Grædende pædagogmedhjælper nægtede overgreb på børn: Ville aldrig gøre nogen fortræd

Politiet opgav i 2019 sag mod fyret pædagogmedhjælper, der nu er tiltalt for overgreb mod syv børn.

En 50-årig mand, der er tiltalt for overgreb og blufærdighedskrænkelse mod syv børn i to institutioner, nægter sig skyldig i alle anklager.

- Jeg kunne aldrig finde på at gøre nogen fortræd, sagde den tiltalte, der tirsdag blev afhørt ved Retten i Glostrup.

Det første forhold skete ifølge tiltalen i juli 2019 i en SFO på en skole, hvor manden havde været ansat som pædagogmedhjælper siden 2008.

Forældrene til en seksårig pige anmeldte manden for blufærdighedskrænkelse, da pigen havde forklaret, at den tiltalte havde befølt hende uden på tøjet på lårene, numsen og i skridtet. Det var sket i forbindelse med leg i en hal, hvor der også var to andre børn til stede.

Sag opgivet og genoptaget

Manden blev fritstillet af SFO’en 9. august 2019 og sigtet af politiet. I september samme år blev sagen dog opgivet, da Københavns Vestegns Politi ikke kunne løfte bevisbyrden.

Den 50-årige var efter eget udsagn ”dybt rystet” og overvejede at stoppe med at arbejde med børn.

Godt et år efter, i november 2020, fik han dog igen job som pædagogmedhjælper. Denne gang i en integreret daginstitution i Høje-Taastrup, hvor børnene er op til seks år.

Her var manden indtil slutningen af januar 2021, hvor han blev bortvist, efter at forældrene til en pige havde rejst en ny anklage mod ham.

Samme dag blev han af Høje-Taastrup Kommune anmeldt til politiet, som få dage senere sigtede ham. Derefter kom der nye anmeldelser, og i maj 2021 blev forældrene i institutionen indkaldt til møde om situationen.

Det førte til nye anmeldelser, og 4. juni blev manden anholdt og fremstillet i grundlovsforhør. Han har siddet varetægtsfængslet siden.

Efter de nye anmeldelser genoptog politiet den første sag fra juli 2019 og endte med at rejse tiltale for den. Derudover rejste anklagemyndigheden tiltale for blufærdighedskrænkelse og overgreb mod seks børn i den daginstitution, hvor han havde været ansat i tre måneder fra november 2020 til januar 2021. I alt seks piger og en dreng.

Den 50-årieg er tiltalt for to tilfælde af blufærdighedskrænkelse for beføling uden på tøjet.

I fem tilfælde er han tiltalt for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje samt blufærdighedskrænkelse. Overgreb mod børn under 12 år betegnes i straffeloven som voldtægt, selvom der ikke er brugt tvang eller vold.

Manden har ifølge anklageskriftet rørt ved flere af børnenes kønsdele og i flere tilfælde stukket en finger op. Han skal også have vist sin penis til nogle af børnene.

Den tiltalte afviste fuldstændig, at det skulle have fundet stedet. Han tænder overhovedet ikke på børn, forklarede han i retten, hvor han var tydeligt påvirket og flere gange begyndte at græde.

- Jeg reagerer bare på, at jeg synes, det er forfærdeligt at blive anklaget for noget så ulækkert, sagde han.

Chokerede forældre

Børnene er tidligere blevet videoafhørt af politiet. Nogle af videoerne blev tirsdag afspillet i retten. Deres mødre blev efterfølgende afhørt.

Her forklarede en mor, at hun havde tumlet rundt med sin datter en dag efter børnehave, og pludselige fortalte den fireårige datter, at den tiltalte også kildede hende i børnehaven. At han kildede hende i tissekonen, og at hun ikke måtte sige noget.

Det fik hende til at gå til institutionen, hvilket førte til, at manden blev hjemsendt og politianmeldt i januar 2021.

Beslutningen var svær. For både forældre og datter var meget glade for pædagogmedhjælperen.

- Vi vil helst ikke sætte et mærkat på en mand, hvis der ikke er noget i sagen. Men vi står også med en datter, der siger nogle ting, som hun ikke bare ville finde på, forklarede kvinden i retten.

På grund af deres alder er alle forurettede omfattet af navneforbud. Det betyder også, at forældrenes navne ikke kan offentliggøres, da det kan identificere børnene.

Dom ventes i maj

Efter politianmeldelsen snakkede moren ikke med andre om, hvad der var sket, før hun i maj talte med en anden forælder, der havde en lignende historie. Hun opfordrede den anden mor til at kontakte politiet.

I maj blev alle forældre indkaldt til møde og orienteret om anklagerne mod pædagogmedhjælperen.

Ifølge vidnet var alle chokerede, da den pågældende mand var meget populær. Efterfølgende kom flere anmeldelser til, og manden blev anholdt.

Der er afsat fire retsdage til sagen, og der ventes dom i sagen i slutningen af maj.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik