Overblik: Her er de vigtigste punkter i finansloven

Mandag er finansloven for 2024 blevet præsenteret. Her får du et overblik over en række punkter, der har særlig betydning for hovedstadsområdet.

Da klokken slog 10.30 stimlede politikere fra 11 ud af Folketingets 12 partier sammen foran Finansministeriet på Christiansborg. 

Med finansminister Nicolai Wammen (S) i spidsen fremlagde de finansloven for 2023. 

Den giver blandt andet følgende: 

  • 695 millioner kroner til ældrepleje fordelt over de næste fire år.
  • 613 millioner til landdistrikter over de kommende fire år.
  • 405 millioner til en forbedring af havmiljøet fordelt over de næste fire år.
  • ​275 millioner til styrket akutberedskab – herunder akutlægebiler – de kommende fire år.​
  • 150 millioner til en fjernvarmepulje til folk, der gerne vil omlægge til fjernvarme.
  • 125 millioner til stormflodspulje til genopretning af hårdt ramte kommuner.
  • En forhøjelse af servicefradraget til 11.900 kroner årligt.

I finansloven er der dog en række punkter, som har særlig betydning for hovedstadsområdet. 

Dem kan du få et overblik over herunder. 

1

Hjælp til stormflodsramte kommuner

Stormfloden i oktober gav meget store skader i den sydøstlige del af Danmark - i TV 2 Kosmopols sendeområde var det særligt kommunerne omkring Køge Bugt.

De kommuner, som er værst ramt, får nu mulighed for at få en hjælpende hånd til at få genopbygget veje og bygninger.

Ifølge Ritzau oprettes der en særlig anlægspulje på 125 millioner kroner, som kommunerne kan søge, hvis de vil have have dækket op mod 25 procent af udgifterne til skaderne, som er forsaget af stormflod.

Hvordan pengene fordeles er ikke præciseret.

TV 2 Kosmopol har tidligere besøgt Rødvig Havn , som var særligt hårdt ramt. Det kan du se billeder fra besøget her.

I artiklen her kan du møde ægteparret Mickey og Betina fra Solrød. De frygter, at der vil gå over et år, før huset igen er i en stand, hvor man kan bo i det.

2

Historisk skoleskib sikres ekstra togt

Foto: Ingrid Riis/Ritzau Scanpix

Med ni millioner kroner på finansloven er skoleskibet Georg Stage sikret et ekstra togt næste år.

Det fremgår af årets finanslov.

Som TV 2 Kosmopol tidliger har fortalt stod skoleskibet ellers til at måtte skære fra to til et enkelt årligt togt i 2024. 

3

Fjernvarmepulje forlænges

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af finansloven fremgår det, at de 11 partier er enige om at forlænge fjernvarmepuljen med ét år i 2024. 

I alt afsættes der 150 millioner kroner i 2024 til formålet inklusiv administration. 

Dermed gives der støtte til, at flere projekter bliver rentable at gennemføre for fjernvarmeselskaberne.

Den nyhed skaber jubel hos blandt andet Dragørs borgmester, Kenneth Gøtterup (K).

4

Millioner afsættes til at sikre vandhåndtering på Stevns

Foto: TV 2 Kosmopol

2,0 millioner kroner skal være med til at styrke vandhåndteringen ved Tryggevælde Ådal på Stevns. 

- Det kan for eksempel være i form af dybe og lave søer langs den sydlige del af å-løbet, hvor vandet oftest løber over, lyder det i Finansloven.

5

Løse sten har lukket jættestue for offentligheden - millioner skal sikre genåbning

Jættestuen her var sidste år i fare for at styrte sammen. Foto: Andreas Hein / TV 2 Lorry

I tre år har Øm Jættestue i Lejre været afspærret og lukket for offentligheden på grund af løse sten i et gærde omkring en af stedets høje. 

På finansloven afsættes der nu 1,6 millioner kroner for at istandsætte området. 

- Det er synd, for den er blandt de største og bedst bevarede jættestuer i Danmark. Derfor er jeg glad for, at det nu er lykkedes at finde penge til, at vi kan få sikret, istandsat og genåbnet jættestuen, udtaler kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

I alt afsættes der 15 millioner kroner til at istandsætte det, om Kulturministeriet betegner som "væsentlige og truede fortidsinder, der vurderes at have størst risiko for ned- eller sammenstyrtning".

6

Veteranhjem skal etableres i Region Sjælland

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

På finansloven afsættes der i alt 82,0 millioner til såkaldte lokale initiativer på tværs af landet. 

I alt er der tale om 36 initiativer og tæller blandt andet etableringen af et veteranhjem i Region Sjælland, som der afsættes fem millioner kroner til. 

Det fremgår ikke, hvor i Region Sjælland veteranhjemmet skal placeres. Overfor TV 2 Øst bekræfter Socialdemokratiets Frederik Vad dog, at det kommer til at ligge i Slagelse.

- Det er nu besluttet, at det skal placeres i Slagelse Kommune. I 2024 finansieres det direkte på finansloven, og derefter får det en fast forsvarsbevilling fra Forsvarsministeriet. Så godt, skriver han i en mail til TV2 ØST.

I øjeblikket er der kun et enkelt veteranhjem i TV2 Kosmopols sendeområde. Det finder man på Frederiksberg.





Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik