Børn tømmer sparegrise for at hjælpe Den Blå Planet

Den Blå Planet har på tre dage modtaget 1,7 millioner kroner gennem en masse små donationer fra danskere, der siden fredag har sendt penge til det økonomisk trængte akvarie.

Da det torsdag i sidste uge stod klart, at Den Blå Planet ikke var en del af genåbningens fase to, var det med dybe panderynker, at man kiggede på den dystre fremtid i forhold til akvariets økonomi.

Det fik direktør Jon Diderichsen til at bede danskerne om at donere et beløb, som skal sikre mad og medicin til de tusindvis af dyr på Danmarks Akvarium, der ligger i Kastrup.

Indsamlingen begyndte fredag 8. maj, og allerede efter tre dage er der indsamlet 1,7 millioner kroner til akvariet.

- Det er meget, meget flot. Men det, der glæder mig allermest, er, at omkring 7500 personer har doneret penge. Den brede opbakning betyder alverden for os, siger Jon Diderichsen til TV 2.

Rørende historier fra børn

Direktøren fortæller, at der blandt bidragsyderne er rigtig mange børn.

- Vi har fået mange rørende historier fra børn, der har tømt deres sparegris, fordi de ønsker at støtte deres yndlingsdyr. Folk elsker at komme her, så det giver en enorm tro på fremtiden, siger Jon Diderichsen.

På trods af den flotte start på indsamlingen kigger Den Blå Planet ind i en særdeles dyster økonomisk fremtid.

For landets lukkede grænser betyder, at turister i høj grad vil mangle henover sommeren, og akvariet er dybt afhængig af udenlandske gæster, siger Jon Diderichsen. Indsamlingen vil derfor fortsætte året ud, oplyser direktøren.

Den Blå Planet regner med at kunne genåbne 8. juni, men under restriktioner, som endnu ikke er kendt.

Penge fosser ud af kassen

Fredag fortalte Jon Diderichsen til TV 2 Lorry, at nedlukningen betyder, at pengene fosser ud af kassen, da man er dybt afhængig af entréindtægter.

- Mange tror, at vi er støttet af det offentlige, men faktum er, at det kun er ti procent af vores udgifter, der er dækket af staten. Resten skal vi selv skaffe med andre indtægter. Derfor beder vi nu om jeres hjælp. Vi har brug for støtte til de omkostninger, der er forbundet med pasning og pleje af alle vores fantastiske dyr, som foreksempel foder og medicin. På vegne af Den Blå Planet håber jeg, I vil støtte os. Alle beløbene går ubeskåret til dyrene, lød det fredag fra direktøren. 

Desuden kan Den Blå Planet se frem til yderligere manglende indtægter, selv om de får lov til at genåbne den 8. juni. 60 procent af gæsterne er nemlig turister, men med udsigt til en sommer uden besøgende fra udlandet, ser det sort ud for økonomien, og som det ser ud lige nu forventer Jon Diderichsen, at pengebeholdningen er tømt i løbet af efteråret.

Indsamlingen vil derfor fortsætte året ud, oplyser direktøren.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik