Særlig kombination banker elprisen i vejret

Hvis vi vil holde prisen nede, er vejen frem, at vi samlet set bruger mindre el, lyder det fra energiekspert.

De seneste uger er elpriserne raslet ned, men det ændrer sig nu.

I dag rammer elpriserne nemlig et tårnhøjt niveau og topper klokken 17 med en pris på 4,66 øre per kW time. Dertil skal lægges diverse afgifter.

Det er på niveau med august, hvor priserne slog alle rekorder.

Til sammenligning har prisen ligget på under 1 krone per kW time i gennemsnit i november.

Og ifølge Jim Vilsson, der er seniorøkonom i Energinet, skal danskerne vænne sig til igen at følge elpriserne nøje.

- I første omgang vil de høje priser i hvert fald fortsætte et par dage. Så ser vi et lille dyk frem mod weekenden, men også på længere sigt, skal danskerne forvente, at priserne kan svinge meget og blive høje, siger han til TV 2.

- Vi er så forbundet

Der er flere grunde til, at elpriserne stiger lige nu, fortæller vejrvært Jacob Mouritzen fra TV 2 VEJRET.

- Først og fremmest går vi en vinterlig tid i møde, hvilket får danskernes forbrug til at stige. Derudover er der ikke ret meget vind eller solenergi lige nu, siger han.

48i_svingende_elpriser


Jacob Mouritzen uddyber, at vi derfor er afhængige af energi udefra. Den får vi primært fra Tyskland, men her konkurrerer vi også med vores europæiske naboer om strømmen, og det får priserne til at stige. I Danmark får vi normalvis også strøm fra Norge, men her er søerne ved at fryse til, og derfor er vandkraften på lavt niveau.

Jim Vilsson fra Energinet tilføjer, at man i Sverige, som også leverer energi til Danmark, har problemer med kernekraft og har taget en reaktor ud af brug.

- Vi er så forbundet i et fælles europæisk energimarked, og udsving i andre lande har enorm betydning for prisen herhjemme. Det tror jeg virkelig dette års energikrise har fået danskerne til at forstå, siger han.

Hold igen med forbruget

Men hvad kan man så gøre, når priserne igen stiger?

Selvom det naturligvis er nødvendigt at bruge mere el, jo koldere det bliver, råder Jim Vilsson danskerne til at tænke sig om og spare, hvor de kan.

- Hvis vi vil holde elpriserne nede, er vejen frem at bruge mindre el. Måske man kan tage kortere bade, skrue lidt ned fra julebelysningen og lignende, siger han.


Jim Vilsson understreger dog, at vi på nuværende tidspunkt ikke behøver være bekymret for forsyningssikkerheden, som ellers var en reel frygt i sensommeren.

- Vi har været rigtig gode til at spare, og hvis vinteren ellers bliver normal, så mangler vi ikke energi. Men vi skal stadig holde igen, fordi hvis vi kommer ind i en meget kold vinter, kan situationen blive anderledes, lyder det.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik