DF'er smækker med døren efter valget: 'Det er en kedelig måde at slutte på'

To medlemmer af Dansk Folkeparti i Albertslund byråd har valgt et blive løsgængere i protest mod partiets konstituering med borgmester Steen Christiansen (S).

Selvom kommunalpolitik i Albertslund har ry for at være noget forudsigeligt og udramatisk, så har det netop overståede valg i kommunen vist sig at være alt andet. 

Her nåede SF at erobre borgmesterposten på valgnatten og endda blive lykønsket af den afgående socialdemokratiske borgmester, Steen Christiansen, der så få timer senere alligevel kunne meddele, at han ville fortsætte som borgmester de næste fire år. 

Dansk Folkeparti var blandt de partier der pegede på Steen Christiansen, men det får nu en af de afgående byrådsmedlemmer fra partiet til at smække med døren. 

Kæmpede for ændret magtbalance

Både Joan Marquardt og Allan Wegener Høyer har nemlig meddelt, at de har meldt sig ud af Dansk Folkeparti og fortsætter som løsgængere året ud i protest mod, at partiets gruppeformand, Tina Bodholt Nielsen, gik med i konstitueringen af Steen Christiansen. 

- Vi har kæmpet i otte år for at skulle have en anden magtbalance, og derfor var vi heller ikke med i konstitueringen ved sidste valg. Derfor mener vi simpelthen, at vores gruppeformand har tilsidesat den politik, vi gik til valg på, og derfor gør vi det her for at sende et signal til vores vælgere, siger Allan Wegener Høyer til TV 2 Lorry. 

Dansk Folkeparti oplevede en voldsom tilbagegang ved valget i Albertslund, hvor de mistede godt 1000 stemmer og dermed gik de fra tre mandater til et enkelt, der gik til Tina Bodholt Nielsen. 

Løsgængere i en måned

Hverken Joan Marquardt eller Allan Wegener Høyer var kandidater ved det netop overståede valg, og de bliver derfor kun løsgængere frem til nytår, hvor det nye byråd bliver en realitet. 

Og Allan Wegener Høyer erkender derfor også, at protesten er noget kortlivet. 

- Det kan måske godt klinge lidt hult, og samtidig er det en lidt kedelig måde at ende det på.  Men det er et vigtigt signal at sende til de vælgere, der stemte på DF for at få en ny borgmester. Vi kunne sagtens have stået udenfor konstitueringen, ligesom vi gjorde sidst, siger han og peger på en formandspost som en mulig årsag til at man hos DF bakkede op om Steen Christiansen. 

- Vi har ikke fået nogen direkte forklaring på baggrunden for konstitueringen, men det kan da være, hun er blevet tilbudt en formandspost i et udvalg, siger Allan Wegener Høyer. 

Tidligere indslag fra de dramatiske timer, hvor SF mistede posten som borgmester i Albertslund

Fire partier i Albertslund: Vi straffer SF, fordi de røvrendte os

quote De reaktioner jeg får rundt omkring i byen er, at det simpelthen er så latterligt, at lave det her stunt

Tina Bodholdt Nielsen.

Vil have indflydelse

Tina Bodholdt Nielsen har dog ikke meget tilovers for de to nu tidligere medlemmers bevæggrunde for at melde sig ud af partiet, som hun betegner som 'latterlige'. 

- Vivi Nør Jacobsen fra SF var mit førstevalg som borgmester, men jeg har på intet tidspunkt sagt, at jeg gik til valg på ikke at pege på Steen Christiansen. Det her virker som om, at Allan Wegener Høyer gerne vil have, at alle skal stå til indtægt for hans egne idéer, men det er nu engang mig, der skal sidde i byrådet de næste fire år, og der vil jeg gerne have indflydelse i stedet for at sidde udenfor, siger Tina Bodholdt Nielsen. 

- Jeg har hverken skiftet politik eller holdninger, og jeg kommer til at kæmpe for de samme sager, selvom jeg er med i konstitueringen, siger hun og peger samtidig på, at hun har opbakning i sit bagland. 

Latterligt stunt

- I mit bagland har der kun været undren over deres opførsel og opbakning til mig. Og de reaktioner jeg får rundt omkring i byen er, at det simpelthen er så latterligt at lave det her stunt en måned før, deres valgperiode udløber, siger hun og afviser fuldstændig, at årsagen i konstitueringen skal findes i et vederlag som formand i et udvalg. 

- Vi er stadig i forhandlinger om fordeling af udvalgsposter, men det her handler slet ikke om personlige vederlag men om indflydelse. Det er både ærgerligt og uforståeligt, at de to har truffet den beslutning, som de har, men vi skulle alligevel have en ny og frisk start, og nu tager vi så bare hul på den lidt før tid, siger Tina Bodholdt Nielsen.

Joan Marquardt har ikke ønsket at udtale sig yderligere om baggrunden for sin udmeldelse. 

I klippet nedenfor kan du se mere om de dramatiske timer, hvor det lykkedes Steen Christiansen at beholde posten som borgmester. 

Fire partier i Albertslund: Vi straffer SF, fordi de røvrendte os

_











Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik