Mange anmeldelser om fyrværkeri til fare: Dreng taget med 22 kanonslag i storcenter

Flere politikredse modtager i disse dage anmeldelser om folk, der affyrer fyrværkeri mod eller tæt på andre.

Intet mindre end 22 kanonslag og omkring to kilo NEM-fyrværkeri.

Det var, hvad Midt- og Vestsjællands Politi onsdag aften fandt i en taske tilhørende en 17-årig dreng.

Kort forinden - klokken 18.31 - havde politikredsen modtaget en anmeldelse, om at en gruppe unge havde affyret fyrværkeri af indenfor i Greve Midtby Center, hvorefter de var løbet fra stedet.

Det fik en patrulje til at rykke ud, skriver politikredsen i torsdagens døgnrapport.

Og netop problemet med nytårskrudt, der affyres tæt ved eller direkte mod andre mennesker, det er ikke enkeltstående.

Det viser en gennemgang af de seneste dages døgnrapporter fra politikredsene i TV 2 Lorrys sendeområde, som TV 2 Lorry har foretaget.

Det gælder blandt andet Midt- og Vestsjællands Politi, der de seneste dage fået flere anmeldelser om, at der flere steder i politikredsen har været episoder, hvor der er blevet affyret fyrværkeri tæt på personer eller direkte rettet mod personer.

Politikredsen oplyser til TV 2 Lorry, at man alene onsdag modtog otte af denne type anmeldelser i blandt andet Greve, Køge og Solrød. 

- Det er noget, vi har set de sidste par år. Når fyrværkeriet bliver sat til salg, er der nogle, der ikke forstå, hvordan det skal bruges

- Vi tager anmeldelserne seriøst og reagerer på de anmeldelser, som vi får, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV 2 Lorry.

Brandmærker fra bomberør

Også i juledagene var den gal. Her blev to piger på Solrød Station ramt, da en 14-årig dreng affyrede et såkaldt bomberør mod dem.

Begge piger havde brandmærker på deres jakker efter fyrværkeri, ligesom de havde røde mærker på henholdsvis ben og bagdel efter at være ramt af kugler fra et bomberør.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Fem gode fyrværkeriråd

Fem gode fyrværkeriråd fra Sikkerhedsstyrelsen

  • Brug altid beskyttelsesbriller

  • Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri

  • Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden

  • Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet

  • Gå aldrig tilbage til en fuser

Kilde: Sikkerhedsstyrelsen

24 timer senere var den galt igen. Her fik politikredsen en anmeldelse om, at op imod ti unge affyrede fyrværkeri til ulempe, som det hedder på politi-sprog, i området ved Greve Station, og at fyrværkeriet blev affyret i retning mod personer.

En patrulje kørte til området og så nogle unge løbe væk ved politiets ankomst, men fik dog kontakt til et par lokale unge drenge. De kunne dog ikke umiddelbart mistænkes for ulovligt brug af fyrværkeri, så politiet kørte præventivt rundt i området efterfølgende. 

Også i Kongens Lyngby, Gilleleje og Ølstykke har man oplevet lignende problemer. Det fremgår af døgnrapporter fra Nordsjællands Politikreds. 

Bule i bilen 

Onsdag var den så gal på Nørrebro i København, da der bevidst blev fyret fyrværkeri af mod både bilister og gående i området omkring Nørrebro Station i København.

I den forbindelse oplyste den vagthavende til TV 2 Lorry, at man havde modtaget en anmeldelse fra en bilist, der var blevet ramt på siden og fået en bule i bilen, da der fyrværkeriet var blevet affyret vandret.

På videoen nedenfor kan du se, hvordan det så ud (Artiklen fortsætter efter videoen.)

Torsdag formiddag fortæller Dyre Sønnicksen, der er vagtchef ved Københavns Politi, at ingen endnu er pågrebet for hændelsen.

Problem på tværs af kredse

Han oplyser videre, at man i år oplever problemet i hele politikredsen, men at man ikke oplever nogen "koncentreret tendens" målrettet et geografisk område.

- Der bliver fyret fyrværkeri af fordelt over hele politikredsen. Enkelte bruger det – som vi så det i går – til at skyde efter for eksempel en bil. Det sker desværre rundt omkring.

- Vi rykker ud, når vi modtager anmeldelser om det og hvis vi ser en koncentreret tendens, så laver vi en målrettet indsats, men det har vi ikke set i år. De anmeldelser, vi har fået, er spredt over hele kredsen.

Ligeledes oplyser Nordsjællands Politi torsdag til TV 2 Lorry, at man er opmærksomme på hændelserne i politikredsen.

Kan give fængselsstraf

Sidste år trådte en ny lovgivning i kraft, der betyder, at straffene er blevet skærpet med en tredjedel, hvis man udsætter andres liv og førlighed for fare ved at affyre fyrværkeri - som eksempelvis et kanonslag - mod andre.

Det er uanset om det er mod almindelige borgere eller ansatte i offentlig tjeneste som politi og brandvæsen.

Affyrer du fyrværkeri mod almindelige borgere, så er der tale om en overtrædelse af straffelovens paragraf 252.

Før strafskærpelsen lå straffene typisk på fængsel mellem 10 og 60 dage.

Af faktaboksen nedenfor kan du blive klogere på reglerne for fyrværkeri og de mulige konsekvenser, hvis de ikke overholdes.

Reglerne om fyrværkeri

  • Salget af nytårsfyrværkeri varer frem til den 31. december.

  • Det er kun tilladt at affyre fyrværkeri til og med den 1. januar 2021.

  • Det er ulovligt og strafbart at besidde, sælge og købe ulovligt fyrværkeri.

  • Det er ulovligt at affyre fyrværkeri mod andre – det gælder både almindelige borgere og ansatte i offentlig tjeneste som politi, brandvæsen og hjemmepleje. Og hvis du gør det, kan det have store strafmæssige konsekvenser.

  • Folketinget har skærpet lovgivningen, så straffene på området er øget med en tredjedel.

  • Affyrer du fyrværkeri mod almindelige borgere, er der tale om en overtrædelse af straffelovens paragraf 252 (forsætlig fareforvoldelse ved affyring af fyrværkeri mv.) Før strafskærpelsen lå straffene typisk på fængsel i 10 - 60 dage.

  • Affyrer du fyrværkeri mod ansatte i offentlig tjeneste, er der tale om en overtrædelse af straffelovens paragraf 119 b, der er en ny bestemmelse. Overtrædelse straffes med bøde eller fængsel i op til otte år. Før strafskærpelsen lå straffene typisk på fængsel i 4 – 9 måneder.

  • Du skal være mindst 100 meter fra en stråtækt ejendom, når du fyrer almindeligt krudt af og mindst 200 meter når det gælder raketter. Når det blæser øges afstandskravet til 400 meter.


Kilde: Politi.dk


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik