Psykiater ventede på frokost, da hun blev dræbt: Nu skal ansatte straks sikres - vagter er ikke nok

Tilsyn pålægger Retspsykiatrisk Ambulatorium i Brøndby at sørge for, at ansatte sikkert kan gå på arbejde efter knivdrab. Rapport giver også nye detaljer om gerningsmandens færden på stedet.

Region Hovedstadens Psykiatri skal med det samme sørge for, at de ansatte på det retspsykiatriske ambulatorium i Brøndby kan gå sikkert på arbejde.

Det er indholdet i det strakspåbud, som Arbejdstilsynet netop har udstedt i forlængelse af det overfald, der 21. juli kostede en 66-årig psykiater livet og kvæstede yderligere to medarbejdere, den ene særdeles alvorligt.

Det skrev Fagbladet FOA mandag. TV 2 Kosmopol er også i besiddelse af strakspåbuddet fra Arbejdstilsynet.

Forbrydelsen blev begået af en 41-årig psykisk syg mand, som blev anholdt kort efter overfaldet på de tre medarbejdere.

Arbejdstilsynet har siden besøgt arbejdspladsen to gange og talt med en lang række medarbejdere om forløbet den pågældende fredag og om arbejdspladsens håndtering af sikkerheden.

Vagter er ikke nok

Allerede under de indledende besøg, fik ambulatoriet et mundtligt strakspåbud om at rette op på forhold, der var i strid med arbejdsmiljøloven. Det betød, at Psykiatrisk Center Glostrup, som ambulatoriet hører under, med det samme tilknyttede fast døgnvagt foran adressen.

Det er dette mundtlige påbud, der nu understøttes med et skriftligt påbud om at sikre, at arbejdet med såkaldte ’højrisikopatienter’ planlægges, tilrettelægges og udføres, så risikoen for vold i arbejdet er effektivt forebygget.

Efterfølgende har regionen indført, at der fremover står en fast vagt ved indgangen til Retspsykiatrisk Ambulatorium i Brøndby, og man har aflåst alle øvrige indgange.

Men ifølge arbejdstilsynet er vagtordningen ikke nok, og man kan "ikke med sikkerhed forebygge eller stoppe en lignende ulykke", skriver Arbejdstilsynet, da der "ikke visitation af patienter i forbindelse med adgang til ambulatorie eller foyer".

TV 2 Kosmopol har fortalt vidnesbyrd fra flere ansatte i psykiatrien, der har delt deres historie om mangel på sikkerhed under hashtagget #detkunneværemig på sociale medier.

Angreb psykiater, mens hun stod i kø til frokost

Arbejdstilsynets rapport fortæller desuden, at den 41-årige mand besøgte ambulatoriet to gange den pågældende fredag. Ved det første besøg, hvor han dukkede op til en planlagt aftale, virkede han ifølge en eller flere medarbejdere, tilsynet har talt med, ’diskussionslysten’.

Da han to timer senere vendte tilbage, var han bevæbnet med en kniv. Han så, at psykiateren stod med ryggen til ham i foyeren og var i gang med at købe frokost, og han gik – som det formuleres af Arbejdstilsynet – ’hurtigt og målrettet og uden optakt’ til angreb på psykiateren.

To medarbejdere forsøgte at ile psykiateren til hjælp, men forgæves. Begge blev ramt af gerningsmandens kniv, før han stak af.

Det fremgår ligeledes af strakspåbuddet.

Kendt i det psykiatriske system

I forbindelse med anholdelsen og det efterfølgende grundlovsforhør kom det frem, at den 41-årige har været kendt i det psykiatriske system, siden han i 2014 begik et væbnet røveri og fik en behandlingsdom.

Tidligere i år blev han sigtet for nye voldsforbrydelser, og i den forbindelse blev hans behandlingsdom aktiveret. Efterfølgende blev han efterlyst af politiet til indlæggelse, og det er blevet nævnt i flere medier, at han under det planlagte besøg i ambulatoriet fik at vide, at han skulle tvangsindlægges.

Region Hovedstadens Psykiatri skal besvare Arbejdstilsynets strakspåbud senest 10. august.

”Vi har allerede nu nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Psykiatrisk Center Sct. Hans, Psykiatrisk Center Glostrup og vores HR-afdeling, der vil lave en grundig analyse af påbuddet og på baggrund af den sikre, at vi efterlever det,” hedder det i en skriftlig kommentar fra Region Hovedstaden til Fagbladet FOA.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik