialdemokratiet, SF, Radikale, Venstre, Konservative, Tårnby Listen og løsgænger Benny Bindslev besluttet som en del af kommunens budgetaftale for 2023. 

Det er et spørgsmål om penge, fortæller borgmesteren. Og CO2. 

- Vi skulle finde 230 millioner kroner i vores budget, så vi har kigget hele biksen igennem, fortæller han. 

Kastrup Skøjtehal koster 5,2 millioner kroner i drift, fortæller borgmesteren, og det tal bliver 50 procent højere med den energikrise, vi bevæger os ind i. 

For skøjtehallen er nemlig noget af en energisluger. Og det rammer ikke kun kommunens pengepung, men også kommunens CO2-udledning. Skøjtehallen står alene for 3,1 procent af kommunens samlede CO2-udslip. 

- I tidernes morgen var det jo en åben isflade uden tag, så der er slet ikke isoleret hverken nedefra eller oppefra, fortæller Allan S. Andersen. 

Ny skøjtehal udskudt

Der har af samme årsager været planer om at rive skøjtehallen ned og bygge en ny ikke så langt derfra. 

- For et lille års tid siden havde vi faktisk en køreplan for det. Vi havde sat 60 millioner af til det, og vi var i gang med at trykke på knappen for udbud, men så steg priserne, og vi blev frarådet at gå videre med det, siger borgmesteren. 

Grunden til den nye skøjtehal er allerede fundet. Bygningerne, der lå på grunden, er revet ned. Alt er klar. Men pengene mangler. 

quote Det er en oplagt mulighed at undersøge, om vi kan leje skøjtehallen i Kastrup, frem for at den blot skal lukke.

Jens-Kristian Lütken (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune

Kommunen planlægger at gå i gang med projekt ny skøjtehal i 2026. Til den tid vil der være sat 15 millioner kroner af til det. 

Men der vil ikke være nogen penge til nedrivning af Kastrup Skøjtehal. Hallen vil dermed stå tom. 

- Der er ikke noget sted i budgetforliget, hvor der står, at den skal rives ned på nuværende tidspunkt, siger Allan S. Andersen. 

København byder ind

Det kan dog være, at der ikke går længe, før Kastrup Skøjtehal får nye gæster. 

Jens-Kristian Lütken (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune, oplyser til TV 2 Lorry, at Venstre vil stille forslag om at undersøge mulighederne for at leje Kastrup Skøjtehal. 

"Vi mangler desperat idrætsfaciliteter i Københavns Kommune, og alt for mange børn og unge bliver mødt med en venteliste frem for at blive budt velkommen i fællesskabet i en idrætsforening," skriver Jens-Kristian Lütken i en mail til TV 2 Lorry:

"Vi har kun to skøjtehaller i København, hvoraf den ene har været lukket i en periode på grund af renovering. Derfor er det en oplagt mulighed at undersøge, om vi kan leje skøjtehallen i Kastrup, frem for at den blot skal lukke."

Borgmester i Tårnby Kommune, Allan S. Andersen, er positivt stillet over for forslaget. 

- Lige nu er vi meget i dialog med Københavns Kommune generelt om fritids- og idrætsmuligheder i Tårnby, hvor vi har et rigtig godt samarbejde. Så vi er åbne over for at tale med Københavns Kommune om Kastrup Skøjtehal, siger han. 

Men hvis skøjtehallen er en energisluger og udleder store mængder CO2, er I så ikke lige vidt, hvis Københavns Kommune lejer den?

- Man skal i hvert fald gå ind og tale om energien og CO2-aftryk. Det vil stadig være en gammel, utidssvarende skøjtehal, men vi er åbne over for at tale med dem i hvert fald, siger borgmesteren. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik