To tunge papmapper fyldt til randen med beretninger om mobning, konflikter og et udfordret psykisk arbejdsmiljø i folkekirken landede mandag på kultur- og kirkeministerens bord.
Det skete ved et længe planlagt møde mellem ministeren, Ane Halsboe-Jørgensen (S), og fire præster, der siden december har arbejdet for at sætte fokus på det psykiske arbejdsmiljø i landets kirker.
I spidsen stod Katrine Blinkenberg, der i december satte ord på udfordringerne i folkekirken med en hensigtserklæring, som 200 præster siden har skrevet under på.
Ved sin side til mødet med ministeren havde Katrine Blinkenberg præsterne Rikke Vedel Hansen, Sophie Juel og Mia Lund Rao, der er ansat i henholdsvis Vipperød, Kildevæld og Brønshøj kirker.
De tre er også blandt de 200 præster, som i december og januar skrev under på, at at ansatte i folkekirken lider under et dysfunktionelt psykisk arbejdsmiljø.
Se et af TV 2 Lorrys indslag om sagen her. Artiklen fortsætter efter indslaget.
70 beretninger om dårligt psykisk arbejdsmiljø
Sammen med Katrine Blinkenberg har de startet en arbejdsgruppe, der har indsamlet beretninger fra folkekirkens ansatte; Det, der altså mandag tog fysisk form i de propfyldte mapper, som Ane Halsboe-Jørgensen nu skal forholde sig til.
- Det, der er i de papirer, handler om arbejdsmiljømæssige problemer, som både kirkefunktionærer, præster og menighedsrådsmedlemmer oplever. Det er deres personlige beretninger, og de må bruges som baggrund for ministeren til at se, hvad der rører sig af problemer i kirkerne lokalt, siger Katrine Blinkenberg.
Det er præst Rikke Vedel, der har stået for indsamlingen af de mange beretninger. Hun slog i december fast overfor TV 2 Lorry, at der eksisterer udbredt mobning og konflikter i folkekirken.
Blandt beretningerne ligger også sagsakter, oplyser arbejdsgruppen, hvorfor de bad kultur- og kirkeministeren skrive under på, at ingen andre end hun ville læse papirerne.
Konkrete forslag fra arbejdsgruppen
Katrine Blinkenberg og arbejdsgruppen fremlagde også en række konkrete løsningsforslag for ministeren, som de mener, at man kan sætte i gang med det samme - blandt andet, at man indsætter en kirkelig ombudsmand.
Desuden mener arbejdsgruppen, at det skal være muligt for menighedsrådsmedlemmer at miste deres valgbarhed, hvis de eksempelvis rækker "fuck" til andre menighedsrådsmedlemmer.
Og hvis du har læst med i TV 2 Lorrys dækning af arbejdsmiljøproblemerne i folkekirken, så ved du, at dét eksempel ikke bare er opstået i den blå luft.
Tilbage i juli kunne TV 2 Lorry fortælle, hvordan et mangeårigt medlem af menighedsrådet i Nathanaels Kirke på Amager var blevet valgt til både at være formand for menighedsrådet og kontaktperson, selvom samme person trak et langt spor af konflikter efter sig.
Blandt andet havde hun i følge flere medlemmer af menighedsrådet rejst langefingeren for at række "fuck" i retning af et andet menighedsrådsmedlem under et møde i kirken.
Drøftelser med andre aktører
Katrine Blinkenberg oplyser til TV 2 Lorry, at Ane Halsboe-Jørgensen lovede arbejdsgruppen at "sætte emnet som overskrift" den kommende tid.
- Hun lyttede. Hun var taknemmelig over, at vi har taget den her. Jeg sad bare og tænkte på de 200 mennesker, jeg har haft i øret de sidste måneder, og det blev så overvældende. Jeg begyndte at græde til sidst, fordi jeg bare gerne ville sige tak til alle, siger Katrine Blinkenberg til TV 2 Lorry.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Ane Halsboe-Jørgensen om mødet, da ministeren ikke svarer på TV 2 Lorrys henvendelser.
Til mediet Kirke.dk udtaler ministeren dog, at hun ønsker andre aktørers syn på sagen.
- Udover at lytte til præsterne, altså initiativtagerne her, vil jeg både tage en drøftelse med Præsteforeningen, Provsteforeningen med menighedsrådene og med biskopperne, siger hun.
- Vi er nødt til at komme hele vejen rundt, ligesom jeg på det politiske niveau også løbende vil tage diskussionen med Kirkeudvalget og kredsen af kirkeordførere i Folketinget.
Da Katrine Blinkenberg i december satte pen til papir og skrev den hensigtserklæring, som mere end 200 præster senere skrev under på, var det med overskriften: "Bryd tavsheden", og efter mødet med ministeren, mener arbejdsgruppen, at de har opnået netop det:
- Nu har vi givet den videre, og vi fortsætter selvfølgelig arbejdet. Men der er ikke længere en tavshed, for nu taler vi alle om det. Vi har sejret ad helvede til, lyder det fra arbejdsgruppen.
Mobning bag kirkens mure
Elsk din næste, og vær god mod andre, lyder det søndag efter søndag fra prædikestolene i kirkerne i landets folkekirker.
Det er måske derfor, at det er let at tro, at alt bag kirkernes mure ånder fred, men det er ikke den hele sandhed.
TV 2 Lorry har undersøgt og gravet i arbejdsmiljøet i den danske folkekirke.
Det begyndte med historien om Nathanaels Kirke på Amager, hvor tidligere ansatte og medlemmer af menighedsrådet stod frem for at fortælle deres oplevelser med mobning, magtkampe og trusler. Flere af dem har stadig psykiske mén fra deres tid i kirken.
Det har vist sig, at Nathanaels Kirke langt fra er den eneste kirke, hvor der har hersket eller fortsat hersker problemer med arbejdsmiljøet.
Gennem en lang række aktindsigtsanmodninger har TV 2 Lorry fået adgang til bunkevis af rapporter fra Arbejdstilsynet, der afslører massive problemer i folkekirkerne i hovedstadsområdet.
Med sagsakter såvel som interviews med folkekirkens nuværende og tidligere ansatte udruller TV 2 Lorry løbende historien om den danske folkekirke og de massive problemer med mobning, chikane og dårligt psykisk arbejdsmiljø, der gemmer sig bag kirkernes mure.
Du kan læse alt, hvad vi har skrevet i serien her.