Skaldede Herit: "Will Smiths lussing har stor betydning"

Vold er aldrig den rigtige løsning, alligevel har den nu verdensberømte lussing, som skuespiller Will Smith gav komiker Chris Rock, fået stor betydning for et stort tabu, skriver søndagens kronikør.

Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Alopecia er en autoimmun sygdom, der gør at man mister sit hår. 

Nogen kan miste det hele, andre kan miste det i pletter.

Jeg har mistet alt mit hår, og har lært at leve med det på godt og ondt. 

Jeg mistede mit hår tilbage i 2007, hvor jeg var 25 år gammel. Det var en svær tid, men når jeg ser tilbage på det, kan jeg i dag se, at jeg har lært rigtig meget om mig selv af at komme i sådan en situation. 

quote Jeg mistede mit hår tilbage i 2007, hvor jeg var 25 år gammel.

Herit Helgadóttir

Jeg har lært at finde en ny kropsidentitet, lært hvordan jeg skal se ud i min nye krop, lært hvilke mennesker der vil mig det godt eller ej.

Og måske vigtigst af det hele lært at være ligeglad og kun gøre det, som jeg følte er rigtigt for mig.

For hvis der er noget, som vi bliver spækket med hele tiden, så er det shampoo-, mascara- og hårreklamer, reklamer som siger at identiteten ligger i håret, kvindeligheden ligger i håret, because You’re worth It og så videre. 

Hvad så med mig, har jeg så ingen identitet og ingen kvindelighed, fordi jeg ikke har noget hår? 

Siger normen, at jeg ikke har en identitet eller kvindelighed? 

Ja, det gør den egentlig, fordi det fortsat er et kæmpe tabu at være skaldet kvinde. 

En skaldet kvinde bliver udelukkende forbundet med sygdom. 

Men fordi jeg har øvet mig igennem 15 år i at være ligeglad med disse normer og udtalelser kan jeg se bort fra dem, men det er der desværre rigtig mange, der ikke kan.

(Kronikken fortsætter efter denne video af episoden, hvor Will Smith giver Chris Rock en solid lussing til dette års Oscar-uddeling. Årsagen til lussingen var, at værten lavede en joke om Will Smiths kones manglende hår. Hun lider også af alopecia)

At være skaldet kan være så utrolig sårbart, svært at komme igennem, man kan være udsat for mobning, komme i identitetskrise, være alt for selvbevidst.

Og jeg kunne blive ved med negativt ladte ord omkring, hvordan man oplever sig selv, når man er skaldet, og stadig er på hårdt arbejde for at komme igennem det og lære at acceptere det og leve med det.

Derfor er det meget hårdt for dem, der er pårørende til en med alopecia, at se på hvor hårdt det tager på dem.

quote Derfor kan jeg godt forstå, at man som pårørende reagerer.

Herit Helgadóttir

At se hvor indelukket nogen bliver og hvor hårdt de kæmper med det. 

Det er ikke mere end nogle få uger siden at en ung pige, Rio, på 12 år tog sit eget liv på grund af voldsom mobning, fordi hun havde alopecia. 

Når så en åndsvag komiker vælger at bruge en af verdens største scener til at gøre grin med lidelsen og fortsætte den mobning, som var skyld i Rios død er helt og aldeles uacceptabelt.

Derfor kan jeg godt forstå, at man som pårørende reagerer. 

Jeg kan absolut ikke forstå, hvorfor man reagerer med vold, men at man reagerer på en eller anden måde kan jeg godt forstå.

Dermed slået fast med syvtomme søm, at det ikke er i orden at bruge vold, nogensinde. Der er intet ”men”, det skal man bare lade være med.

quote Kvindeligheden sidder ikke i håret, den sidder i dig.

Herit Helgadóttir

IIkke desto mindre er der nok flere millioner verden over, der nu kender til lidelsen Alopecia, efter Will Smith og Chris Rock opførte sig som pattebørn til Oscaruddelingen.

Og det er vigtigt, for det er med til at bryde et tabu, der skal brydes.

Kvindeligheden sidder ikke i håret, den sidder i dig.